Han var slet ikke til at stoppe igen, da munden begyndte at løbe. Iført skudsikker vest under den blåstribede skjorte vidnede Kenneth Nielsen mod Hells Angels.

Han fortalte om indretningen af klubhuset på Brygger­vej i Århus og skjulestederne for ammunition og våben. Han fortalte om klubbens tirsdagsmøder, hvor HAerne stik imod klubbens officielle meldinger planlagde køb og salg af »slik« - kodeordet for narko. Og han fortalte om hele det interne hierarki i klubben og udrensningen efter bandekrigens begyndelse.

Kenneth Nielsen fortalte alt i retten, og da han var færdig, fældede det officielle Danmark 23. september sidste år strenge domme over to AK81ere og et fuldgyldigt medlem af Hells Angels: HAeren Lars Brian Pedersen og de to AK81ere, Toke Hallager Okkerholm og Troels Kristensen Knudsen, blev alle idømt ni års fængsel for drabsforsøg mod en af klubbens fjender. Det skete midt under bandekrigen på familierestauranten McDonald's. Kenneth Nielsen selv affyrede pistolen, men fik to års rabat for at hjælpe med at få dømt de andre.

Hans åbenmundethed chokerede Danmark. Dan Lynge - HA-afhopperen, som har måttet leve under jorden efter sit samarbejde med politiet under Den Store Nordiske Rockerkrig - sagde til Ekstra Bladet:

»Han er en død mand. Han har intet andet at se frem til end flugt til evig tid.«

Ekstra Bladet citerede også en anonym politikilde for at sige:

»Hvis hans oplysninger gør ondt på dem, så får han aldrig fred.«

Kenneth Nielsen vidste, hvad han gik ind til den dag. Han ønskede at fortælle sandheden og se sine dæmoner i øjnene. Derimod havde han aldrig forestillet sig, at hans største fjende bagefter skulle blive det samfund, han hjalp i kampen mod Hells Angels og bandeskyderierne.

I modsætning til sine tidligere brødre i Hells Angels, som afsoner i et topmoderne fængsel med masser af samvær og åbne døre, sidder Kenneth Nielsen stuvet af vejen i et gammelt arresthus, hvor han skal afsone sin syv år lange dom under isolationslignende forhold. Han er stort set uden menneskelig kontakt og bliver mere og mere nedbrudt for hver dag, der går.

Den gode nyhed er, at Hells Angels ikke kan komme til ham, den dårlige, at det er der stort set heller ikke andre mennesker, der kan, og før eller siden slår det klik for ham. Kenneth Nielsen er ikke den eneste. Der sidder lige nu tre-fire afhoppere fra Hells Angels og afsoner under umenneskelige forhold - selv om de er anbragt i samme arrest, har de stort set intet samvær. Kriminalforsorgen har angiveligt ikke kunne finde den ca. 1.3 mio. kroner, som en krævet ombygning til en fælles afdeling for dem, ville koste.

Kenneths historie er en pinlig påmindelse om, at dømte fra Hells Angels har langt bedre forhold i fængslerne end deres afhoppere, som lever i årevis i noget nær isolation blandt pædofile og voldtægtsforbrydere.

Læs også: Vidner mod Hells Angels ofres

Kronvidnet Kenneths historie begyndte i en hospitalsseng efter en grim ulykke på hans motorcross­cykel:

»Freestyler« ønskede kun én ting, da han vågnede fra tre ugers koma efter styrtet. At hans liv skulle slutte. Han var 18 år.

»Jeg fik beskeden fra mine forældre om, at jeg aldrig kunne komme til at køre motorcross igen. På et split­sekund forsvandt, alt hvad jeg var som person. Kenneth Freestyler, alle de unge, der så op til mig, alle pigerne, ja, hele min identitet, var væk.«

Kenneth Thurm Nielsen var Danmarks bedste til motorcross, han blev Europamester i 2005 og opnåede en ottendeplads ved VM i Australien. Var, blev, opnåede.

»Jeg havde verdens bedste liv, følte jeg. Jeg var noget.«

Det tog Kenneth et halvt år at komme sig efter motorcross-styrtet den sommerdag og de utallige knoglebrud. Han besluttede sig for at tage revanche for den ungdom, han havde ofret for sin sport. Nu skulle den stå på alkohol og byture.

