Flere eksempler på »helt uacceptabel adfærd«: Påstår at være coronasmittet og hoster mod politiet

Der er efterhånden flere eksempler på, at borgere påstår at have corona og hoster mod politiet. Mandag afspærrede politiet en gade i Aarhus, hvor en mand havde hostet mod politiet.

Flere politifolk er blevet udsat for »hoste-angreb«, hvor personer, de har været i kontakt med, i vrede har hostet på eller mod politiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mandag blev et område ved Skt. Pauls Kirkeplads i Aarhus afspærret, efter at Østjyllands Politi havde anholdt en 50-årig mand. Ved anholdelsen hostede manden mod politiet og hævdede, at han var smittet med coronavirus.

Manden sidder nu på Politigården i Aarhus med henblik på yderligere efterforskning oplyser Politiet i et opslag på Twitter.

Det er dog ikke et enkeltstående tilfælde. Samme tendens er set andre steder i Danmark.

Lørdag var en gruppe af 50 unge mennesker samlet i et område i Korsør. Da forsamlingen blev opløst af politiet blev en af de unge sur og hostede en betjent i hovedet.

Den unge mand forsøgte siden at skjule sit ansigt, så han ikke kunne genkendes. Det lykkedes dog ikke. Politiet fandt frem til gerningsmanden, der blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og maskeringsforbuddet. Det skriver Ekstra Bladet.

Mand eftersøgt

Lige nu leder Politiet også efter en 20-årig mand fra Tilst, som blev stoppet i en rutinekontrol af den bil, som den 20-årige Jasser Yasser Ibrahim sad som passager i.

I den forbindelse opstod der uenigheder og den 20-årige mand steg ud ud ad bilen og hostede mod to betjente, efter han havde råbt »corona«. Det skriver Politiet i en pressemeddelelse.

Jasser Yasser Ibrahim blev anholdt og sigtet for vold mod polititjenestemand. Han blev søndag formiddag kl. 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

»Angrebet mod de to politifolk er udtryk for en fuldstændig tankeløs og hensynsløs adfærd. Betjentene varetager en samfundskritisk opgave på et tidspunkt, hvor vi befinder os i en meget alvorlig situation, og det er helt uacceptabelt, at de skal mødes med sådant et angreb, mens de arbejder for at sikre, at andre kan blive derhjemme,« siger anklager Jacob Gents i pressemeddelelsen.

Efter grundlovsforhøret skulle Jasser Yasser Ibrahim køres retur til politigården i Aarhus. I den forbindelse lykkedes det ham at flygte.