Fra »Dirty Harry« til »prinsen af woke«. Nu splitter han på ny

Først partyprins, charmetrold og dræbermaskine i Afghanistan. I dag forkæmper for folk med psykiske problemer – men også udråbt som »prinsen af woke« af højrefløjen i sit nye hjemland, USA.

Prins Harry er kommet under beskydning af konservative i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Det var så usædvanligt – dét prins Harry gjorde forleden – at selv den royale forfatter Angela Levin, der har fulgt prinsen på adskillige rejser og skrevet samtalebogen »Harry: Samtaler med prinsen«, var målløs.

I et tweet fredag beskrev hun det som »en kæmpe invasion« i prins Harrys privatliv og ganske »ekstraordinært«, at han selv »tillod det«.

Prins Harry fortalte nemlig ikke blot Oprah Winfrey i dokumentarserien »The Me You Can't See« omkring sit mentale helbred, hvordan »alt føltes anspændt«, når han rejste tilbage til London »på grund af, hvad der skete med min mor, og på grund af hvad jeg oplevede«.

Gennem terapi havde han fundet ud af, at London »udløste« den angst, han i årevis havde kæmpet med efter i en alder af 12 at have mistet sin mor, Lady Diana, som døde efter en hård medfart i medierne og en paparazzijagt, der endte tragisk med hendes død i en biltunnel i Paris i 1997.

Fra venstre den nu afdøde prins Philip, prins William, Lady Dianas bror Earl Spencer, prins Harry og prins Charles gående efter Dianas kiste på vej til Westminster Abbey i London i 1997. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeff J. Mitchell/AFP/Ritzau Scanpix.

Og nu sad han i dokumentaren og illustrerede for tv-seerne den terapeutiske øvelse, som han foretager for at holde angsten væk. Han lukkede øjnene og bankede sig forsigtigt på brystet.

Prins Harry synes i dag at være et forvandlet menneske.

Der er langt fra dengang, da han fik tilnavnet »partyprinsen« og blev afsløret til en fest klædt ud som nazist med hagekors på armen.

Der er langt fra dengang, da nøgenbilleder af ham efter en omgang stripbillard i en hotelsuite til 45.000 kroner pr. nat i Las Vegas gik verden rundt.

Prins Harry skiller vandene efter hans exit som medlem af den royale familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Valerie Macon/AFP/Ritzau Scanpix.

Og der er langt fra dengang, da han som en anden »Dirty Harry« efter en udstationering som helikopterpilot i Afghanistan kom hjem og pralede med alle dem, han havde slået ihjel, og sammenlignede det med at spille computerspil.

»Jeg er en af dem, som elsker at spille PlayStation og Xbox, så med mine tommeltotter tror jeg på, at jeg nok er ret nyttig. Du kan spørge drengene – jeg smadrer dem i FIFA hele tiden,« lød prins Harrys egen kontroversielle forklaring i 2013 på, hvorfor han var så god til at ramme fjenden i Afghanistan.

Prins Harry under patrulje i Afghanistan for år tlibage. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN STILLWELL/POOL/AFP.

Til trods for hans mange fejltrin var han i årevis kongefamiliens mest populære, da han samtidig var karismatisk og charmerende.

I dag optræder den 36-årige prins som den modne, der åbent lægger alle kort på bordet omkring en svær opvækst og tilmed et misbrug af alkohol og stoffer gennem flere år for at dulme angst og panikanfald, sådan som han fortalte om forleden.

Men kritikere ser noget andet.

De ser ham som en fyr, der aldrig er blevet voksen og er præcis så umoden som i sine yngre dage.

Dette handler ikke mindst om, at han bliver ved med at kritisere sin familie offentligt fra sit nye eksil i Californien, hvor han har slået sig ned i luksuriøse omgivelser sammen med Meghan Markle og deres søn Archie efter deres exit som såkaldte seniormedlemmer af den royale familie.

Prinsesse Diana og prins Harry var meget tætte. Her under ceremoni i Hyde Park i London i 1995 – to år før hendes død. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix.

Prins Harry sagde forleden til Oprah Winfrey, at hans familie forsøgte at forhindre ham og Meghan i at rejse, da hun havde selvmordstanker, og han insisterede på, at de blev »forsømt« og var som »fanget« i den royale familie.