»Jeg begyndte at gå på diskotek torsdag, fredag og lørdag, og dér opdagede jeg en ny ting. Mit mod fra motorcrossbanen kunne jeg overføre til slåskampe. Vanvittige slåskampe.«

En aften i byen rendte Kenneth ind i en gammel ven fra motocross­miljøet. Han var blevet medlem af AK81 i Randers - Hells Angels unge støtter uden motorcykel. Kenneth var nysgerrig efter at høre mere.

»Jeg kan huske, jeg syntes, at det måtte være fedt med det sammenhold, de havde. Jeg tænkte på det lidt ligesom sammenholdet på et cross­team. Jeg tog til festen og havde en fed oplevelse, syntes jeg.«

Den aften prøvede han kokain for første gang.

»Alle Hells Angels medlemmer blev behandlet som en slags filmstjerner. Jeg var helt oppe at køre.«

Et HA-medlem fra Århus spurgte, om det ikke var noget for Kenneth at komme på prøve i AK81 Aarhus. For første gang siden motorcrossen følte han sig stolt. Gennem nogle måneder kom Kenneth som ven af HAeren i klubhuset på Bryggervej, før han tog hul på sin tre måneders prøvetid som AK81er. Han tog opvasken i klubhuset, hvor han selv overnattede, vaskede tøj for HA'erne og gik til hånde. Det var nemt, syntes han.

Natten mellem 8. og 9. september 2008 vågnede han ved en voldsom eksplosion. En håndgranat var smidt over hegnet på husets bagside.

Kenneth sprang ud af sin seng og flåede døren op. Han så et stort hul i betonen lige uden for hoveddøren.

»Kom ind!« skreg en anden HAer i huset, som sad og holdt øje med overvågningskameraet.

Læs også: Berlingske Tidendes bande-tema

Kenneth fik øje på endnu en håndgranat, den lå ved indgangen uden at være detoneret, og det reddede måske hans liv. Med håndgranat­angrebet brød konflikten mellem Hells Angels og den såkaldte Trillegårdsbande ud i lys lue. Samtidig rasede bandekrigen mellem indvandrerbander og HA i København. AK81erne i Århus anskaffede sig skudsikre veste samt nye skydevåben - pistoler, automatvåben og panserværnsraketter. De gjorde klar til krig.

»Det føltes som en film.«

Der blev indført nye strenge sikkerhedsregler. De fuldgyldige medlemmer af Hells Angels instruerede de unge AK81ere i, at de skulle smadre enhver indvandrer, der spillede smart. De trænede boksning, patruljerede rundt i Århus i biler og med våben. Disciplinen var benhård. Kenneths forbrug af kokain tog til.

»Hver gang jeg tog mit liv op til overvejelse, kom der bare en ny fest med masser af damer og kokain. Så opgav jeg alle tanker om at gå ud.«

På en af patruljerne var Kenneth med i en bil, hvor de unge AK81ere, høje på coke, kørte over for rødt. De ramte en 55-årig kvinde på vej over fodgængerfeltet med sin cykel. Kvinden omkom.

Kenneth var stadig groggy efter uheldet, men dulmede sine smerter med kokainen, da han sammen med en anden AK81er kørte på McDonald's på Randersvej i Århus for at hente mad til de andre i klubben. Det var 29. november 2008 og bare en uge, efter at Kenneth havde overstået sin prøvetid i AK81. Den aften så de to AK81ere tre udlændinge, som sad og spiste på burgerrestauranten. Kenneth genkendte den ene som Trille­gårdsbandens leder. De ringede op i klubben og fortalte, hvad de havde set. Et HA-medlem kom sammen med et prøvemedlem tilstede. Den var god nok - det var lederen af Trille­gårdsbanden, som nød sin aftensmad sammen med to andre medlemmer af banden. Kenneth fik besked på at køre tilbage til klubhuset. Dér stod HAeren Lars Brian Pedersen og ventede med en 9 mm pistol af mærket Desert Eagle. Kenneth så Lars Brian Pedersen gøre tegn med fingrene. Han lavede et skudtegn med hånden, derpå viste han tre fingre.

