Grønland hæver sig

Siden 2004 har den sydøstlige del af Grønland hævet sig tre gange så meget som normalt. Årsagen er isens forsvinden.

Foto: Scanpix

Grønland, Skandinavien og mange andre områder omkring Arktis hæver sig med nogle centimeter om året. Det har de gjort, siden istiden sluttede for over 10.000 år siden. Men hvor denne hævning generelt klinger af, så accelererede den i 2004 pludselig i Sydøstgrønland, skriver Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Året før hævede området omkring lufthavnen Kulusuk sig 0,5 centimeter, men i 2004 blev det til 1,5 centimeter. Sådan har det været hvert år lige siden - og ikke bare ved Kulusuk. En 400 kilometer lang kyststrækning syd for lufthavnen viste sig kort efter at have hævet sig omkring fire centimeter i 2004, mod mindre end en centimeter året før.

Forklaringen er, at kystens indlandsis i 2004 på grund af den globale opvarmning mistede omkring 250 kubikkilometer is og sne - svarende til en halv millimeter dybere hav verden over - og når man fjerner det, der tynger Grønland, så svupper landet op.

Overraskede forskere
Abbas Shfaqat Khan er geodæt ved Space Center i København og ankermand på undersøgelserne af den bratte landhævning. »Lige præcis ved kysten hæver landet sig med over fire centimeter om året, og jo længere du kommer væk, jo mindre bliver landhævningen. På østkysten sker massetabet langs en 400 kilometer lang kyst, og her kan man måle hævningen op til 400 kilometer ude i havet og inde i landet,« siger han til Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Præcis hvor stort løftet inde i landet er, hvor hurtigt hele indlandsisen forsvinder, tør Abbas ikke komme ind på, for forskerne er endnu ved at analysere de første års data. Tallene skal renses, sammenkøres og publiceres, før de giver et samlet billede. Men rammen er tydelig. Isen forsvinder med stigende hast.

Tilsyneladende flyder isen ud i havet frem for at smelte og strømme bort, og i dag er fænomenet begrænset til Sydgrønlands østkyst. Men undersøgelser tyder på, at fænomenet spreder sig mod nord langs kysten.

Tropisk varme
»Der er to faktorer, som bidrager til, at polerne modtager så meget varme, når Jordens atmosfære varmer op,« forklarer Eigil Kaas forsigtigt. Han er professor ved Niels Bohr Institutet i København. »Den, man oftest hører om, er, at Arktis og Antarktis er dækket af is og sne, og når det smelter stadigt tidligere om foråret, ændrer jorden og vandet farve, så der bliver absorberet mere sollys i løbet af året. Det hedder is-albedo feedback.«

»Men der er en anden faktor, som bidrager lige så meget. Stiger temperaturen med en grad, så stiger det maksimale vanddampindhold i den med 6-7 procent. Da den arktiske atmosfære generelt indeholder langt mindre vanddamp end tropernes varme atmosfære, vil en stigning på 6-7 procent give en stigning i vanddampindholdet, som er meget større i troperne end på høje breddegrader.«

»Den forøgede forskel i koncentrationen medfører, at de almindelige vejrsystemer transporterer mere vanddamp mod Arktis, end de gør i dagens klima. Og når dampen kondenserer i Arktis, frigiver den varmen igen,« siger han til Ingeniøren.
Udflugtsmål

De nye tilstande giver dalverdens klima- og miljøministre et nyt spektakulært udflugtsmål. For ud over at området demonstrerer endnu en uventet konsekvens af klimaforandringerne, så viser det også et alvorligere problem meget tydeligt. Selv om vi har undersøgt indlandsisen grundigt i mange år og har rigtig gode modeller for dens bevægelser, så duer de modeller ikke nødvendigvis, når forholdene ændrer sig.

Derfor kan forskerne blive nødt til at tage nye midler i brug. For eksempel har forskere fra Nasas Jet Propulsion Laboratory her i efteråret sat 90 gule badeænder fri inde på Jakobshavn Isbræ, mærket med en e-mail adresse samt ordene ‘videnskabeligt eksperiment’ og ‘dusør’ på engelsk, dansk og grønlandsk. Håbet er at blive kontaktet af, hvem der nu måtte finde ænderne, og ad den vej få nye data til en ismodel for indlandsisen i en varmere æra. j