Historien om de hemmelige sager

Justitsminister Lene Espersen (K) offentliggjorde i september 300 sager, hvor danskere følte sig svigtet af politiet efter politireformen. Men der var flere sager, og det vidste politiet, kan Berlingske Tidende i dag afsløre. Uhyrlige sager om elendig telefonbetjening samt manglende og alt for sene udrykninger til alt fra overfald, biltyverier og igangværende indbrud. Læs her historien om en liste over de hemmelige sager om politisvigt efter en mislykket reform.

Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg bliver fjernet fra sin post fra årsskiftet, oplyste den nye justitsminister Brian Mikkelsen i en kort meddelelse torsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup

Kort før midnat en fredag aften i maj cyklede en 16-årig pige gennem lillebyen Høng på Sjælland, da hun hørte en bil nærme sig bagfra. Den kørte stærkt.

Bilen bremsede pludselig kraftigt op og kørte ind foran hende. Endnu inden bilen holdt stille, sprang en mand på 18-20 år ud ad den bordeaux Nissan Sunnys venstre bagdør. Manden var kraftigt bygget, så pigen, og han havde et stort, mørkt og krøllet hår. Han løb efter hende og forsøgte at rive hende af cyklen med et fast greb i hendes skulder. Han virkede beruset, og den 16-årige pige var rædselsslagen.

Det lykkedes pigen at rive sig løs. Hun flygtede over vejen, hvor en anden bil passerede i det samme. Hun viftede desperat med armene for at få føreren til at standse. Bilen fortsatte, men det var, som om bilen kom mellem hende og hendes forfølger, og gav hende tilpas stor afstand til at hun kunne nå at skjule sig i en have.

Den 16-årige ringede til sin mor. Moderen lyttede til sin chokerede datters historie og ringede straks til politiet på telefon 114.

Med det opkald skrev moderen sig ind i en lang historie med hundredevis af danskere fra Lohals til Hjørring, som har haft akut brug for politiets hjælp, men som blev ladt i stikken. Telefonbetjeningen af moderen svigtede fuldstændigt.

Moderen kom ikke igennem ved sit første opkald. Hun ringede igen og blev bedt om at taste sit postnummer ind. Ventetid, ventetid, ventetid. Omsider kom hun igennem – til Københavns Politi, hvortil opkaldet blev omstillet, fordi den ikke blev taget på den nærmeste politistation. De bad hende ringe 114 igen. Hun skulle have fat i Roskilde.

Moderen gik i panik og ringede alarm 112. Hun blev bedt om at ringe 114. Nu var der ikke mere tid at spilde – hun måtte tage sagen i egen hånd: Moderen ringede i stedet til sin søn, der arbejdede som vagtmand i Høng. Tilfældigvis havde han netop været i kontakt med en patruljevogn oppe på Centervej. Han skulle nok få politiet til at komme, lovede han. Derpå susede moderen til Høng for at hjælpe sin datter.

Da hendes søn, vagtmanden, fik kontakt med patruljevognen, og politiet kom, var Nissan Sunny’en over alle bjerge.

I dag ved vi, at bilen, ført af en 18-årig og – ifølge en stribe vidner – beruset mand fortsatte direkte fra Høng mod Slagelse, hvor bilen med alt for høj fart og i den forkerte vejbane dræbte en 34-årig knallertkører. Knallertkøreren knuste forruden, hvilket blot fik føreren til at stikke hovedet ud gennem sideruden for at kunne se noget, mens han flygtede fra gerningsstedet.

Høng-sagen er et skoleeksempel. På fejl, der kan rettes og ting, der kan læres efter den store, meget udskældte politireform. En reform, som skulle effektivisere ordensmagten og sende flere betjente på gaden, men som i praksis har ført til fejl på fejl i den borgernære service og endte med at koste rigspolitichef Torsten Hesselbjerg embedet.

Eller det vil sige: Høng-sagen kunne være blevet et skoleeksempel.

