»Jeg har en god og en dårlig nyhed«

Lægerne glemte en knap 23 centimeter lang pincet i Pia Haas' mave. Hun bærer intet nag til lægerne. Men hun fik et chok, da PATIENTFORSIKRINGEN opgjorde hendes erstatning efter smerter, et maltrak­teret maveskind og over to måneders sygemelding: Nul og niks.

Pia Haas er på ingen måde vred eller bitter på det lægelige personale på Herlev Sygehus. Det ersystemet, der latterliggør »ofrene« for sine egne fejl, mener hun. Fold sammen
Læs mere

Der er ord, de færreste har lyst til at høre hvidkitlede folk på et sygehus sige til én:

»De har fundet noget på billederne« og »utilsigtet hændelse« er nogle af disse ord.

Andre kom ud af munden på overlægen, da han en sen aften i oktober sidste år satte sig ved Pia Haas seng på Herlev Hospital med ansigtet i alvorlige folder. Hun kunne godt lide ham. Han havde opereret hende seks dage tidligere, og hun så ham som venlig og kompetent. Og nu: Frygtelig ked af det. Hun fik næsten ondt af ham, da han begyndte at tale:

»Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig.«

UGEN FØR, den 23. oktober 2008, da Pia Haas, 42 år, blev indlagt akut, var det med stærke mavesmerter og mistanke om en bristet cyste på æggestokken. To dage senere stod det dog klart, at hun havde tarmslyng. En lidelse, der kræver omgående operation for at undgå varige indre skader.

Pia Haas havde det godt med Herlev Sygehus. Hendes tre børn er født dér. Og det var afdelingens overlæge selv - en af de dygtigste på sit felt - der stod for indgrebet. Operationen er nøgternt beskrevet i hendes journal. Den gik planmæssigt. Ren rutine, der normalt bør føre til hurtigt velbefindende.

Men i de følgende dage fik Pia Haas det ikke bedre. Hun fik det markant værre.

Hendes mave blev udspilet. Som en gravid kort før fødslen. Hun kastede op, nogle gange litervis af ren galde. I ugen efter operationen spiste hun en bid af en skive toastbrød, en skive vandmelon og en skefuld tomatsuppe. Ikke andet. Og det hele kom op igen, mens smerterne blev ved. Og ved og ved. En stikkende smerte, der trykkede især i venstre side.

Lægerne og sygeplejerskerne følte og kiggede på hendes mave. Alt syntes normalt. De forstod ikke, at hun ikke fik det bedre. Pia Haas følte til sidst, at de anså hende som lidt af et pylrehoved - hun burde være på benene, på vej hjem, udskrevet fra hospitalet. Hun var »jo en af de yngste på afdelingen«, som en særligt bestemt og viljefast sygeplejerske sagde til hende.

»Såfremt der kommer rigtig gang i maven, kan pt. (patienten, red.) udskrives i morgen,« står der i Pia Haas journal fra tredjedagen efter operationen. Stort set det samme anføres tre dage senere trods Pias kolikagtige smerter.

Den 31. oktober kom overlægen tilfældigt forbi Pias seng. Hun vendte tommelfingeren nedad, da han spurgte, hvordan det gik.

Han forstod det ikke. Men blev enig med Pia om, at de hellere måtte få taget et røntgenbillede for at se, om der stadig var problemer med forvredne eller endda hullede tarme.

Da Pia nogle timer senere stod foran røntgenapparatet, kom radiologen ind til hende, lettede på hendes sygeskjorte og kiggede ind bag den i taljehøjde. Da portøren kørte hende ind på stuen igen, siger han, at »de kunne se noget på røntgenbilledet«, så lægen ville komme og tale med hende snarest.

Pia Haas blev nervøs. Se noget på røntgenbilledet? Se hvad?

DER GIK KUN EN TIME, før overlægen satte sig ved hendes seng med ordene: »Jeg har en god og en dårlig nyhed til dig«.

Det gode var, at hendes tarme fungerede. Intet var bristet, vredet eller inficeret.

Den dårlige var, at operationsholdet havde glemt en pincet inde i hendes mave. Ikke en pincet i øjenbryns-størrelse, men en pincet på 22,7 centimeter - på længde med en halvliters sodavandsflaske. Den lå nu på tværs, næsten fra hofteben til hofteben bag den meget spinkle Pia Haas' livmoder.

Lægen undskyldte og undskyldte. Han forstod ikke, hvad der var sket. De fleste kirurgiske afdelinger har på opfordring fra Verdenssundhedsorganisationen WHO og Dansk Selskab for Patientsikkerhed indført »Sikker kirurgi«-tjeklister inspireret af flyindustrien. Tjeklisterne betyder blandt andet en slavisk gennemgang af patientens identitet, indgrebets type - og en simpel optælling af operationsinstrumenter og servietter før og efter indgrebet. Afprøvning af tjeklisten i WHO-regi under 4.000 operationer har vist, at forekomsten af dødsfald og komplikationer mindskes markant.

