Fanget i doping på kamera: 'Jeg bliver dårlig. Det er ækelt'

Skiløberen Max Hauke tages i færd med at dope sig. Fold sammen
Læs mere

I en kort video på ni sekunder ser man livet bryde sammen for den østrigske skiløber Max Hauke.

Ved Ski-VM på hjemmebane i byen Seefeld blev Hauke sammen med fire andre skiløbere anholdt af østrigsk politi under en dopingrazzia onsdag. Max Hauke blev taget med nålen i armen, i gang med at bloddope sig.

»Jeg bliver dårlig. Det er ækelt at se på,« siger britiske Andrew Young til NRK, da han ser videoen, som det østrigske medie Vorarlberg Online var først til at vise.

Han er selv skiløber og træner jævnligt med Max Hauke i Østrig.

Britiske Andrew Young var venner og trænede ofte med Max Hauke. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOE KLAMAR.

»Det er ikke rart. Det er svært. Der er ikke plads til det i sporten, og jeg var ikke klar over, han gjorde det. Det er svært at beskrive det, man føler efter at have set en ven, der snyder,« siger Andrew Young.

Nyheden om de fem løbere, der er blevet taget for doping, ramte som en bombe i VM-byen torsdag, da østrigsk politi afslørede, at de havde fanget en af atleterne med nålen i armen.

I alt ni personer blev anholdt ved dopingrazziaen, der foruden Seefeld også skulle have fundet sted samtidigt i tyske Erfurt i håbet om at komme tæt på et organiseret, internationalt dopingmiljø.

Fem af de ni personer er skiløbere:

Max Hauke. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kai Pfaffenbach.

  • Dominik Baldauf og Max Hauke fra Østrig,
  • Karel Tammjärv og Andreas Veerpalu fra Estland,
  • Aleksej Poltoranin fra Kasakhstan.

I den svenske VM-lejr er man også fortørnede over videoen.

»Det er så skræmmende og ubehageligt, at der findes folk, der er klar på at snyde for at blive bedre. Det man har hørt er, at det rør sig hos flere lande, og at det ikke bare er en enkelt person, der har gjort det. Det føles forfærdeligt,« siger den svenske langrendsløber Charlotte Kalla til Aftonbladet.

Seneste melding omkring de fem atleter er, at Dominik Baldauf, Max Hauke og Aleksej Poltoranin er blevet løsladt, mens Karel Tammjärv og Andreas Veerpalu fortsat er anholdt af det østrigske politi, da afhøringerne af de to er trukket ud.