Han kan ikke vide det med sikkerhed.

Men vurderingen fra forsvarslektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen er klokkeklar:

Det er svært at forestille sig, at regeringens sikkerhedsudvalg, der blandt andre består af statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), ikke været med inde over beslutninger om at sigte tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), FE-chef Lars Findsen samt tre andre nuværende og tidligere medarbejdere i FE og PET.

Når det gælder landets sikkerhed, vedrører det udvalget, så selvfølgelig har de deltaget i beslutningen.

»Udvalget tager de meget vigtige sager, og det her er selvklart en meget vigtig sag. Det har stor betydning udadtil i forhold til omverdenen og i forhold til det internationale syn på vores efterretning. Og så har det også stor indenrigspolitisk betydning, fordi man som mindretalsregering bliver nødt til at tænke meget over, hvad resten af Folketinget tænker,« siger han.

Det er i tråd med tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste Hans Jørgen Bonnichsen, der – inden Claus Hjort Frederiksen blev sigtet – sagde om de øvrige sigtelser til Weekendavisen torsdag:

»Jeg mener, man helt kan udelukke, at en sag som denne ikke er godkendt i regeringens sikkerhedsudvalg.«

»Som regering er du nødt til at tage begge aspekter i betragtning. Og enhver regering vil have været inde over sager af denne karakter. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt i,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Det er stadig uvist, præcis hvad sigtelsen mod de fem indeholder, men en ting står klart:

De er alle sigtet efter straffelovens paragraf 109 – det vil sige for at røbe eller videregive statshemmeligheder, hvilket har en strafferamme på op til 12 år.

Loven påbyder, at justitsministeren er inddraget

I en paragraf lige under, paragraf 110f, står det ifølge professor i strafferet ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller klart, at justitsministeren som minimum har været inde over sagerne:

»Som jurist kan jeg sige, at hvis man skal sigtes efter paragraf 109, så skal justitsministeren ind over. Det står direkte i loven. Der er nogle bestemmelser i straffeloven, som kræver, at man kommer helt op på det høje niveau. Og det er man her,« siger han.

Paragraf 110f lyder: »De i dette kapitel omhandlede forbrydelser er i alle tilfælde genstand for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud.«

Sten Schaumburg-Müller understreger, at han ikke er professor i straffeproces, og derfor kender han ikke til alle processer inden for denne type af sager – men lige med dette kapitel i straffeloven, som paragraf 109 og 110f indgår i, fremgår det helt åbenlyst, at ministeren indblandes, siger han.

»Det er med meget alvorlige anklager, for kapitlet handler om landsforræderi blandt andet. Det er i den høje liga, hvor det kan være fornuftigt, at der tages stilling til, om man skal tiltales.«

Desuden er justitsministeren den øverste i hierarkiet inden for retssystemet, og derfor kan man godt diskutere, om der er et »principielt, skarpt skel« mellem det retlige og politiske niveau i Danmark, siger Sten Schaumburg-Müller.

»Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages.«