Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima

Anders Fogh Rasmussen forventer at EU og de asiatiske lande i morgen alle underskriver en erklæring om at arbejde for en klimaaftale i København.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen og Kinas præsident Hu Jintao. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beijing: Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde, som begynder i Beijing i dag, ender formodentlig med en erklæring om, at landene vil arbejde for at sikre en global klimaaftale i København til næste år, siger Anders Fogh Rasmussen (V).

”Det er min klare forventning, at ASEM-mødet ender med en erklæring, der inderholder en aftale , som ligner den, vi har lavet med Kina,” siger Anders Fogh Rasmussen til Berlingske Tidende.

Han henviser til den aftale, som Danmark og Kina forleden indgik om et strategisk samarbejde, der blandt andet indebærer, at kineserne nu på allerhøjeste niveau har skrevet under på, at de agter at komme til København for at indgå en aftale om at begrænse udledningen af CO2.

”Det her betyder naturligvis ikke, det bliver en let opgave i København, men det er et vigtigt skridt på vejen. Hver gang vi kan få en præsident eller en premierminister til at forpligte sig til at ville arbejde konstruktivt med, er det et skridt i den rigtige retning,” siger Anders Fogh Rasmussen.

Han startede sin dag i Beijing med at holde møde i den såkaldte klimatrojka, der består af regeringslederne fra Indonesien, der afholdt det seneste FN-topmøde om klima, Polen, der til december skal afholde det næste topmøde i Poznan og Danmark, der er vært ved den helt afgørende klimakonference i København til næste år. De tre ledere havde i øvrigt FNs generalsekretær Ban Ki-moon med på en videoforbindelse.

Det er det første møde i trojkaen siden Polen gjorde sig voldsomt upopulær på det seneste EU-topmøde ved at så tvivl om, hvorvidt EU skulle satse på en klimaaftale midt i en finanskrise. Et synspunkt som blev bakket op af blandt andet Italiens Silvio Berlusconi.

Men Anders Fogh Rasmussen mener, at der er styr på polakkerne:

”I EU har vi nu tre gange bekræftet, at vi vil arbejde for de aftalte målsætninger på klimaområdet. Det har altså voldsomme politiske konsekvenser, hvis man løber fra det,” sagde han og sammenlignede det med en konto med politisk kapital: Man sætter ind på kontoen, når man bidrager politisk og arbejder med. Og man trækker på kontoen, når man har brug for hjælp i forskellige sager.

Om der er overskud eller underskud på Polens konto, ville han ikke kommentere på.

ASEM-topmødet er det syvende møde mellem EU og de asiatiske lande. Statsministerens deltagelse i mødet er sidste del af hans ugelange rejse til Kina, hvor han også har været på officielt besøg og har stået i spidsen for en erhvervsdelegation.