Godmorgen, kære læser – velkommen til Berlingskes overblik over døgnets vigtigste historier.
Måske er du frisk og udhvilet efter en fridag i går? Eller måske tømmermændene fra påskefrokost har ramt?
Uanset hvad guider vi dig her til dagens vigtige historier.
Du kan som altid følge med i Berlingskes liveblog om situationen i Ukraine her.
I dagens overblik skal vi forbi alt fra pensionskasser til Christiansborg.
Vi indleder dog et helt andet sted. I nattelivet.
Livsfarlig tendens blandt unge i København er mere udbredt end nogensinde
Antallet af anmeldelser om drugging og drugrape – at en person har fået stoffer i sin drink og derefter muligvis er forsøgt eller er blevet voldtaget – har aldrig været højere i København.
Det skriver vi her på Berlingske.
I København er antallet af anmeldelser næsten firedoblet i forhold til i 2017.
Samtidig registrerer Giftlinjen og Center for Seksuelle Overgreb en markant stigning i antallet af henvendelser fra unge, der mener, at de har fået stoffer i deres drink.
Metroen dropper bettingreklamer efter politisk pres
Det skal være slut med reklamer for hasardspil i den københavnske metro.
Metroselskabet har besluttet at blokere for bettingreklamer, fremgår det af et referat fra Metroselskabets bestyrelses seneste møde. Det oplyser TV 2 Lorry.
Indgrebet kommer, efter at et politisk flertal i både Københavns Kommune og i Frederiksberg Kommune i løbet af de seneste måneder har vedtaget politikker, der skal føre til udelukkelse af bettingreklamer fra kollektiv trafik.

Nu skal landsretten tale: Skal pensioner falde med en tredjedel?
Det har kostet hundredvis af pensionskunder dyrt at skifte deres gamle pensionsordninger med en garanteret rente ud med en mere moderne pensionstype uden garanti. En såkaldt markedsrentepension.
Det vil 176 kunder i AP Pension have erstatning for, og det skal Østre Landsret tage stilling til, når sagen indledes torsdag. Det skriver vi her på Berlingske.
En af dem, der gav afkald på sin garanterede rente, er Per Lysdahl fra Beder, som mærker konsekvenserne i sin daglige økonomi.
»Det kan mærkes, når man mister en tredjedel af sin pension. Vi har været nødt til at se vores økonomi i et andet lys,« fortæller han.

Prisen for at beklæde landets mest udskældte ministerpost
Få har været tættere på at mærke, hvor høj prisen for et liv i politik kan være, end Rikke Hvilshøj.
Som integrationsminister var hun udsat for et attentatforsøg i sit hjem, da ukendte gerningsmænd satte ild til familien Hvilshøjs bil, og branden hastigt bredte sig til familiens hjem.
Den tidligere Venstre-politiker fortryder dog ikke, at hun blev siddende på landets mest udskældte ministerpost.
Artiklen er en del af en serie, hvor Berlingske talt med en række tidligere integrationsministre om posten og om omkostningerne ved jobbet.
Russiske krigsskibe spottet i dansk farvand
Nu til en opsigtsvækkende historie om to russiske flådefartøjer, der fredag sejlede igennem Storebælt med kurs mod Østersøen.
Forsvaret har overfor TV 2 Øst bekræftet, at der er tale om russiske krigsskibe – og at passagen er fuldt ud lovlig.
»De sejler i internationalt farvand, så det må de gerne. Havde der været tale om tre eller flere krigsskibe, skulle det deklareres i forvejen, men det er ikke tilfældet her, så de kan bare sejle igennem,« siger Christer Haven, der er presserådgiver ved Forsvarskommandoen, til TV 2 Øst.
Ifølge Christer Haven er der tale om to korvetter af Steregushchiy-klassen, som normalt holder til i Østersøen.
Læs historien hos TV 2 Øst her.
Finansministeren lover hjælp til pensionister efter inflationen
Inflationen er på sit højeste i 35 år, og nu lover finansminister Nicolai Wammen (S) at hjælpe landets pensionister.
Derfor vil regeringen kort efter påske komme med et udspil, der skal gøre det lettere for pensionister at få enderne til at mødes i en hverdag med stigende priser.
Det fortæller Nicolai Wammen i et interview til Jyllands-Posten, hvori han også varsler om, at den kommende tid vil blive svær for nogle, og at regeringen ikke kan hjælpe alle.
Hvor man under corona kunne bekæmpe problemerne gennem eksempelvis lønkompensationer, kan inflation ikke på samme måde afhjælpes ved at pumpe mange penge ud i samfundet, mener Nicolai Wammen.
Læs Jyllands-Postens historie her.


