Jens Rohde behøver ikke være bekymret – Syrien-lov ikke i strid med Grundloven

Førende eksperter fastslår, at den nye Syrien-lovgivning, der giver en minister mulighed for administrativt at tage statsborgerskabet fra folk, ikke er i strid med Grundloven. Det kan imidlertid være tilfældet, hvis det var Folketinget, der udøvede den magt. Til gengæld er der andet at være bekymret for – rigtigt er det, at sagerne kan indbringes for retten, men den beskyttelse er ikke meget værd, for hvordan gør man det, hvis man bor i Raqqa?

valg2019bm
Jens Rohde (R) vil have hastelovginingen mod Syrien-jihadister udskudt og undersøgt, hvorvidt den strider mod Danmarks grundlov. Men flere jurister siger, at forslaget helt klart ikke er i strid med Grundloven, fordi de pågældende kan få sagen prøvet ved en domstol. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Kan en minister – udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) – rådgivet af sine embedsmænd, på baggrund af hemmelige oplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste, virkelig administrativt tage statsborgerskabet fra en person, der er eller har været i Syrien – og så meddele det køligt via e-Boks? Uden at komme i konflikt med Danmarks Riges Grundlov?

Den radikale Jens Rohde er i tvivl – al arbejde med den kontroversielle nye lovgivning, der gør det muligt administrativt at tage statsborgerskabet fra folk, skal suspenderes, indtil sagen er undersøgt; Foreningen for Udlændingeretsadvokater mener også, at lovforslaget kan være på kant med Grundloven, og hvorfor?

Paragraf 3 om magtens tredeling er nøglen:

»Den lovgivende magt er hos Kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos Kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.«

Sagt på dansk: Folketinget lovgiver. Regeringen udøver. Domstolene dømmer.

Men i denne lovgivning er det både regeringen, der udøver magten – og dømmer; altså administrativt fratager personer deres statsborgerskab.

Er det så i strid med Grundloven?

Jørgen Aalbæk Jensen, professor i offentlig ret på Juridisk Institut ved Aarhus Universitet, giver svaret, og svaret er enkelt, selv om lovgivningen er vidtgående.

Nej. Det er ikke i strid med Grundloven.

Han uddyber:

»Der er – i princippet – ikke noget usædvanligt i, at man overlader det til en forvaltningsmyndighed, altså her embedsmænd og minister i en regering, at træffe en sådan beslutning. Det er helt almindeligt. Det afgørende er, at der er en prøveret – at fratagelse af statsborgerskab kan indbringes for domstolene. Og det kan man,« siger Aalbæk Jensen.

Af lovforslaget fremgår det, at de personer, der mister deres statsborgerskab, inden for fire uger kan indbringe sagen for Københavns Byret, der så vurderer, om den pågældendes handling i så alvorlig grad har skadet Danmarks »vitale interesser«, at det er rimeligt at fratage den pågældende det danske statsborgerskab – og derpå afsiger en dom.

Ingen beskyttelse

Også Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, siger, at ordningen efter hans opfattelse ikke er i strid med Grundloven – men den mulighed, der er for at indbringe sagen for retten, er dog ikke god nok, mener han.

De Syrien-jihadister, der snart vil få en kølig besked i e-Boks om, at de ikke længere er danskere, vil ganske vist kunne få deres sag prøvet ved retten, men den domstolsprøvelse er »ikke en reel beskyttelse«, siger professor Gorm Toftegaard Nielsen.

Sagen er, at dén, der har mistet statsborgerskabet, selv skal sørge for at få sagen indbragt for retten, altså skaffe sig en advokat, formulere en egentlig anke med argumenter, og få den fremsendt til Københavns Byret.

»Jeg mener, at det offentlige – i de sager, hvor man administrativt fratager statsborgerskabet – burde tilbyde, at der kan ske domstolsprøvelse. Det vil være den rene og rigtige løsning. Så er der tale om en reel beskyttelse, da det offentlige tager initiativet. Retten til selv at anlægge en sag er ikke meget bevendt. Der er en rimelig kort frist på fire uger. Er det realistisk? Hvor befinder han sig? Hvor meget hjælp kan han umiddelbart få? Chancerne for at anlægge en sådan sag, mens man sidder i Syrien, er nærmest ikkeeksisterende,« siger professor Gorm Toftegaard Nielsen.

Skråplan

Men regeringens forslag om at det er udlændingeministeren, der fratager statsborgerskabet, er dog langt, langt bedre end et forslag, fremsat i Politiken, der er stillet af Dansk Folkeparti og støttet af Socialistisk Folkeparti, nemlig at det burde være Folketinget – ikke ministeren – der skal have ret til at fratage folk statsborgerskabet administrativt, og det for at »stække« ministerens magt.

Og det lyder jo fint, nærmest mere demokratisk; de folkevalgte, frem for ministeren. Men det er et skråplan, mener professoren.

»Hvis man indfører en ordning, hvor Folketinget, ikke ministeren, skal tage statsborgerskabet fra folk, så vil det netop være udtryk for, at man ønsker at politisere disse meget alvorlige afgørelser. Det er jo dét, man siger: Der skal føres politik i de sager. Så er vi på vej et ikke særligt hyggeligt sted hen, hvor Folketinget både vedtager lovene og administrerer dem. Folketingets opgave er at indføre lovgivning, mens ministeren administrerer – og så kan det prøves ved en domstol. Det med at »Herren giver, Herren tager« – altså Folketinget har givet statsborgerskab, så Folketinget tager det også – vil være helt forkert; selv om Folketinget har vedtaget straffeloven, synes vi jo, det er bedst, at det er domstolene, der dømmer for overtrædelser af straffeloven.«

Tvind

En parallel er den såkaldte Tvind-sag, som de juranørdede stadig husker. Folketinget vedtog i 1996 en særlov, der fratog 32 skoler i friskoleimperiet deres statstilskud, en lov Højesteret i 1999 kendte grundlovsstridig.

»I Tvind-sagen mente et folketingsudvalg, at det var i orden, at udvalget tog stilling til, om Tvind-skolerne havde svindlet sig til støtte fra staten. Medlemmerne mente, at når Folketinget kan give en bevilling, kan det også fratage bevillingen. Højesteret fandt, som alle ved, at lovgivningsmagten ikke ved lov kan fratage en skole sin bevilling med henvisning til, at den har overtrådt lovgivningen. Det er domstolenes opgave. Tilsvarende kan man ikke blot sige, at når Folketinget – eller rettere lovgivningsmagten – kan give en borger indfødsret, kan lovgivningsmagten eller et folketingsudvalg også fratage den,« forklarer professor Gorm Toftegaard Nielsen.