Et år i europæisk politik er som en evighed

På WEF-mødet i Davos viste den tyske kansler, Angela Merkel, at hun stadig står på benene, mens flere andre markante europæiske ledere er gået i dørken i løbet af et år, der har været et hårdt udskilningsløb

Kansler Angela Merkels tale var et kraftfuldt forsvar for den verdensorden, som siden Anden Verdenskrig har skabt velstand og sikkerhed. Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er næsten ubegribeligt, hvor stor forskel ét år kan gøre i politik.

For præcis 12 måneder siden gæstede den britiske premierminister, Theresa May, det forvænte publikum i Davos, da hun trådte op på hovedscenen i kongreshallen for at sælge budskabet om, at Storbritannien havde mod på fremtiden. Trods Brexit.

Igen og igen brugte hun slagordet »Global Britain« for at forklare tilhørerne, at nok havde briterne kurs mod udgangen af EU-klubben, men briterne ville stadig kunne samarbejde internationalt i stor skala og gøre forretninger med hele verden i sine nye, frie rolle.

I år tør Theresa May slet ikke forlade London for at rejse til Davos.

På daglig basis følger omverdenen med lige dele forbløffelse og forskrækkelse med i det kaos, som hersker i britisk politik, og Theresa May synes at stå i en håbløs situation, hvor det er svært for hende at få øje på allierede.

Skruer vi endnu engang tiden et år tilbage, blev deltagerne på topmødet i Davos også vidner til, hvordan en selvsikker fransk præsident i skikkelse af Emmanuel Macron entrede hovedscenen. Her holdt han en tale, hvor han ikke blot talte om at reformere Frankrig, men også udlagde sine planer for at skabe fremdrift i EU, ligesom han udfoldede sine visioner for at kreere en bedre verden.

Ambitiøs og storladen var hans agenda, og mange blandt publikum var begejstrede over at lytte til Emmanuel Macron, som på det tidspunkt stadig fremstod som den nye politiske superstar i Europa.

Men heller ikke Macron deltager i årets topmøde i Davos.

I stedet for at tale om klodens udfordringer og promovere reformer af EU har han mere end travlt med at fastholde fodfæstet i Frankrig, hvor hans popularitet er styrtdykket, og hvor Paris senest har været vidne til voldsomme optøjer.

Eneste genganger fra sidste års topmøde – når vi taler om politiske ledere fra Europas superliga – er den tyske kansler, Angela Merkel, som onsdag holdt sin store tale på WEF-topmødet.

For mange i Davos var der tale om et glædeligt gensyn. For de ser i høj grad kansleren som et anker af stabilitet, der stadig holder EU og Europa på plads, mens mere radikale kræfter hiver og flår i det gamle kontinent.

Alligevel kan det ikke skjules, at det forløbne år har været hård kost for den tyske kansler. Tidligere blev hun som bekendt fremhævet som Europas absolutte lederskikkelse, ja, mange fremhævede hende som en verdensleder.

Siden er der slået store skår af kanslerens popularitet: Valget i Tyskland gik ikke hendes vej, forhandlingerne om at danne en ny regering trak ud, og det har været åbenbart for alle, at Merkel står i spidsen for en skrøbelig regeringskoalition præget af indbyrdes spændinger.

Undervejs har hun også måttet afgive sin formandspost i CDU, og alle ved, at der er sat en udløbsdato på hendes tid som kansler.

Ser vi på indholdet af hendes tale, var der tale om et kraftfuldt forsvar for den verdensorden, som siden Anden Verdenskrig har skabt velstand og sikkerhed. Hun talte indtrængende om vigtigheden af internationalt samarbejde, og hun argumenterede for, at samarbejde er den eneste holdbare vej frem.

Hun lagde afstand til den form for nationalisme og populisme, som er vokset frem, og hun markerede, at hun ikke kan lide en tilgang til politik, hvor ledere i stigende grad udfordrer det internationale system og foretrækker at gå solo.

»Den globale arkitektur vil kun kunne fungere, hvis vi alle er villige til at indgå kompromiser,« lød det fra kansleren, som bekendte sig til værdien af det politiske kompromis og beklagede, at kompromiset har fået et så dårligt rygte.

Selv om hun leverede et kraftigt forsvar for de internationale institutioner, understregede hun, at der er brug for justeringer. F.eks. er der brug for at udvikle nye regelsæt for at kunne beskytte borgerne mod den udbredte digitale overvågning og brug af private data, som er blevet en del af den nye digitale tidsalder.

Tyskland – sagde Angela Merkel – står over for tre store udfordringer:

Overgangen fra atomkraftværker og kulkraftværker til nye energiformer skal klares. Tyskerne skal også håndtere vejen frem til en fremtid, som bliver mere og mere digital. Og endelig skal udfordringerne ved migration og indvandring tackles.

»Vi bliver nødt til at håndtere migrationen bedre, selv om vi har lavet store fremskridt,« sagde kansleren.

Hun understregede, at det kun er muligt at håndtere flere af de store udfordringer i et europæisk samarbejde, og hun lagde ikke skjul på, at det set med hendes øjne er en ulykke, at Storbritannien er på vej ud.

Der var få konkrete nyheder i talen, som var tro mod hendes principper og en Merkel classic.

Men er det nok til at sætte dagsordenen og vinde slaget om vælgerne i Europa anno 2019?

Her og nu kan det konstateres, at de tre europæiske ledere, som fyldte så meget i landskabet for blot et år siden, er blevet kraftigt reduceret i status og gennemslagskraft.

Forude venter et valg til Europa-Parlamentet, som tegner til at blive en styrkeprøve om, hvordan EU-samarbejdet skal udvikle sig, og hvor meget EU overhovedet skal fylde i forhold til nationalstaterne.

På topmødet i Davos er det tydeligt, at tilhængerne af EU tror og håber på, at det politiske kaos om Brexit, vil føre til, at flere vælgere bakker op om det europæiske samarbejde, og det tyder meningsmålingerne også på. For der er stadigt færre borgere, der ønsker at melde sig ud.

Men selv om vælgerne ikke vil vende ryggen til det europæiske samarbejde, er det næppe ensbetydende med, at de er tilfredse eller ønsker »business as usual« fra EU. Den understrøm af vrede, som førte til Brexit, udløste faldet for Macron og svækkede Merkel så voldsomt, vil måske ebbe ud, men den kan også slå igennem med stor kraft ved valget til netop Europa-Parlamentet.