Noget var gået galt denne gang. Overlægen ville indstille Pia Haas til en ny operation med det samme - og ville, med mindre Pia modsatte sig det - selv udføre den. Det gjorde hun ikke. Én for én kom sygeplejerskerne på afdelingen ind for at vise deres medfølelse. En af dem beklagede, at hun havde været lidt for hård ved Pia.

Som Pia skulle opdage senere, går undskyldningerne dog ikke igen, når officielle papirer og det officielle Danmark forholder sig til den enorme fejl, Pia Haas var udsat for - og som forlængede hendes sygdomsperiode med flere måneder: I journaloptegnelserne efter re-operationen, som heldigvis afslører, at den enorme pincet i Pias bughule ikke har stukket hul eller gjort anden skade på tarmene og livmoderen, beskrives uheldet som »beklageligt«:

»Blev opereret i nat grundet glemt pincet i abdomen (maven, red.). [] ingen intrabdominal skade sket. Pt. (patienten, red.) meget ked af forløbet [] Forklarer til pt., at der ingen skade er sket og at hændelsen er beklagelig. Bør indberettes som utilsigtet hændelse.«

EN BEKLAGELIG, utilsigtet hændelse. Dem indberettes der 20.000 af om året i Sundhedsstyrelsens anonyme indberetningssystem, så hele systemet kan drage lære af dem. Fire procent handler om uheld og utilsigtede begivenheder under operationer. Langt størstedelen af indberetningerne - over 50 pct - handler om fejlmedicinering, forveksling og fejlkommunikation.

Efter operationen vågnede Pia og følte lyst til mad. For første gang i en uge, hvor hun havde tabt sig fem kilo. Kvalmen var væk.

Men mens tarmsystemet og fordøjelsen langsomt kom i gang igen i fraværet af stærke smerter, steg Pia Haas infektionstal. Der var gået betændelse i såret. Inden hun mere end en uge senere kunne sendes hjem på weekendorlov, var lægerne nødt til at klippe sårkramperne op igen, rense det og lade det hele, som det var. I dag ligner Pia Haas mave en »barnerumpe«, som hun siger - med en stor kløft fra navlen og ned, der hvor såret stod åbent.

PIA HAAS VAR SYGEMELDT yderligere halvanden måned frem til 18. december, hvor hun begyndte på arbejde igen, men på nedsat tid. I alt var hun væk fra sit almindelige, kampdygtige liv i over to en halv måned.

Allerede, mens hun stadig var indlagt på Herlev Hospital, havde hun besluttet og fortalt lægerne, at hun ikke ønskede at klage til Patientklagenævnet. Hun var - og er - hverken bitter eller vred på den opererende overlæge. Hun tror entydigt på hans kompetence og oprigtige undskyldning og ønskede ikke at skabe problemer for ham eller andet personale, der alle var dybt rystede.

Patientforsikringen var noget andet. Hun var overbevist om, at det offentliges forsikringssystem ville tilkende hende en passende erstatning for hendes svie, smerte, den uforudsete sygemelding, der satte hende månedsvis tilbage på jobbet og de mange private ting - ferie, selskaber og aktiviteter - som hun måtte aflyse.

Derfor var hun lamslået, da afgørelsen fra Patientforsikringen løb ind allerede i februar 2009.

»Afgørelse: Patientforsikringen har fundet, at De ikke er berettiget til erstatning efter loven, idet erstatningsbeløbet ikke overstiger kr. 10.000,-« stod der.

Begrundelsen var blandt andet, at Pia ikke havde lidt indkomsttab. Hun havde heller ikke et varigt mén, vurderes det. Til gengæld kunne hun få 110 kroner i kørselsgodtgørelse og 165 kroner per sygedag; en samlet erstatning på 5.600 kr. Men eftersom det var under »bagatelgrænsen« på 10.000 kroner, fik Pia Haas ikke udbetalt en krone.

»Man kan sige, at jeg ingen officiel undskyldning har fået. Dels er erstatningen latterlig lav, og når den slet ikke kommer til udbetaling, er det jo fuldstændig ligegyldigt. Tænk, hvis jeg på min arbejdsplads meddelte kunderne, at de havde et tilgodehavende på 5.600 kr., men at vi ikke gad udbetale det,« siger Pia Haas, der arbejder med kundehåndtering på en større dansk virksomhed.

Ét plaster på såret har Pia Haas dog fået. Hendes mave, der er skæmmet af det store, lodrette ar, skal snarest plastikopereres - og det bliver på Sygesikringens regning.