Forskning konkluderer: Finansaspiranter er mere uærlige end andre studerende

Ny forskning konkluderer, at studerende, der har et ønske om at arbejde i finansverdenen, er mere uærlige end andre studerende. Berlingske har været ude blandt noter, laptops og eksamenslæsning for at høre de studerende, hvordan de ser på den sag.

(Arkiv) Her ses en gruppe mæglere på New York Stock Exchange, der ligger placeret i verdens mest berømte finansdistrikt: Wall Street. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAN HONDA

Studerende, der drømmer om et job i den private sektor – og det i særdeleshed i finansverdenen – er ofte mere uærlige end medstuderende, som drømmer om et job i det offentlige.

Det konkluderer et nyt forskningsprojekt ifølge dagbladet Information.

Forskerne bag projektet har undersøgt dette forhold ved, at studerende på jura, statskundskab og økonomi er blevet bedt om at gætte udfaldet af et terningekast med en pengepræmie på højkant. Der er dog det specielle forhold ved forsøget, at de studerende blev bedt om ikke at skrive svaret ned. Dermed var der så ikke mulighed for at verificere, hvorvidt de snød.

Forskerne kunne konkludere, at studerende, der vil arbejde i den finansielle sektor, var de mest uærlige, idet de ramte plet langt flere gange end andre deltagere.

Berlingske har været i marken for at tale med økonomistuderende om den nye forskning.

På Center for Sundhed og Samfund, hvor de fleste studerende for tiden sidder med næsen begravet i bøgerne, idet de er midt i en travl eksamensperiode, kunne de økonomistuderende ikke genkende billedet.

»Det virker som en meget hård konklusion i forhold til, at det er studerende, man har lavet forsøget med. Men i forhold til hele hvidvasksagen i Danske Bank kan jeg godt forstå, hvor den tanke kommer fra,« siger Elisabeth Nybo Christiansen, 27 år, kandidatstuderende, økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Den 27-årige kandidatstuderende Elisabeth Nybo Christiansen forstår, hvorfor nogle drager disse konklusioner ovenpå hvidvaskskandalen i Danske Bank og skandalen om snyd med udbytteskat i EU.

»Jeg kan sagtens forstå, at mange oven på alle sagerne ser lidt skævt til finansverdenen, men senere kom sagen om Britta Nielsen jo frem, og hun var ansat i det offentlige,« siger Elisabeth Nybo Christiansen.

Stemmerne i den offentlige debat, der stempler den samlede finansverden som uærlig og skruppelløs, er hun ikke enig med. Elisabeth Nybo Christiansen tror i det hele taget ikke, at det er den slags, mange tænker på, når de er færdiguddannede.

»Jeg tror ikke, det er muligheder for at kunne snyde, som er det første, man tænker over, når man er færdig på et studie og skal ud for at søge job. Der er nok i højere grad mange, der tænker, at det er nemmere at tjene mange penge inden for finanssektoren.«

Jesper Fries, 25 år, kandidatstuderende, økonomi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Jesper Fries, der er 25 år og kandidatstuderende i økonomi, havde stiftet bekendtskab med artiklens overskrift, inden Berlingske kom fordi, men ikke selve artiklen.

»Det er da meget sjovt, men jeg ser det også som en overskriftsartikel – som clickbait,« siger han.

Jesper Fries synes, det giver god mening, hvis unge, der ønsker at arbejde i finansverdenen, i højere grad er drevet af penge, end unge, der gerne vil have job i det offentlige.

»Hvis man vil arbejde i den finansielle sektor, så kræver det, at man er villig til at lægge en masse arbejdstimer i det. Jeg tror ikke, vi er mere uærlige – nogle har måske lidt spidse albuer, men om det hænger sammen med at være decideret uærlig, det ved jeg nu ikke.«

Jesper Fries trækker lidt på smilebåndet og indskyder, at selv om finanssektoren ikke ligefrem har trukket positive overskrifter det seneste stykke tid, betyder det ikke nødvendigvis, at alle i den finansielle verden har et ønske om at snyde.

Bella Vinzents, 25 år, BA-studerende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Den 25-årige bachelorstuderende Bella Vinzents var ikke bekendt med artiklen, men er flere gange stødt på fordommen, at alle i finanssektoren er grådige og uærlige.

»Jeg tror i bund og grund, det er noget fis.«

Hun understreger tydeligt, at hun mener, at man kan have skumle motiver i alle sektorer, »også i det offentlige,« siger hun og referer som Elisabeth Nybo Christiansen til sagen om Britta Nielsen, der er tiltalt for at udbetale et større millionbeløb fra satspuljemidlerne til sin egen konto over en længere årrække.

Bella Vinzents mener i øvrigt, at det er mærkeligt at udføre den slags forskning på studerende i stedet for på personer, der rent faktisk arbejder i den finansielle sektor. Hun underkender dog ikke undersøgelsens resultat:

»Hvis resultaterne viser, at dem, der ønsker at arbejde i den finansielle sektor, er mere uærlige, kan der vel være noget om det. Men vi studerer jo alle sammen, så det er ikke noget, som jeg på nogen måde har mærket noget til.«