For man bladrer forgæves efter en omtale af sagen i Danmarks første landsdækkende analyse af politisvigt. Få måneder efter sagen i Høng offentliggjorde regeringen en rapport om ca. 300 sager, hvor danskere har klaget over elendig telefonbetjening samt sen eller helt manglende udrykning efter den historiske politireform.

DAVÆRENDE JUSTITSMINISTER Lene Espersen (K) bedyrede, da hun bestilte analysen, at alt skulle lægges frem. Politiet skulle lære af fejlene.

Men der er ikke ét ord om den 16-årige i rapporten. Og det er ikke en fejl: En stribe andre sager er holdt helt udenfor svigt-analysen.

Midt- og Vestsjællands Politi, hvorunder Høng hører, opgiver i svigtanalysen 44 sager fra kredsen. Men derudover findes der en bunke af svigtsager, som er »IKKE medtaget«, og som tæller 26 oplagte svigtsager. Argumentet for at tage mange af svigtsagerne ud lyder: Pressen opdagede dem ikke – og borgerne indsendte aldrig en formel klage. Ergo var der ingen sag.

Men fejlene i mange af de ikke medtagne sager hos Midt- og Vestsjællands Politi er lige så alvorlige som i de offentliggjorte.

Her en anden af de ikke medtagede sag fra politikredsen:

En kvinde i Greve vågnede en nat klokken 04.00 ved larm fra parkeringspladsen foran hendes bolig. Fra sit vindue så hun tre unge mænd i færd med at starte en bil. Hun var sikker på, at der var tale om et tyveri og ringede til politiet. Mændene baksede med bilen over de næste tre kvarter, og i den periode ringede kvinden til politiet tre gange. Imens kom gerningsmændene til at køre den stjålne bil ind i en anden. Politiet kom aldrig, og gerningsmændene endte med at forlade stedet til fods.

Da en betjent kom ud på gerningsstedet dagen efter og traf øjenvidnet, noterede han tørt i en rapport:

»Jeg beklagede politiets manglende indsats i sagen og skrev et påkørselskort«.

I bunken af aldrig offentliggjorte sager er også flere manglende eller alt for sene udrykninger til voldelige overfald.

På Holbæk Station så en togpassager et voldsomt overfald på en ung mand, som blev sparket og slået af fem-seks andre unge. Manden kom igennem til 112 efter tre »ring«, men blev bedt af vagthavende om at ringe 114 i stedet. Da han ringede 114, oplyste en stemme, at han var nummer tre i køen, og derefter opgav manden.

Ligeledes i Holbæk, hvor justitsminister Brian Mikkelsen fra lov og orden-partiet Det Konservative Parti er valgt, blev en 16-årig dreng overfaldet af en gruppe unge på en skøjtebane. De slog og sparkede ham, og den 16-årige flygtede ind i en Matas-butik, hvor han ringede 112. Han blev afvist og bedt om at ringe 114 i stedet. Matas’ personale forsøgte at ringe 114, men fik angiveligt intet svar. Først da personalet fandt lokalnummeret til stationen i Holbæk, dukkede politiet op.

De 26 sager skulle aldrig være kommet til hverken offentligheden eller Folketingets kendskab. Berlingske Tidende begærede aktindsigt i dokumenterne for tre måneder siden, men fik først adgang til at gennemgå de hemmelige sager side for side for nylig. Da avisen bad om kopier af dokumenterne, svarede juristerne, at det krævede åbning af en ny sag, som kan tage måneder.

Det kan virke helt uforståeligt, at disse og andre alvorlige politisvigt blev sorteret fra af Midt- og Vestsjællands Politi.

Men hvis man nærmere vil forstå, hvorfor der i én politikreds kan ligge 26 ikke medtagne sager, bliver man nødt til at se på svigtanalysens tilblivelse.

UNDERSØGELSENS KOMMISSORIUM blev til efter et møde 18. juni 2008 på justitsminister Lene Espersens kontor med ministeren for bordenden. Rigspolitichef Torsten Hesselbjerg stillede i fuld uniform. Efter flere ugers skriverier i Berlingske Tidende om alvorlige politisvigt, som såede tvivl om, hvorvidt borgerne kunne regne med at politiet kom, når de havde brug for hjælp, ringede hans telefon, mens han var på vej ind i et fly til Aalborg. Ministeren ville kulegrave svigtene. Han måtte gøre omkring på selve trappen.

