Jagten på Rami Mawad, del 2: Brødrene fra Gården

De forlod flygtningelejren i Libanon, men lejren forlod aldrig dem. Tvillingebrødrene Zahed og Rami Mawad.

Tvillingerne Zahed (foto) og Rami Mawad fra Libanon flyttede i vinteren 1995 ind i Tåstrupgård, hvor de tilkæmpede sig en ledende position i gadebanden. Zahed er i dag ude af miljøet, men tegnede angiveligt logoet for Black Cobra. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto/internettet

7. januar 1984 nedkom en kvinde i Libanon med tvillinger, hun elskede drengene, fra hun så dem, og det holdt hun aldrig holdt op med, skønt de kom til at knuse hendes hjerte igen og igen.

Først var der Zahed, så var der Rami. Der var Rami og Zahed, Zahed og Rami, undfanget i samme sekund og født med kun et øjeblik imellem sig.

Drengene blev som nat og dag.

Zahed var stærk som en okse, trofastheden selv og for sin familie ville han hente månen ned. Allerhelst ønskede han at leve et simpelt liv i Palæstina med et hus af sten, lidt jord og nogle dyr, med en sød kone og nogle børn. Når nu han ikke kunne det, ville han være mekaniker og ellers bare nusse om sine elskede potteplanter – jasminen, gardeniaen, svigermors skarpe tunge – samt kamphunden, som han sjældent kaldte andet end »skat«.

Rami var køn med et lyst hoved, alle kunne lide ham, og Rami vidste det og fik det meste ud af det. Han kunne ikke undgå at fornemme, at han var født til noget stort. Han ville være ingeniør, pilot eller professionel bokser. Med drømmen om Madison Square Garden og forbilleder som Mike Tyson, Roy Jones Junior og senere Prince Naseem Hamed og Mikkel Kessler, begyndte han at træne. Selv om han ikke havde Zaheds imponerende fysik, var han hurtig og snu.

Hver for sig havde tvillingerne kvaliteter, der kunne give dem et godt og interessant liv, sammen kunne de udrette hvad som helst.

Men lejren boede i dem. Selv om Mawad-familien forlod flygtningelejren, forlod lejren aldrig dem.

FAREN KÆMPEDE i borgerkrigen i Libanon, mens moren forsøgte at holde sammen på familien i flygtningelejren Nahr el bared – Den Kolde Flod – nær Syrien. Lejren bestod af en lang hovedvej, ud fra disse gik en masse smalle gader. I de første år var der kun telte af plastic, nogle byggede siden i sten og lagde bliktag på. Da cementen kom, voksede lejren, og der boede op til 27.000 mennesker dér. Som palæstinensiske flygtninge måtte de ikke eje noget og ikke arbejde i Libanon. Der var intet kloaksystem, strømmen forsvandt hele tiden, og når tvillingerne skulle bades, kogte moren vandet i en gryde. FN delte mel, sukker og mælk ud fra store lastbiler hver måned til flygtningefamilierne, der levede i dyb fattigdom og i perioder sultede. Sygdommene hærgede lejrens beboere – tuberkulose især.

De blev behandlet som dyr, følte de, spærret inde bag pigtråd og hegn, og når de forlod lejren og skulle gennem de mange kontrolposter, hørte de vagterne omtale sig som sådan: De har haler og ører, kunne de sige.

Som så mange andre palæstinensiske flygtninge uden en fremtid holdt de sig oppe ved drømmen om hjemlandet: Familien stammede egentlig fra Saffuriyya seks kilometer nordvest for Nazareth. En lille by med ca. 5.000 indbyggere, der boede i små stenhuse og levede af høsten af oliven og korn, indtil alt blev revet ned på nær et par huse. I dag er landsbyen helt væk, og israelerne har plantet pinjeskov i stedet. Men i Zahed og Ramis hoveder eksisterede Saffuriyya stadig som et tabt paradis på jord.

ÅRET EFTER TVILLINGERNE fødte moren lillebroren Hazim. Uden nogen fremtid i Libanon flygtede de til Danmark i 1992, hvor de boede på flygtningeskibet »Norrøna« på Islands Brygge. Røde Kors fik familien til Ringsted, de flyttede videre til Korsør og Slagelse, før de fik en lejlighed i Tåstrupgård på Københavns Vestegn i vinteren 1995. Snart så deres nye naboer drengene samle flasker på deres kælk.

Faren var mærket af krigen. Han slap aldrig livet i Libanon, i stedet rejste familien jævnligt tilbage på kortere og længere ophold. Zahed, Rami og Hazim blev traditionelt opdraget, og der hvor de kom fra, var fysisk afstraffelse ikke usædvanlig. Det var ikke let at finde arbejde for forældrene, og pengene var små. Når de fik cowboybukser, var det tre par til 900 kroner i Føtex. Drengene skammede sig.

Men på gaden holdt de sammen.

»Gården« blev kælenavnet for deres nye ghetto, de sagde det altid i et tonefald, som omtalte de en kær gammel ven. Ingen kunne længere helt huske, hvem der havde startet det. På ejendomskontoret i Tåstrupgård hang et sort-hvidt foto af den smukkeste bondegård, man kan tænke sig, med tre længer og flagstang og blafrende Dannebrog. Bondegården havde i begyndelsen af århundredet ligget dér, hvor elementbyggeriet i 1960erne kilede sig ind mellem Roskildevej og Tåstrupgårdvej.

