Gade-kamp i Venstre: Ingen hjælp fra Løkke

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Gade (V) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 5. oktober 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Det var ikke Venstre-ledelsens skyld, at tidligere forsvarsminister Søren Gade fik næstflest stemmer af alle ved EP-valget.

Stemmeslugeren fra Holstebro måtte klare sig selv, og der blev overhovedet ikke reklameret for ham i København og på resten af Sjælland.

»Der hang ingen plakater med mig på Sjælland. Spørgsmålet er, om sjællænderne overhovedet vidste, de kunne stemme på mig. Jeg fik heller ingen penge fra partiet. I modsætning til spidskandidaten, som får masser af hjælp, måtte jeg klare alt selv. Jeg fik indsamlet en halv million, og det kom mest i mindre bidrag på f.eks. 5.000-10.000 kr.,« siger Søren Gade til B.T.

Venstre holdt fredag d. 11. august pressemøde ved deres sommergruppemøde på hotel Scheelminde i Aalborg. Her ses formanden, statsminister Lars Løkke Rasmussen med Venstres gruppeformand Søren Gade og Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen på pressemødet. (foto: Henning Bagger / Scanpix2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Trods det dårligere udgangspunkt lykkedes det Søren Gade at skovle næsten lige så mange stemmer ind som Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard, der blev valgets topscorer. Gade fik 201.626, mens Løkkegaard fik 207.558.

De to delte landet mellem sig. Søren Gade støvsugede Nord-og Vestjylland for stemmer, mens Morten Løkkegaard havde godt fat i vælgerne øst for Lillebælt.

Søren Gade undrer sig over Venstre-ledelsens strategi:

»På et tidspunkt var det planen, at der skulle være plakater i hovedstadsområdet med både mig og Morten Løkkegaard. Men af en eller anden grund blev det droppet. Jeg ved ikke hvorfor,« siger han.

På det stort anlagt opstillingsmøde 1. marts, hvor kandidaterne ud over spidskandidaten skulle placeres på listen, blev Søren Gade kun nummer fire, skønt alle ved, at han tidligere har scoret meget høje personlige stemmetal ved folketingsvalg. Men det kan have en forklaring.

»Det skulle absolut holdes i København på en lørdag. Og det gjorde det svært for mine støtter i Nordjylland at møde op og stemme,« siger Søren Gade.

Søren Gade har så heller ikke tænkt sig aktivt at hjælpe Lars Løkke med at vinde folketingsvalget.

Han er angiveligt bange for, hvad det vil gøre ved hans troværdighed, hvis han bliver kædet sammen med Lars Løkke i den forbindelse.

»Der var én, der sagde til mig: ’Nu bliver du Lars Løkkes bedste ven, i hvert fald de næste ni dage’. Men du kan tro, jeg ikke skal ud og hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min egen troværdighed. Men for Venstre kan dette her godt påvirke udfaldet positivt 5. juni. Alle vil jo gerne være på et vinderhold,« siger han til Nordjyske.

Michael Kristiansen, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen i Venstre, kalder Søren Gades kritik for 'voldsom'.

Venstre holder i disse dage sommergruppemøde på Hotel Faaborg Fjord . Fredag middag d. 12. august var der pressemøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstres gruppeformand Søren Gade og Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

»Det blotlægger den bitterhed og strid, der er i Venstre. Og det er velkendt, at Søren Gade og Lars Løkke Rasmussen ikke har det bedste forhold,« siger han.

»Men det er voldsomt, at Søren Gade så åbenlyst siger, at han ikke gider være en del af Løkkes sejr. Det er hans egen sejr. Der har været to valgkampe i Venstre til EP-valget. Morten Løkkegaards og så Gades egen valgkamp i hver sin landsdel.«

»Det er problematisk, når den ene så åbenlyst som her siger, at Venstre ikke skal bruge ham i deres folketingsvalgkamp.  Det er dybt skadeligt for partiet, for det bliver jo historien nu i stedet for Venstres valgsejr,« siger Michael Kristiansen.

Søren Gade hjalp Lars Løkke i sommeren 2014, hvor han var ved at blive væltet som formand. Der brugte Løkke ham som en trussel mod Kristian Jensen, og det kan være grunden til, at Løkke fortsatte som formand. Alligevel fik han ikke tilbudt en fremtrædende ministerpost, men måtte tage til takke med at blive gruppeformand.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Søren Gade (V) under folketingets åbningsdebat i folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 5. oktober 2017.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen.

Og når han sagde ja til at stille op til Europa-Parlamentet, var det sandsynligvis, fordi han havde indset, at hans fremtidsudsigter i toppen af Venstre var temmelig dårlige - hvad enten formanden hedder Lars Løkke eller Kristian Jensen. Men han har en plan for, hvad han vil kæmpe for i Europa-Parlamentet:

»Især problemerne med migration og beskyttelse af EUs ydre grænser, grøn omstiling og problemerne med SU og sociale ydelser. Jeg vil bl.a. arbejde for, at man ikke skal kunne få sociale ydelser i Danmark efter at have været her i fire uger, og at vi ikke uden videre udbetaler SU til udlændinge. Danmark kan ikke være en gavebod for hele Europa,« siger Søren Gade.

Han holdt sig væk fra Christiansborg på valgaftenen, men det skyldtes sygdom: Et anfald af såkaldt helvedesild - et smertefuldt, sviende udslæt, som går over, men som er ekstremt irriterende, mens man har det.