Fra ministeriet deltog departementschef Michael Lunn med flere andre ledende embedsmænd. Politiforbundets formand Peter Ibsen ankom som den sidste.

Flere mødedeltagere beskriver, at der var enighed om, at alt skulle frem.

»Vi skulle til bunds. Det var den eneste måde at genvinde befolkningens tillid på,« siger Politiforbundets formand Peter Ibsen.

Den ånd afspejler sig umiddelbart også i kommissoriet, som ved første øjekast synes at lægge op til en bred og dyb undersøgelse:

»Redegørelsen skal omfatte konkrete sager, hvor en borger – som ønsker politimæssig bistand (»udrykning«) – ikke har kunnet komme (hurtigt nok) i kontakt med politiet og/eller har oplevet, at politiet ikke er kommet (hurtigt nok) til stede.«

Det er svært at få andet indtryk, end at alle politisvigt skal frem i lyset.

Alligevel indskrænkes undersøgelsen voldsomt. Analysen skæres til, så den omhandler »klagesager« og »sådanne konkrete sager i øvrigt, der har været omtalt i medierne«. Og det gælder ikke bare Midt- og Vestsjællands Politi. Selv om politikredsene har offentliggjort enkelte sager, hvor der hverken er tale om pressesager eller formelle klagesager, er der tale om et absolut fåtal ud af de 300 politisvigtssager.

Sager, hvor borgere ringer rasende ind til politiet, men undlader at klage formelt – typisk efter mundtlige forklaringer eller undskyldninger fra ledende politifolk – medtages typisk slet ikke. Der findes et gammelt ord for den slags i politiet – at »vaske« sager.

Mange af de danskere, som de seneste måneder er stået frem i Berlingske Tidende, kan fortælle historien om besøg af ledende politifolk, undertiden i fuld uniform, som har taget sig tid til at drikke mange kopper kaffe med utilfredse borgere. Og de fleste af dem, der får et sådan besøg, ender med aldrig at indgive en formel klage.

DER FINDES OGSÅ de sager, hvor betjentene selv rapporterer om borgere, som har fået en helt urimeligt behandling.

Begge type sager – de selvrapporterede og de »vaskede« – kan være lige så alvorlige og gode at lære af som de offentliggjorte svigt. Moderen i sagen fra Høng klagede aldrig formelt. Men politiet kendte udmærket sagen, og mindst en betjent syntes, at den var så vigtig, at den skulle ind i den store svigtundersøgelse.

En kvindelig betjent satte sig faktisk ned og beskrev hele hændelsesforløbet i en særlig blanket til »sager omfattet af undersøgelsen vedrørende landsdækkende undersøgelse af klager over politibetjeningen (politisvigt)«. Hun er i øvrigt ikke den eneste betjent i kredsen, som har set ledelsen pille en sag ud af bunken, som aldrig blev offentliggjort.

Midt- og Vestsjællands Politi har givet følgende begrundelse for at fjerne politisvigtet: »Ikke medtaget, da hverken konkret klage eller pressesag.«

I et tilfælde nærmest trygler en borger om, at oplysninger om telefonsvigt kommer videre til de ansvarlige.

I en af de hemmelige sager ville en medarbejder hos en SFO i Køge gerne anmelde, at to store udendørs trampoliner var skåret op af hærværksmænd. Der var video med gerningsmændene. Men efter fem opkald mandag og fem tirsdag opgav medarbejderen at komme igennem til Køge Politi. Medarbejderen fik i stedet et direkte nummer af Roskilde Politi. Som heller ikke blev taget.

Hvad skal man gøre for at komme igennem, spurgte den frustrerede SFO-medarbejder – og tilføjede:

»Håber klagen vil komme videre til de rette personer (bl.a. regeringen).«

SFO-medarbejderen havnede på listen over ikke medtagne sager.