»Jeg vidste, at det betød, at alle tre skulle skydes, og at det var mig, der skulle gøre det.«

Kenneth tog pistolen, det kraftige våben føltes tungt, tænkte han, og fik ondt i maven. Han måtte gispe efter vejret, da to andre AK81ere startede en sølvgrå Golf og kørte væk fra klubben i retning af McDonald's, mens de iførte sig elefanthuer og handsker. Kenneths hjerte pumpede løs, da de ankom til McDonald's, hvor de kørte mod kørselselsretningen ind i McDrive-vognbanen, hvor der ikke var andre biler. Golfen holdt stille ud for sit mål. Der var få meter imellem Kenneth og hans mål.

Han tog ladegreb, som HAs krigsminister i sin tid havde lært ham. Men da han sigtede og trykkede af, lukkede han sine øjne. Braget var sønderdøvende, det sidste Kenneth så var, at bandelederen faldt ind over bordet på restauranten og sank sammen. Så fik Kenneth black-out. Han smed pistolen i bunden af bilen og skreg og skreg.

»Det eneste, der fór gennem mine tanker, var: Bare han ikke er død, bare han ikke er død.«

Porten til Hells Angels klubhus gled op, da Golfen vendte tilbage. Da Kenneth trådte ind ad døren, blev han mødt af et fuldgyldigt medlem.

»Hvad fanden tænker du på at køre herop bagefter.«

Kenneth fik en lussing, og han nåede slet ikke at sige noget, før den næste traf ham.

»Kør væk herfra!«

Sammen med de to andre AK81ere løb han over til nogle nærliggende boligblokke, hvor de gemte pistolen. Handskerne og elefanthuerne røg sammen med deres trøjer i en genbrugscontainer, før Kenneth løb videre. Han standsede hos en kammerat i nærheden, hvor han ringede på.

»Jeg har lige skudt en mand, jeg ved ikke, om han er død,« hørte Kenneth sig selv sige, før han bad om noget coke.

Kammeraten forsøgte at berolige ham ved at smide en hel bunke af etgrams-poser med kokain på bordet. Seks-syv timer senere tog Kenneth tilbage til klubben, hvor et prøvemedlem kørte ham til en lejlighed i Viborg. Da de nåede frem, bad HA-prøve­medlemmet ham trække af alt sit tøj, han fandt noget nyt til Kenneth, som også afleverede sin mobiltelefon. Til gengæld modtog han 3.000 kroner og ti gram kokain. Kenneth fik besked på at vente, til prøvemedlemmet kom tilbage.

Kenneth sad i lejligheden i syv dage, han var alene med sine frygtelige tanker og forsøgte at følge med på TV. Glæden bølgede igennem ham, da han så, at Trillegårdsbandens leder ikke var død, men kun ramt i skulderen.

En dag vendte HA-prøvemedlemmet tilbage.

»Jeg tror, det er sikkert nu.«

De kørte til Hells Angels klubhus i Århus. Det var en tirsdag, hvor der var møde i klubben.

»Jeg fik en heltemodtagelse af både fuldgyldige medlemmer og mine brødre fra AK81. Hver gang jeg trykkede en af dem i hånden, fik jeg en 1.000 kroners seddel. Jeg var accepteret nu.«

Kenneth festede konstant de næste uger. Indeni havde han det ad helvede til.

»Jeg tænkte på, hvis jeg blev anholdt. Jeg havde aldrig prøvet at sidde i fængsel.«

En dag ringede hans telefon. Det var en, der hed Morten fra rocker­enheden ved Østjyllands Politi.

»Hvor befinder du dig, spurgte han mig. Jeg kom med et dumsmart svar. Hvis han ville have mig ned på stationen, måtte han finde mig. Jeg tog ud til mine forældre og havde en eller anden overbevisning om, at jeg kunne gemme mig der.«

Kenneth tilbragte natten på sit gamle værelse hos sine forældre, indtil han vågnede ved lyden af knust glas. En granat fyldte værelset med tåregas, og Kenneth faldt hele vejen ned ad trappen i den ekstreme røg. Ved foden af trappen ventede seks kampklædte betjente med maskin­pistoler. Kenneth var anholdt.

»På en måde følte jeg en vis lettelse i det øjeblik.«

Hos Østjyllands Politi gjorde Kenneth, præcis hvad han var skolet til i klubben - han nægtede at udtale sig. Politiet sigtede ham for drabsforsøg, han blev varetægtsfængslet for fire uger ved grundlovsforhøret. Politiet havde allerede anholdt de to andre AK81ere fra Golfen.