På ny kritiserede han sin far, prins Charles, i hårde vendinger ved at anklage ham for at lade ham »lide« som barn.

»Min far plejede at sige til mig, da jeg var yngre: »Nå, det var sådan for mig, så sådan bliver det for dig«,« sagde prins Harry og kritiserede dermed også indirekte dronning Elizabeth for at have givet prins Charles en hård opvækst.

»Det giver ikke mening – bare fordi du led, betyder det ikke, at dine børn skal lide, faktisk tværtimod. Hvis du har lidt, skal du gøre alt for at sikre dig, at uanset hvilke negative oplevelser du har haft, kan du gøre det rigtigt for dine børn.«

»Handler det ikke kun om at bryde cyklussen,« spurgte prins Harry retorisk. »Handler det ikke kun om at sikre, at historien ikke gentager sig selv?«

Prins Charles og prinsesse Diana med deres to børn Harry og William. Harry, der her kigger over mod sin storebror og far, higede efter sin fars kærlighed. Men ifølge hans eget udsagn fik han den ikke, og han klandrer i dag sin far for at have ladet ham »lide« som barn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johnny Eggitt/AFP/Ritzau Scanpix.

Kritikere finder det uværdigt, at han tager opgøret med sin familie i fuld offentlighed i stedet for privat, og at han blot gør forholdet værre og skader kongehuset.

Og de anklager Meghan Markle for at have fordrejet hovedet på prinsen med liberale ideer i stedet for at acceptere, at der er et vist kodeks for, hvad man siger om sin familie offentligt i al almindelighed og for den royale familie i særdeleshed.

I et tidligere interview anklagede parret også et unavngivet medlem af den royale familie for racisme.

For højrefløjen i USA er prins Harry og Meghan Markle i dag et ekstremt eksempel på »woke« – venstrefløjens kamp for raceretfærdighed og social retfærdighed.

Og kritikken af prins Harry er kun vokset efter, at han forleden i podcasten »Armchair Expert« omtalte noget af det mest hellige i USA, ytringsfriheden beskrevet i den amerikanske forfatnings såkaldte First Amendment, som »bonkers« – sindssyg.

Prinsen sagde, at han og Meghan Markle blot var »foder« for mere »vanvid« fra paparazziers side, da de først flyttede ind i Tyler Perry’s Beverly Hills-palæ sidste år.

»Jeg vil ikke gå ind i det med ytringsfriheden i forfatningen, fordi det er et stort emne, og jeg forstår det ikke, fordi jeg kun har været her i en kort periode,« sagde prinsen og gjorde det så alligevel ved at tale om »visse elementer i medierne«, der »omdefinerer, hvad privatlivets fred betyder«.

Prins Harry og Meghan Markle ved en parade for dronning Elizabeth i 2018 i anledning af dronningens fødselsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niklas Halle'n/AFP/Ritzau Scanpix.

»Jeg har så meget, jeg vil sige om The First Amendment, men som jeg forstår det, er det bonkers

Den tidligere Fox News-vært, Megyn Kelly, var hurtig ude og beskrive prins Harry som et »fjols«.

»Bedre at forblive tavs og blive set som et fjols end at tale og fjerne al tvivl,« skrev hun på Twitter.

Den mest populære Fox News vært, Sean Hannity, kalder i dag prins Harry for »prinsen af woke«. Og han sagde i sit aftenshow i denne uge, at det står prinsen frit for »at tage hjem«.

»Forstå at The First Amendment i Forfatningen er den samme, der tillod dig og din kone at tilsværte din egen familie i Oprah Winfrey-interviewet,« sagde Sean Hannity med henvisning til parrets fælles tidligere interview med Oprah Winfrey.

Fox News-værten Sean Hannity under et valgmøde med Donald Trump op til Midtvejsvalget i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carlos Barria/AFP/Ritzau Scanpix.

Og Candace Owens, endnu et af højrefløjens ikoner, slog på det modsætningsfyldte i, at prins Harry og Meghan Markle ønsker at leve et liv i fred og ro. For som hun skrev i et tweet:

»Hvor mange flere interviews i Hollywood-stil vil prins Harry og Meghan Markle give, før de endelig opnår det privatliv, de hævder at være så desperate efter?«

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA