Hende der bankede en tolk i Helmand

Den første bog om krigen i Afghanistan skrevet af dansk kvindelig soldat og rådgiver er en hyldest til de modige afghanske kvinder, der har alt at tabe, hvis Taleban kommer tilbage.

Anne-Cathrine Riebnitzsky bor ved Høvelte Kaserne og opfordrer til at sende flere kvinder som soldater og rådgivere til Helmand for at åbne dørene til Afghanistans største ressource, kvinderne. De stærke afghanske kvinder vil hun aldrig kunne glemme. Fold sammen
Læs mere

Premierløjtnant Anne-Cathrine Riebnitzsky stillede sig op over den lille afghanske rengøringsmand, der listede efter hende i den britiske lejr i Laskah Gah i Helmand provinsen.

»Hello you, very sexy body«, havde han hvisket. Staklen kunne selvfølgelig ikke vide, at han lige havde trådt på speederen til verdens største skideballe, som kun en dansk, selvstændig og kønskrænket kvindelig officer kan aflevere.

»Who the fuck do you think I am«, råber jeg. Forskrækket bakker han ind i muren«, fortæller Anne-Cathrine Riebnitzsky i »Kvindernes Krig«, den første bog fra Afghanistan skrevet af en kvindelig, dansk soldat. Historien om den verbale nedkæmpning af en lille mand med hede vrangforestillinger om kvindelige soldater blev hurtigt til en legende i Helmand om den stærke kvindelige officer, der »havde banket en tolk«.

Men historien er også et udtryk for den styrke, der kræves af kvindelige soldater blandt kamptropper og afghanske mænd. Og så er bogen især en hyldest til de afghanske kvinder, som er ved at lære at klare sig selv i en kvindeundertrykkende kultur.

Det er kvinder som Gulaley og Fatima, der driver et kvindecenter i Gerehsk trods overhængende risiko for at blive slået ihjel, som Anne-Cathrine Riebnitzskys hjerte banker stort og varmt for. Det er deres og deres børns fremtid, som kampene mod Taleban i virkeligheden handler om, og dem, der blev Anne-Cathrine Riebnitzskys hjertesag i et halvt år som soldat og siden otte måneder som civil rådgiver for Udenrigsministeriet.

Kvindekrigen

Gulaley og Fatima er centrale figurer i kvindernes kamp i Gerehsk og i Anne-Cathrine Riebnitzskys to ture; Fatima er en af tre koner i en familie med 12 børn, og hun og en af de andre koner har engang kastet en spand fyldt med sten ned i hovedet på deres fælles mand, mens han arbejdede i familiens brønd.

Kvindekrigen foregår på mange måder. En anden af kvinderne, den gravide Nargiss, bliver skudt på gaden med tre skud gennem hovedet. Kvinderne - og Anne-Cathrine Riebnitzsky med - er utrøstelige. Gerningsmanden viste sig at komme fra hendes egen familie, ikke Taleban.

Men trods undertrykkelsen hjemmefra og udefra er det alligevel kvinderne, der mere eller mindre hemmeligt skaffer sig egne indtægter gennem kvindecenterets projekter, og som samler modet til at gå i tavs, burkaklædt demonstration, da Nirgiss er blevet skudt.

Anne-Cathrine Riebnitzsky er træt af det billede af krig og håbløshed, som nogle medier og meningsdannere som for eksempel forfatteren Carsten Jensen sender hjem efter et kort besøg, når nu hendes egen erfaring er, at det går fremad.

»Jeg kan godt lide ham. Men det generer mig, når man kommer ind fra sidelinjen og så tillader sig at dømme missionen som mislykket, for det er den ikke«, siger hun. Journalister, der kommer for at udleve en drengedrøm om krig, er hun heller ikke imponeret af.

Send flere kvinder

Stod det til Anne-Cathrine Riebnitzsky, skulle Danmark sende flere kvindelige soldater og rådgivere, som kan være med til at åbne dørene til »Afghanistans største ubenyttede ressource«, kvinderne. Og fra dem medbringer hun en rørende hilsen til de danske soldaters mødre: »Sig tak til mødrene, der sendte deres sønner for at hjælpe os. De danske kvinder vil aldrig helt forstå, hvad det har betydet for os. Men lidt vil de måske forstå,« lyder det fra kvinderne i Gerehsk.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har brugt tiden, siden hun kom hjem, til at skrive sin bog, til at holde foredrag og ligge på sofaen og komme sig i en af Forsvarets tjenesteboliger, som hun deler med sin kæreste, oberstløjtant Mads Rahbek. Han er tidligere næstkommnanderende ved den danske kampgruppe i Helmand og nu leder af officersgrunduddannelsen på Hærens Officersskole.

»Jeg overvejer, om jeg kan skrive en roman baseret på nogle af de figurer, jeg oplevede i Afghanistan. Folk er fulde af gode idéer til, hvad jeg kan gøre i stedet for, fordi man siger, det er håbløst at leve af at skrive. Men det er jo ikke sikkert, at det er sådan,« siger hun.