Fire piger fik lift hjem af den helt forkerte: Endte alle fire på skadestuen

Natten til lørdag fik fire piger et lift hjem af en ung mand.

Men det viste sig at være en meget dårlig idé.

Den unge mand kørte galt på Artillerivej i København S.

Omkring klokken 00.48 mistede han kontrollen over bilen, som bragede ind i en affaldskontainer, ødelagde en lysmast og smadrede en butiksrude.

»Alkometertesten viste, at føreren var påvirket,« siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Stormer.

De fire kvindelige passagerer fik også en ublid medfart.

»De er alle fire kørt på skadestuen,« siger Henrik Stormer.

Hvor alvorligt kom de til skade?

»Der er tale om knoglebrud, men de er ikke i kritisk tilstand.«

Føreren af bilen af anholdt. En blodprøve skal nu vise, hvor påvirket han var på ulykkestidspunktet.

Af politiets døgnrapport fremgår det ikke, om også den unge mandlige chauffør kom til skade ved soloulykken, fortæller Henrik Stormer.

Pigernes alder kender vagtchefen heller ikke på nuværende tidspunkt.