Forsvaret er kontakten til livet

Morten Mathiasen blev for fire år siden ramt i hovedet, da han var soldat i Afghanistan. Siden har han kæmpet en indædt kamp for at vinde førligheden tilbage. Han frygter, at Danmark vil glemme sine sårede soldater.

»Jeg kan allerede mærke nu, at forsvaret synes, jeg er en belastning. Man vil gerne have mig ud i det civile liv. Men det vil være svært for mig at passe et civilt arbejde. Og hvis jeg bare sidder herhjemme, så bliver jeg da for alvor syg,« siger Morten Mathiasen, der for fire år siden blev ramt i hovedet af et Taleban-projektil. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I februar flyttede Morten og Mali ind i deres nybyggede parcelhus i Fjenneslev – en mindre by mellem Ringsted og Sorø. Her kan Morten bevæge sig frit omkring uden at tænke på, hvilke typer af mennesker han møder på sin vej.

Som sergent i Gardehusarregimentet var det ikke altid lige let at bo i et boligbyggeri i Brøndby, hvor der ofte kom tilråb fra de unge, som ikke kunne lide militæret. I det nye hus kan Morten Mathiasen også bedre komme rundt. Der er god plads omkring møblerne, og han kan let få sin kørestol hen til spisebordet eller ind til computeren på kontoret.

For fire år siden ændrede Mortens liv sig på et splitsekund.På en militærbase i Afghanistan gik han uforvarende rundt, da et af Talebans projektiler ramte ham i hovedet. Han vågnede op på Rigshospitalet i København og har siden siddet i kørestol.

39 danske soldater har hidtil betalt den højeste pris for deres deltagelse i krigen i Afghanistan og er kommet hjem i kister. Morten er en af de flere hundreder, der har betalt den næsthøjeste.

Han er vendt hjem med livet i behold, men er ramt resten af livet. Højre arm og begge ben fungerer meget dårligt, ligesom han leder efter ordene og taber tråden midt i sætninger. Som tak for sin indsats og som et plaster på såret er Morten sikret ansættelse i forsvaret frem til sin pension som 60-årig.

»Mit arbejde i forsvaret betyder, at jeg bevarer kontakten til livet.

Jeg står ikke udenfor som det rene ingenting. Jeg er ikke overladt til mig selv,« siger Morten Mathiasen ved spisebordet, hvor Mali har stillet en kande kaffe, fire kopper og fire stykker citronmåne med gul glasur frem.

Løbet er kørt i Danmark

Morten Mathiasen føler sig trods alt heldig over at være blevet skadet under den foregående forsvarsminister.

Søren Gade (V) var selv militærmand, fortæller Morten som en forklaring på, at han »tydeligt kan mærke, at sårede soldater ikke længere får en særlig god behandling.« Søren Gade var tydeligt mærket som minister, når Danmark mistede en soldat, og han gav nærmest per automatik de hårdest sårede soldater en livslang kontrakt med forsvaret – en såkaldt K60, hvor man trods nedsat arbejdsevne kunne blive siddende frem til pensionsalderen. For halvandet år siden opgav det danske sundhedssystem at gøre mere for Morten.

Han ville formentlig aldrig komme ud af sin kørestol og havde fået økonomisk erstatning for sine livslange skader. Genoptræningen blev derfor forvandlet til »almindeligt vedligehold« et par timer om ugen. »Her i Danmark sagde de til mig, at løbet var kørt. Vi har ikke militærhospitaler som i andre lande, og det almindelige hospitalssystem føler sig ikke særligt forpligtet over for hjemvendte soldater,« siger Morten Mathiasen, som dog nægter at give op og acceptere sin skæbne.

Belastning for forsvaret

Af egen lomme har Morten betalt en stamcellebehandling på en måned i Thailand og været 40 dage i trykkammer i New Orleans i USA. Trykkammeret er med til at frigive en masse stamceller, som sikrer, at der dannes nye blodkar og ilt, som reparerer kroppen indefra. Efter behandlingen i USA blev han klar i hovedet, epilepsien forsvandt, han leder ikke længere efter ordene og kunne føre en samtale, selv om der var andre til stede.

Tidligere blev Morten forvirret, når der var andre lyde i rummet. Resultaterne fra de udenlandske behandlinger og et ophold i trykkammer på Rigshospitalet har været en dyr fornøjelse. Foreløbig har det kostet ham et sted mellem en kvart og en halv million kroner ud af den erstatning, han fik i 2006.

Men det har givet ham livskvalitet, så han kan være noget for sin kæreste og sin søn på fem år, ligesom han kan passe sit arbejde på Antvorskov Kaserne et par dage om ugen. Men han frygter, at de sårede soldater går en hård tid i møde, fordi der er så mange af dem, at samfundet vil begynde at vægte økonomien højere end hensynet til de sårede.

»Jeg kan allerede mærke nu, at forsvaret synes, jeg er en belastning. Man vil gerne have mig ud i det civile liv. Men det vil være svært for mig at passe et civilt arbejde. Og hvis jeg bare sidder herhjemme, så bliver jeg da for alvor syg,« siger Morten Mathiasen. Morten har ingen mulighed for at stige i graderne i forsvaret, hvor han fortsat er sergent. Men han er trods alt sikret ansættelse frem til sin pensionering i 2039.