Fra nytår optager Hovedstaden alle vagtlæge-opkald

Region Hovedstaden sætter 416.000 kr. af til at optage alle samtaler mellem vagtlæger og patienter fra nytår. Det sker for at sikre patienternes retssikkerhed i klagesager.

Foto: Erik Jepsen

På et møde i forretningsudvalget i Region Hovedstaden i dag ventes regionen at sætte 416.000 kr. af til at sikre, at alle samtaler mellem vagtlæger og patienter fremover bliver optaget på bånd.

- Vi gør det på baggrund af den debat, der har været om sikkerheden i vagtlægeordningen. Det er primært for at sikre klagemuligheden for patienter, så man kan tjekke hvad der er blevet sagt under en samtale i de sager, hvor folk klager, siger Vibeke Storm Rasmussen, formand for Region Hovedstaden.

Beslutninger kommer, efter Berlingske Tidende i juni afdækkede, hvordan retssikkerheden for patienter varierer fra region til region. Hvis en patient ønsker at klage over deres oplevelse med en vagtlæge, kan Patientklagenævnet i sager fra blandt andet Region Midtjylland støtte sig til optagelser af samtalen. Her båndes alle samtaler nemlig, mens de i fx Region Sjælland ikke optages.

Det har vist sig aktuelt i den tragiske sag om Christian, der døde 14-måneder gammel efter at have slugt et minibatteri. Drengens forældre og bedsteforældre siger, at de ved flere opkald til vagtlægen i Region Sjælland advarede om, at drengen havde slugt et batteri. Men vagtlægerne afviser dette. Da samtalerne ikke er blevet optaget på bånd, kan sagen ende i påstand mod påstand.

For at undgå lignende stituationer i klagesager, bør alle regioner fremover optage samtaler, har Danske Regioners Sundhedsudvalg anbefalet som følge af Berlingske Tidendes artikler om Christian-sagen.

Region Hovedstadens vagtlæger modtog sidste år godt 840.000 henvendelser, og et fåtal af disse ender i en klagesag. Men samtalerne skal optages for at højne både patientens og lægens retssikkerhed i de sager, som ender med en klage, siger Vibeke Storm Rasmussen:

- Det vil øge trygheden både for dem, der arbejder i lægevagten og for patienterne. Vi kan ikke sikre os mod fejl, men vi skal sikre et system, hvor vi lære af fejlene og forsøger at forebygge. Her kan optagelser af samtalerne være et nyttigt værktøj, siger Vibeke Storm Rasmussen om beslutningen, der altså vil gavne retssikkerheden for de 1,6 mio. borgere, der er dækket af Region Hovedstadens vagtlægeordning.

Det forventes, at opkald til vagtlægen i hovedstaden vil blive optaget fra nytår. Patienterne vil ved opkald til lægen blive oplyst om, at samtalen bliver båndet.