Kenneth blev sendt til Silkeborg Arrest, hvor der sad flere medlemmer fra Trillegårdsbanden.

»Jeg fik et chok over, hvor hårdt miljøet i et fængsel er. Jeg tror stadig væk, at politiet sendte mig derned, fordi betjentene vidste, at der sad flere medlemmer af Trillegårdsbanden. De tænkte: Nu skal han satme mærke, hvordan det er at sidde i fængsel.«

Kenneth klarede presset, indtil tre medlemmer af Trillegårdsbanden en dag stod inde på hans celle, hvor de ikke skulle kunne få adgang til. Det blev et voldsomt slagsmål. Bagefter var han færdig, hans psyke var brudt ned.

»Jeg ringede til politiet og spurgte, om de ikke havde lyst til at komme og snakke med mig. Jeg kan huske dagen, som var det i går. Jeg tænkte på min familie, som jeg vidste elskede mig, og jeg tænkte på de 10-12 års fængsel, jeg havde i udsigt i fængsel. Jeg tænkte på, at jeg var 30 år gammel, inden jeg kom til at mærke solen, se naturen og min familie.«

Straks Kenneth så betjenten fra organiseret kriminalitet hos Østjyllands Politi, brød Kenneth sammen. Han fortalte alt. Hvordan han var kommet ind i det, hvordan han havde fået stukket pistolen i hånden, og hvordan HAeren havde vist ham de tre fingre for tre skud, tre menneskeliv.

Kenneth blev øjeblikkeligt flyttet til et andet arresthus under et falsk navn. Han fik at vide, at han skulle sige, han sad for noget narko. En sten faldt fra hans hjerte.

»Jeg troede på politiet, når de sagde, de ville hjælpe mig.«

Men han frygtede for den dag, han skulle vidne i retten mod sine tidligere brødre. I retten borede Hells Angels advokater med Michael Juul Eriksen i spidsen i hans skiftende forklaringer og fremførte, at Kenneth gav forkerte oplysninger for at slippe billigere selv. Retten gav Hells Angels-medlemmet og de to AK81ere hårde straffe.

»Jeg husker stadig væk fra retten, at en af HA'ernes koner kiggede på mig og gjorde et tegn med sin finger hen over halsen for at vise, at jeg var en død mand, og at min søster blev truet af de 20-25 AK81- og HA-medlemmer, der stod foran retsbygningen for at markere sig.«

Efter retssagen blev han atter kørt til afsoning i arresthuset blandt pædofile og voldtægtsdømte. Han har afsonet over et år af sin straf nu, og han er ved at gå i stykker indvendigt. Normalt har folk mulighed for en del samvær og åbne døre, når de afsoner deres straf i et dansk fængsel. Men på grund af truslerne mod Kenneths liv fra Hells Angels afsoner han nærmest som i isolation. Selv om han sidder i samme arresthus som flere andre afhoppere fra HA, tillader Kriminalforsorgen kun yderst lidt fælles samvær mellem dem. Angiveligt fordi de fysiske rammer er helt utidssvarende.

På nær gårdturen på en time i døgnet, et hurtigt bad og en kort tur til madvognen har Kenneth og de andre stort set ingen kontakt til andre mennesker og tilbringer alt tid i cellen. Han fordriver tiden med at spille playstation, der går måneder mellem, han ser sin familie. Han modtager ingen undervisning eller samtaler med f.eks. en psykolog. Han får en del medicin for at kunne sove.

»Det er faktisk ikke frygten for hævnen bagefter, der tynger mig, for jeg ved, at politiet nok skal holde øje med mig bagefter, og at jeg ikke kan leve et liv i Danmark. Det hårdeste er forholdene her og de gentagne mareridt. Jeg skød ind i en McDonald's restaurant, hvor forældre havde deres børn med ud at spise. De sad dér med deres Happymeal. Jeg drømmer, at forældrene kaster sig ned på gulvet med deres børn i armene. Mareridtene vil ikke forsvinde, det er formentlig noget, jeg skal leve med resten af mit liv. Det er den hårdeste straf, Gud har givet mig. Hvis der findes sådan en.«