I-lande har rod i klima-milliarderne

Den rige verden har i årtiernes løb gentagne gange lovet udviklingslandene penge til at løse klimaproblemerne. Men løfterne er langtfra indfriet, og det kan resultere i fiasko for klimatopmødet.

Langt de fleste rige lande har ikke indfriet deres årtier gamle løfte om u-landsbistand. Men de har heller ikke leveret på løfterne om at hjælpe u-landene med penge til at tackle klimaforandringerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Dall

»It's the economy, stupid« (det handler om penge, din idiot). Frasen, der stammer fra Bill Clintons valgkampagne, har i den grad også gyldighed på det igangværende klimatopmøde. Uden penge til udviklingslandene, ingen aftale, som minister for klimatopmødet, Connie Hedegaard (K), igen og igen har understreget.

Problemet er blot, at de rige lande, der skal betale regningen, er meget tilbageholdende med at forpligte sig. Det skyldes ikke mindst regningens størrelse, som der tilmed ikke engang er enighed om. FNs Udviklingsprogram (UNDP) mener, at der er brug for 182 milliarder dollar om året fra 2020, mens EU regner med ca. 150 milliarder dollar. Penge, som u-landene, der jo kun har en lille del af ansvaret for klimaforandringerne, skal bruge, når de skal tilpasse sig de mere og mere barske vejrforhold, indkøbe ren og bæredygtig teknologi og kæmpe mod økosystemernes ødelæggelse.

Et andet problem er, at sporene skræmmer. De rige lande har i årtier - på det ene FN-topmøde efter det andet - lovet at hjælpe verdens fattige med bistandshjælp. Løftet om at afsætte 0,7 procent af de rige landes BNI (bruttonationalindkomst) blev første gang givet tilbage i 1960erne, men i dag er det fortsat en lille håndfuld lande, herunder Danmark, der har indfriet det.

En særlig klimabistand

Men læg dertil, at de rige lande samtidig har rod i regnskaberne, når det gælder de klimapenge, som er stillet den tredje verden i udsigt. Blandt andet skrev de rige lande i 1992 på miljø- og udviklingstopmødet i Rio de Janeiro - der var forløberen til klimatopmødet i København - under på, at de ville give ulandene en særlig klimabistand. Altså penge ud over den ordinære u-landsbistand.

Status er, at Rio-løftet kun er blevet fulgt op af ganske få i-lande.

»Det er rent ud sagt gået ad helvede til,« erkender en europæisk forhandler i dag.

Danmark er også her en undtagelse. Den danske u-landsbistand blev hævet med en særlig miljø- og katastrofehjælp, som dog blev fjernet igen, da VK-regeringen trådte til i 2001.

Samme år lovede 20 industrialiserede lande - de dengang 15 EU-lande samt Canada, New Zealand, Schweiz, Norge og Island - ved klimamødet i Bonn at afsætte 410 millioner dollar pr. år fra 2005. Pengene skulle gå til en fond, der skulle hjælpe de fattigste lande med at tackle klimaforandringerne. Men kun 260 millioner dollar er blevet betalt til de to FN-fonde, der er øremærket til formålet, afslørede britiske BBC for nylig.

Det affødte følgende sure kommentar fra Richard Myundi, klimaforhandler for gruppen af mindst udviklede lande: »Vi er frustrerede, vi føler os svigtet.«

Og FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, understreger, at forhandlingerne og aftalen i København må bygge på tillid: »Der er løfter, der ikke er blevet opfyldt. Det er et spørgsmål om tillid.«

Det er den britiske bistandsorganisation Oxfam enig i. Den har også kigget den rige verdens klimagæld efter i sømmene, og ifølge Oxfam har u-landene kun fået ubetalt 128 millioner dollar af de knap 850 millioner, der er stillet i udsigt i det seneste årti.

Mangelfuld kontrol

Forklaringen er blandt andet, at der ikke er tilstrækkelig kontrol med de internationale institutioner, der er etableret til at håndtere overførslen af klimabistand fra den rige til den fattige verden.

Klima-milliarderne administreres blandt andet af Verdensbanken og af FN, og ifølge udviklingsminister Ulla Tørnæs ventes der svære forhandlinger om, hvordan kontrollen med pengene kan strammes op. U-landene foretrækker FN-systemet, hvor de har større indflydelse end i Verdensbanken, som foretrækkes af de rige lande.

Landene i Afrika, der både er de fattigste blandt udviklingslandene og de mest sårbare over for klimaforandringer, er blevet enige om et pengekrav, som de vil præsentere under forhandlingerne i København. Og Etiopiens præsident, Meles Zenawi, der er udpeget som Afrikas forhandlingsleder, har slået fast, at kravet ikke er til forhandling.

Såvel udviklingsminister Ulla Tørnæs som Robert Bailey, politisk rådgiver i Oxfam, var da heller ikke i tvivl, da de i går deltog i klimatopmødets åbning i Bella Center: Hvis der ikke kommer penge på bordet, og u-landene denne gang tror på, at de også bliver udbetalt, bliver der ingen atale.