FN lægger op til vidtgående klimaaftale

Danmark og andre rige lande skal reducere udledningen af drivhusgasser med 95 pct., lyder et af forslagene i den tekst, FN nu har lagt frem til klimatopmødet.

Dyrelivet både til lands og til vands er påvirket af de globale klimaændringer. Nu lægger FN op til skrappe restriktioner på CO2-udledningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Romeo Gacad / AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verdens rige lande, herunder Danmark, bliver nu stillet over for et forslag om at skære ned på udledningen af drivhusgasser, der er langt mere ambitiøst, end det ellers progressive EU har lagt op til i sin klima- og energipakke. EU har sat som mål at reducere udledningen med 20 til 30 procent inden 2020, men nu fremlægger FN et forslag, der er langt mere vidtgående.

FN har netop offentliggjort den forhandlingstekst, der skal lede frem mod en ny global klimaaftale i København. Og blandt flere muligheder nævner FN, at de rige lande skal reducere udledningen af drivhusgasser, som det var i 1990, med over 90 pct. inden 2050 og med mindst 45 pct.i 2020, altså med langt mere, end EU har som mål.

Forhandlingsteksten fra FNs særlige arbejdsgruppe peger også på den usædvanligt ambitiøse målsætning, at verden skal gå efter at stabillisere udledningen af drivhusgasser på et niveau, der begrænser den globale opvarmning til kun halvanden grad over niveauet fra før industrialiseringen. Hidtil har det været anset som en endog meget stor mundfuld blot at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Klimaeksperter har dog understreget over for politikerne, at to grader er et absolut maksimum, hvis meget vidtgående og dyre klimaændringer skulle undgås.

Også et dansk forslag om at pålægge verdens skibsfart en afgift på brændstof er kommet med i forhandlingsteksten. Som omtalt i Berlingske Tidende i lørdags, har Danmarks Rederiforening og dermed også verdens største rederi inden for containerskibe, A.P. Møller – Mærsk, tilsluttet sig ideen om en global klimaafgift på skibsbrændstof. FNs forhandlingstekst nævner som en mulighed, at såvel skibsfart som luftfart skal underlægges reduktioner i udslippet af drivhusgasser, der er lige så ambitiøse som dem, der gælder på land.

Klima- og Energiminister Connie Hedegaard (K) konstaterer, at verdens lande med offentliggørelsen af forhandlingsteksten nu er kommet til en milepæl. »For første gang er der nu en reel forhandlingstekst på bordet, der omfatter alle landes bidrag til en ny global klimaaftale. Nu kan de mere detaljerede politiske forhandlinger frem mod København tage fart. Ingen skal være i tvivl om, at vi har travlt, hvis vi skal nå et ambitiøst resultat i København. Puslespillet er stort og indviklet, men nu er der skabt en ramme for forhandlingerne,« siger Connie Hedegaard.

Teksten skal forhandles først gange fra den 1. til 12. juni på FNs internationale klimamøde i Bonn. Den er det vigtigste af to forhandlingstekster i spillet om en københavneraftale. Et andet papir vedrører udelukkende de 37 lande plus EU, som står bag Kyoto protokollen.