Forårssolen skinner skarpt ned på havens gæster. De sidder i klynger spredt ud over Kongens Have.

En mødregruppe har parkeret fire barnevogne på lige linje og sidder med hvert deres spædbarn i favnen på et blomstret tæppe. Et par meter derfra står tre teenagere i rundkreds og dyrker yoga. En lille pige løber forbi, hun er en del af den store gruppe af folkeskolebørn, der bruger haven som legeplads, nu hvor selve legepladsen er spærret af.

»ALLE UDE AF DÅSEN,« råber hun, da hun når hen til træet, der fungerer som dåse, uden at blive opdaget af sine klassekammerater.

En anden gruppe børn er gået på opdagelse i haven med pen og papir i favnen på udkig efter det flotteste motiv at tegne. De holder til tæt på en bænk, hvor to kvinder sidder og snakker med en flaske hvidvin imellem sig.

Vejret er godt. Haven er fuld. Stemningen er høj.

Sundhedsstyrelsen har i en ny statusrapport netop slået fast, at vi fortsat skal holde afstand til hinanden. Den sociale afstand forventes at være en del af danskernes hverdag indtil efteråret – måske resten af året. Berlingske er taget i Kongens Have i København for at høre, hvordan danskerne forholder sig til det.

Det strider imod alt

Fem gymnasievenner har slået sig ned ved et træ i skyggen af solen. De går i 2. g på Rysensteen Gymnasium og er taget i Kongens Have for at lave en skoleopgave.

»Vi er i gang med et filmprojekt om corona,« fortæller 18-årige Emma Rudbæk:

»Det er jo lidt en barriere, at man ikke må være sammen, når vi skal lave en film. Så vi tænkte, at vi mødes udenfor, hvor smittefaren er mindre, får lidt sol og gør det lidt hyggeligt.«

Elever fra Rysensteen Gymnasium. Ditte Jensen yderst til venstre og Emma Rudbæk nr. tre fra venstre mener begge, at det er begrænset hvor længe, man kan opretholde en gennemført social afstand. 
Elever fra Rysensteen Gymnasium. Ditte Jensen yderst til venstre og Emma Rudbæk nr. tre fra venstre mener begge, at det er begrænset hvor længe, man kan opretholde en gennemført social afstand.  Niels Ahlmann Olesen

Den sociale afstand har været svær for Emma Rudbæk. Hun er vant til at være tæt på sine venner og give en masse kram, det føles unaturligt at lade være, synes hun. Samtidig sætter retningslinjerne hende i et dilemma – for hvor går grænsen for, hvornår man er for tæt på nogen?

»Det er ret ensomt at skulle isolere sig selv. Balancegangen mellem isolationen og at få opfyldt sit sociale behov for samvær er svær. Man slår næsten sig selv i hovedet over at gå en tur med en veninde, for var det nu helt forkert,« siger Emma Rudbæk.

Hun oplever, at folk lige så stille er begyndt at løsne op for kravet om afstand.

»Det kan man jo se ved at kigge rundt herinde, se hvor mange folk, der er udenfor,« siger hun.

Gymnasievennerne mener heller ikke, at det er realistisk, at danskerne skal holde afstand til hinanden længe endnu.

»Jeg tror ikke, at man som menneske kan holde afstand hele tiden. Man kan måske godt begrænse det en lille smule, men slet ikke i det omfang, det er nu,« siger 18-årige Dicte Jensen, og Emma Rudbæk supplerer:

»Det strider imod alt, hvad vores samfund bygger på, at vi skal holde så meget afstand«.

Det gode vejr trækker

På et tæppe ikke så langt fra gymnasievennerne sidder Anders Rytoft og Oliver Christensen. De bor sammen og er i dag taget ud i Kongens Have, så Anders Rytoft kan forberede sig på praktiksøgningen på journalistuddannelsen i solen.

Kongens Have er et yndet udflugtsmål. Også i under coronaepidemien. Yderst til højre Oliver Christensen og Anders Rytoft i midten.
Kongens Have er et yndet udflugtsmål. Også i under coronaepidemien. Yderst til højre Oliver Christensen og Anders Rytoft i midten. Niels Ahlmann Olesen

De synes ikke, at mængden af mennesker er så slem i dag. Det var værre, da de var ude og gå en tur i går aftes – der var der proppet, fortæller de. Selv overholder de retningslinjerne.

»Det der med ikke at give krammere og holde afstand tror jeg ligger dybt i én, efter at det har stået på så længe. Og her i Kongens Have sidder man også relativt langt fra hinanden,« siger Anders Rytoft, der læser journalistik på SDU.

Men Oliver Christensen, der er i gang med en master i finansiering og regnskab på CBS, kan godt mærke, at afstanden begynder at blive svær.

»I starten tænkte jeg meget over, hvor tæt jeg var på andre mennesker. Nu tænker jeg mindre over det. Det er svært at skulle lægge samme seriøsitet i det, når man kan se, at der er så mange mennesker ude, og når det ser ud til, at situationen i Danmark er håndterbar,« siger han:

»Det er svært, når man ikke ved, hvornår det stopper. Det her gode vejr har man jo ventet på hele vinteren. Så vil man også gerne ud i det.«

Anders Rytoft til højre og Oliver Christensen til venstre har også valgt Kongens Have til forberedelserne i det gode vejr.
Anders Rytoft til højre og Oliver Christensen til venstre har også valgt Kongens Have til forberedelserne i det gode vejr. Niels Ahlmann Olesen