Historiker: Jens Otto Krag var en mand, der forstod sig selv dårligt

I Berlingskes politiske podcast, 90 mandater optrævler professor emeritus Claus Bryld historien om dengang Jens Otto Krag abdicerede fra landets øverste embede.

Den danske statsminister Jens Otto Krag ses her på sit kontor i Statsministeriet.; The Danish prime minister Jens Otto Krag (1914 - 1978 ) in his office at Christiansborg.; Fold sammen
Læs mere
Foto: Aage Sørensen

Den forhenværende socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag er for eftertiden indskrevet i dansk politisk historie som manden, der stod fadder til velfærdsstaten.

En bedrift som udgør et imponerende eftermæle, men ikke desto mindre var det ikke, det socialdemokraten ønskede sig.

Det fortæller Claus Bryld, der er professor emeritus i historie fra Ruc til Berlingskes politiske podcast 90 mandater, der i seneste afsnit har inviteret ham i studiet for at tale om oktoberdagen i 1972, hvor Jens Otto Krag sagde stop.

»Dagen inden havde befolkningen stemt ja til at indtræde i EF ikke uden modstand fra hans eget parti, Socialdemokratiet,« siger Claus Bryld.

Datoen var den 3. oktober 1972, og Krag havde bedt om Folketingets talerstol til en kort bemærkning. Ingen vidste, hvad beskeden ville indebære:

»Regeringen fortsætter. Derimod er det ikke nødvendigt, at statsministeren fortsætter. Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage, og jeg vil benytte en gunstig lejlighed til at gøre det,« lød det fra Jens Otto Krag.

Eller rettere sagt, næsten ingen vidste, hvad beskeden ville indebære.

»Det var meget, meget få i hvert fald. Det var formentlig Erling Dinesen, som også var minister, og som var Krags nærmeste fortrolige. Så kan man også gætte på om Anker Jørgensen og Thomas Nielsen, fagbevægelsens hovedmand, havde en anelse om det,« siger Claus Bryld:

»Krag havde sonderet terrænet nogle måneder tidligere. Hvor han, uden at sige noget direkte til Anker Jørgensen, faktisk havde viftet ham lidt om næsten med, at han ville gå af.«

Statsministerposten blev foræret til Anker Jørgensen (S), der med sin arbejderbaggrund ofte mindes som en af de mest folkelige statsministre, men årene der fulgte, var ikke lette. Hverken for Anker Jørgensen eller for Socialdemokratiet.

I 1973 fandt jordskredsvalget sted, hvor socialdemokraterne mistede 24 mandater. Socialdemokrateen Erhard Jakobsen bryder kort forinden med partiet og skaber CD, som sammen med Fremskridtspartiet kommer ind med hhv. 14 og 28 mandater.

»Det er klart, at det, at Anker Jørgensen bliver statsminister, signalerer jo en venstredrejning i Socialdemokratiet. Det er også der i 1973, at han siger, at Socialdemokratiet ligger til venstre for midten,« siger Claus Bryld:

»Han definerer klart Socialdemokratiet som et venstreorienteret parti, hvad Krag nok ville have gjort på en mere forsigtig måde. Det provokerer kræfter i Socialdemokratiet.«

Om Jens Otto Krags exit, mener Claus Bryld, at det skyldtes metaltræthed.

»Jeg tror ganske enkelt, det skyldes, at han var træt af at være politiker, og hvis man hellere har villet noget andet i sin ungdom, kunstner eller forfatter, så er det måske fristende at sige 'nu har jeg aftjent min politiske værnepligt'.«

Udviklingen havde, for Claus Bryld at se, set anderledes ud, hvis Jens Otto Krag ikke var gået i utide. Men følelsen var rigtig, fortæller han. Det var timingen imidlertid ikke, og Jens Otto Krags drømme om et otium, der stadig gav ham indflydelse på dansk politik forblev drømme.

»Ifølge det, der er skrevet, regnede han med, at han ville være »older statesman«, og at man ville ringe til ham stadigvæk. Ikke alene fra den danske regering, men også fra udlandet. Han bliver på et tidspunkt EF-ambassadør i USA og regnede med, at Kissinger ville ringe til ham. Men der var ingen, der ringede til ham,« siger Claus Bryld og fortæller:

»Det der med det kunstneriske kan han heller ikke rigtigt indfri, og så begynder han at drikke. Hvad der jo er fattigmandstrøst, havde jeg nær sagt. Man kan sige, at han måske var en mand, der forstod sig selv dårligt, når han forstod politikken godt.«

Jens Otto Krag døde i 1978, 63 år gammel.

Alt det og mere kan du høre i Berlingskes podcast 90 mandater, som sendes alle hverdage i valgkampen. Du kan finde podcasten på Berlingskes hjemmeside, i iTunes, og hvor du ellers finder dine podcasts.