»Jeg havde brug for min mentor«

Læreruddannelsen rustede ikke Gitte Skov Nielsen til virkeligheden. Men hendes mentor hjalp hende på vej.

For lærer Gitte Skov Nielsen var det en kæmpegevinst at blive ansat på en skole med en mentorordning, hvor hun kunne hente støtte og få opbakning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / SCANPIX
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Frys,« sagde Gitte Skov Nielsen, satte stopuret i gang og skrev så et tal på tavlen: 20.

Så mange sekunder gik der, fra hun bad de støjende andenklasseselever om at »fryse«, til de tav. Siden kom konkurrencegenet for alvor op i børnene, og de ville have tallet på tavlen ned, ned, ned.

Efter kort tid gik der ikke mere end to sekunder, før Gitte Skov Nielsen fik ro i klassen. Noget hun ellers havde haft store problemer med som nyuddannet lærer på Rosenlundskolen i Skovlunde.

Håndgribelige metoder

Det var hendes mentor, »en god garvet mand« ved navn Jørgen, der i sin tid foreslog, at hun brugte et stopur til at få de små til at tie stille. I dag behøver den 25-årige Gitte Skov Nielsen ikke længere et ur for at få ro i klassen, men i begyndelsen havde hun brug for så konkret et redskab. Netop den slags håndgribelige metoder savnede hun at lære på seminariet.

»Jeg har savnet nogle konkrete fif til, hvordan jeg kan træde i karakter som lærer og få ro i klassen. Generelt synes jeg, det er svært at koble det teoretiske, der sker på seminariet, sammen med det, der sker i praktikken og i virkeligheden. Et fag som pædagogik giver mig teorien, men det, jeg har brug for, når jeg kommer ud som folkeskolelærer, er at vide, hvordan jeg får lille Peter til at holde sin kæft uden at råbe og skrige ad ham,« siger hun, og tilføjer:

»Man finder først ud af, hvad det vil sige at være lærer, når man er ude i virkeligheden. Når jeg sad på seminariebænken, følte jeg ikke, at jeg kunne bruge teorien til ret meget, men hvis der havde været en praktisk kobling under uddannelsen, ville jeg have fået meget mere ud af det teoretiske.»

En stor udfordring

I begyndelsen oplevede hun det at træde i karakter over for elever såvel som forældre som en stor udfordring. Det var svært som 23-årig at have rollen som den myndige over for forældre, der havde børn på alder med hende. Det var svært at trænge igennem til eleverne og favne meget forskellige børn. Eller at holde styr på 50 elever i en gymna-stiksal. For heller ikke praktiktiden forberedte hende på sådanne situationer:

»Praktikken er sådan en kunstig virkelighed. Du har kun 12 timer om ugen, og man er flere studerende sammen om at undervise en klasse. Og det første forældremøde, jeg deltog i, var det, jeg selv arrangerede som færdiguddannet. Jeg synes, det burde være et krav, at man i praktikken skulle deltage i forædremøder og -samtaler, så alle også fik erfaring med forældrekontakt.«

Gitte Skov Nielsen er derfor glad for, at hun fik arbejde på en skole med en mentorordning, som kunne give hende noget af det, uddannelsen ikke lærte hende. Den første tid, efter at hun var blevet ansat i 2008, mødtes hun med mentoren en gang om ugen, og samtalerne gav hende ro og sikkerhed.

»Eleverne ville have haft en mere frustreret og usikker lærer, hvis jeg ikke havde haft en mentor,« siger hun.

Mentoren hjalp hende med elevplaner og alt det, seminariet ikke havde givet hende en idé om.

»Jeg kunne komme til ham med alt. Det kunne være alt fra en idé til et undervisningsforløb til »i dag var jeg så frustreret, at jeg smadrede en fejebakke«. Det var en stor hjælp at få at vide, at det var normalt at have de frustra-tioner, jeg gik med, og at der altså er en ny dag i morgen.«