HA: Vi vil ikke længere finde os i terror

Hells Angels lægger ansvaret for de mange skyderier i København over på indvandrerbanderne. Men klubben erkender for første gang, at den har "valgt at sige fra" over for de mange angreb på dens medlemmer og klubhuse.

Foto: Peter Helles Eriksen

Rockerne fra Hells Angels lægger i en netop udsendt erklæring en stor del af ansvaret for den nuværende konflikt over på Nørrerbros indvandrerbander og siger, at rockerne er blevet tvunget til at sige fra.

Det er ikke første gang, at klubben på den måde udtaler sig om den verserende konflikt mellem rockere og bander. Ligesom i tidligere pressemeddelelser fraskriver Hells Angels sig ansvaret for begivenhederne, men advarer samtidig deres modstandere mod at træde dem for nær.

Hells Angels skriver, at de intet har haft at gøre med de skyderier, som har plaget København siden i sommer, men at politiet og indvandrerbander i fællesskab har haft held til at fremstille det som om, at "Hells Angels MC Denmark er i konflikt med alle nydanskere".

"Siden er det gået stærkt," som Hells Angels tørt konstaterer, og der har været en række attentatforsøg på såvel rockere som rockerborge. Og det har fået konsekvenser, skriver rockerne:

- At vi for længst har valgt at sige fra, og at vi ikke længere vil finde os i chikanerier og terror imod vore kære, har selvfølgelig været en medvirkende årsag til, at uroen er eskaleret, skriver Hells Angels i det nærmeste, rockerne indtil nu er kommet en erkendelse af, at de ligger i strid med udenforstående.

Men - igen - hovedansvaret, for at tingene er eskaleret, ligger ikke hos klubben, men hos andre:

- Andre, og mere væsentlige årsager har været politipropaganda og samfundets berøringsangst over for den nævnte personkreds!, skriver rockerne.

Nørrebro er en jungle
Hells Angels afviser klart, at de skulle strides med nogen på grund af narkomarkedet:

- Den nuværende uro og ballade har ABSOLUT intet med "kampe om kriminelle markeder" at gøre, i hvert fald ikke fra Hells Angels MCs side, men pressens evige smædekampagner omkring "kampen om hash-markedet" har helt sikkert fået ovennævnte personkreds (indvandrerbanderne, red.) og andre til at tro, at det er sådan, skriver rockerne.

De advarer desuden folk mod at tro, at Nørrebro bliver et bedre sted, hvis det skal styres af indvandrerbanderne:

- Nørrebro er en jungle og et sted, hvor modsætninger for alvor mødes. Hvis nogen tror, at denne jungle vil blive lettere at færdes i uden Hells Angels MCs tilstedeværelse, så er de naive ud over alle grænser!, skriver rockerne.