Etårigt barn forsøgt kidnappet: Politiet efterlyser vidner

Politiet er i gang med at efterforske sagen og vil gerne høre fra potentielle vidner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

En 21-årig kvinde fra Haarby på Fyn og hendes søn på 16 måneder var udsat for en traumatiserende oplevelse, da de mandag eftermiddag gik en tur rundt om søerne ved Haarby Å.

Ud af det blå blev de antastet af en ukendt mand, som skubbede kvinden væk fra barnevognen, hvorefter han på voldsom vis forsøgte at tage den 16 måneder gamle dreng op.

'Manden river og flår videre i min søn, imens jeg står og skriger og skubber til manden. Imens prøver han at få ham ud af selen. Han får smidt min søn ned i barnevognen,' skriver den 21-årige kvinde i et Facebook-opslag.

Heldigvis kommer der ifølge kvindens beretning en bil kørende, som bemærker, at der er tumult, og som derfor stopper op, hvilket resulterer i, at den ukendte gerningsmand tager benene på nakken.

Den 21-årige kvinde og hendes søn slap heldigvis fra oplevelsen med forskrækkelsen og nogle skrammer og blå mærker.

Kvinden, som ikke så gerningsmandens ansigt, da han havde hætte på, har meldt sagen til politiet i håb om, at gerningsmanden findes og stilles til ansvar.

Fyns Politi bekræfter over for TV 2 Fyn, at de har modtaget en anmeldelse om sagen.

»Vi er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set noget på det pågældende tidspunkt. Vi er specielt interesseret i at vide mere om den sorte bil, der passerer gerningsstedet, mens det sker,« siger kommunikationsrådgiver Charlotte Nyborg til mediet

Den formodede gerningsmand beskrives som værende 187-188 centimeter høj og muskuløs.

Han var iført en måske lidt for stor sort hættetrøje og et par cowboybukser. Derudover havde han tatoveret et kryds eller kors på højre hånd.

Har du set noget, eller har du oplysninger, som kan hjælpe politiet i deres efterforskning, så hører de gerne fra dig.

Du kan rette henvendelse til Fyns Politi på 114.