Når drengene tog udtrykket til sig, havde det en anden forklaring – og den lå langt fra stokroser og bindingsværk: »Gården« blev stedet, drengene trak frisk luft, når de ikke sad i en celle i et fængsel. Det var kun nødvendigt at forklare folk udefra. Og dermed var enhver forklaring per definition overflødig. Folk udefra ville alligevel aldrig forstå, hvordan det var at være dem, selv hvis de prøvede.

TÅSTRUPGÅRD VAR TILTÆNKT den danske middelklasse, som imidlertid vendte bebyggelsen ryggen og realiserede drømmen om eget parcelhus i stedet. 40 år senere havde 72 procent af beboerne andre etniske rødder end dansk. Der var 40 forskellige nationaliteter, og halvdelen af Tåstrupgårds 2.400 beboere var under 24 år. Tyrkerne var med ca. 700 beboere flest.

Allerede første dag Mawad-brødrene kom til Tåstrupgård, viste Gården sine rovdyrkløer. De 11-årige brødre røg i slagsmål med nogle ældre tyrkere. De lærte hurtigt, at på gaden har den stærke altid ret. De lærte at holde på en hemmelighed, og de lærte at politiet ikke fortjener respekt.

På det tidspunkt begyndte indvandrerdrenge overalt i Danmark at tillægge sig en ny gangsterlivsstil. De købte guldkæder og hættetrøjer, iførte sig bandanas og kørte lirede BMWer. Pludselig kunne man høre dem sige ting som: »Vi knurrer ikke, vi bider.« Pressen skrev om en ny indvandrerbande ved navn Vatos Locos, som skød op overalt i landet, men som især skulle være stærk i Tåstrupgård, og politiet udtalte sin bekymring. I virkeligheden kunne det hele føres tilbage til en enkelt Hollywood-film, som var så populær i Tåstrupgård, at den ustandseligt blev hugget på den lokale tankstation. I filmen »Blood In, Blood out« så Tåstrupgård-drengene mænd fra Latinamerika leve bandelivsstilen ud i USA. Latinamerikanerne lignede dem selv, og der gik ikke længe, før de første graffitier med »VL« dukkede op på Tåstrupgårds mure. Nogle af de tyrkiske unge gik skridtet videre, og bebyggelsen var i slutningen af 1990erne plaget af røverier og overfald.

Det var i det miljø, Rami og Zahed skulle overleve. Og det gjorde de så. I begyndelsen for at forsvare sig selv, siden fordi de kedede sig. Volden, spændingen og sammenholdet blev en måde at udtrykke sig på.

Nogle af slagsmålene med tyrkerne blev brutale. Et af dem involverede ca. 40 drenge. Det stod i Østerby i Tåstrup, og en af dem fik en økse i panden. Men selv om alle blev anholdt, sladrede ikke én til politiet. Når Zahed sloges, forvandlede han sig til en mørk og utæmmelig kraft. En gang gik det ud over en betjent. Zahed greb efter hans pistol, men fik i stedet fat i betjentens stavlygte, som han pryglede ham med. Det kostede en behandlingsdom. Zahed havde en særlig taske med sit udstyr. Til en fodboldkamp i Parken tog politiet ham med den: I drengens taske lå et koben, en kødøkse og gaffatape.

Da nogle unge i Fløng truede Mawad-brødrene, rykkede Zahed ud. Fløng-drengene opholdt sig på en ishockeybane. Zahed kiggede ind på banen og genkendte en af dem med fuldt hockeyudstyr på. Zahed gik væk fra banen og fandt grejet frem. Han og en ven flåede hockey-stavene fra spillerne og tæskede dem med deres egne stave. Zahed bankede løs på en af spillerne med sit medbragte koben. Bagefter måtte spilleren på skadestuen med sine kvæstelser. Men noget var gået galt. Mens Zahed var ude for at hente sit koben, havde et nyt hockeyhold indtaget isen. Den spiller, han overfaldt, var ikke en af fjenderne, han var sagesløs. Zahed fik en dom for vold af særligt farlig karakter. Han var ellers lige startet på teknisk skole for at realisere sin drøm om at blive automekaniker, og han havde også et værksted, der ville tage ham i praktik.

Med dommen var løbet kørt.

Som den ældste påtog Zahed sig alligevel at sørge for familien, og det gjorde han ved at lave penge på kriminalitet. Han lærte Blondie og Tøsen at kende på Christiania. Han gjorde, hvad han måtte gøre, mens han hele tiden håbede, at han kunne holde Rami og Hazim ude af det hele.

Zahed åbnede aldrig en bog på de ni-ti forskellige skoler, han frekventerede. Han havde svært ved at koncentrere sig, når han havde været på gaden det meste af natten. Han sad på sin stol og kæmpede for at holde sig vågen. I bukselinningen havde han en pistol.

TVILLINGEBROREN VAR ikke som ham. Rami klarede skoleopgaverne i overlegen stil. Rami kunne gøre det. Indfri familiens drøm. At få en søn med en fin uddannelse.

Først var der Zahed, så var der Rami. Der var Rami og Zahed, Zahed og Rami, og sammen kunne de klare alting.

Det skulle de jo.