En ven som alle vil have

Anders Bjørn Storgaard var vennernes ven. Da han meldte sig til Livgarden fulgte hans nærmeste vennekreds trop, og flere af dem har siden været udsendt til Helmand. Hans forældre bakkede ham hundrede procent op, da han foretog det vigtigste valg i sit liv og drog i krig for Danmark i Afghanistan.

Anders Bjørn Storgaard i ørkenuniform og fuld udrustning. Han nåede at være i Afghanistan fra starten af februar 2008 til 26. marts samme år, hvor han døde. Foto: Privatfoto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»For mig virker det naturligt, at Anders skulle dø i en krig. Jeg er selvfølgelig utrolig ked af, at han gjorde det – og at han var så ung. Men jeg føler det naturligt, at han faldt i kamp. Han har altid ønsket at komme i militæret, og som børn legede vi altid drengelege, og vi klædte os ud i gamle uniformer. Vi lå ikke og legede med Barbie, for det kunne man ikke få Anders med på. Vi gik til spejder og byggede huler og blev beskidte.«

Sådan lyder Pernille Nielsens umiddelbare beskrivelse, da hun tænker tilbage på sin barndomsven Anders Bjørn Storgaard, som sidste år faldt i krigen mod Taleban. Pernille Nielsen er ikke sentimental – langt fra. Først senere – efter hun har talt med sine forældre, som kender Anders Storgaard og hans familie – sender Pernille Nielsen en supplerende mail, der handler om drengen Anders’ yndlingsbamse, som rettelig er en nusseklud, og hans forkærlighed for Anders And-blade og siden hen computerspil. Men hendes første indskydelse er, at han er den fødte soldat.

Pernille og Anders var bedste venner, fra de mødtes i børnehaven over ni år som klassekammerater, til hun forlod Taastrup Realskole efter niende klasse for at starte på Amtsgymnasiet i deres barndomsby Taastrup. Herefter tog Chris Shaugh- nessy, den nye dreng på skolen, over. Når man taler med ham, får man den samme historie: »Anders er den ven, som alle vil have. Alle elskede ham.«

De to drenges venskab skulle siden besegles i Livgarden og omkring Anders Storgaards død og begravelse. Men først tilbage til barndommen på en sidevej bag Taastrup Hovedgade.

For Anders Bjørn Storgaard var alting enten sort eller hvidt. Det fortæller alle, der kendte ham. Han var meget regelret og forventede af sine venner, at de overholdt deres fælles aftaler. Brød man en aftale med Anders, kunne han finde på at ophæve venskabet omgående og for evigt. Det findes der flere eksempler på – selv inden for familien, hvor han har ophævet familieskabet. Omvendt var han så knyttet til sine nærmeste venner, at han gik gennem ild og vand for dem.

Pernille Nielsen forsøger at sætte ord på det med Anders og venskaber:

»Han var ikke en glad dreng altid. Det vil være forkert at sige, at han var imødekommende og verdens gladeste person. Men der var ingen dikkedarer med Anders. Du kender de mennesker, man altid hilser på, men ikke taler med. Sådan var det ikke med Anders. Han havde masser af venner, men ingen, der ikke var hans rigtige venner,« siger hun om sin bedste ven fra barneårene.

»Vi blev drillet med, at vi var kærester. Man er jo sådan lidt pige- og drengeforskrækket som barn. Men det tog vi os ikke af, for den tanke har aldrig strejfet os, at vi skulle være kærester. Egentlig tror jeg, at det var hans skyld, at jeg blev den her drengepige, som legede med pinde og gik til spejder,« siger Pernille Nielsen.

Skolekammeraterne oplevede en elev, der var fantastisk motiveret til alt det, der interesserede ham. Han var især stærk i historie, hvor han blandt andet kunne Anden Verdenskrig på fingerspidserne. Så hans virkelige udfordring lå ikke i forståelsen, men i motivationen.

»Anders kunne det, han ville. Hjernen fejlede ikke noget – måske viljen en gang imellem. Han kom let til tingene og skulle ikke slås for noget,« fortæller Jytte Storgaard.

Han fortsatte derfor i 10. klasse, før han gik i gymnasiet. Det gav ham lidt ekstra tid til at samle motivation, men det gav ham også endnu en ven for livet.

Chris Shaughnessy arvede så at sige Anders Storgaards fulde venskab fra Pernille Nielsen, da hun gik i gymnasiet fra niende klasse, og han kom ind i tiende. Sådan beskriver de det begge. Ifølge Chris var han den eneste, der havde lov til at være grå i Anders’ sort-hvide verden, fordi de var bedste venner. Han beskriver ham som en indadvendt person, som alle bare havde lyst til at være ven med, fordi han var der 100 procent.

»Man kunne ringe til ham fra en bytur klokken tre om natten, og selvom han havde kæresten på besøg, så smed han en madras på gulvet, som man kunne sove på. Hvis man ingen penge havde, så sagde han altid, at han nok skulle give det hele. Så tog man ind på et diskotek, Anders købte en flaske sprut – og han gav altid taxaen hjem bagefter,« siger Chris Shaughnessy, som kun ærgrer sig over, at Anders havde sværere ved at modtage hjælp fra andre.

»Der var en gang, han havde været ude hos sin kæreste Lone i Gundsømagle. Så ringede han til mig og sagde, han var på vej hjem til Taastrup. Men du har jo ikke noget kørekort, sagde jeg. Næ, han gik, og han nægtede at tage imod, at jeg hentede ham. Så vandrede han tyve kilometer hjem med jakken under armen og mobiltelefonen i hånden. Det passede ham helt fint.«

Anders Bjørn Storgaard droppede ud midtvejs i gymnasiet, fordi han var skoletræt. Mens han ventede på at tage på sportshøjskole i Aalborg, arbejdede han i Electronic World, som var fest og farver hver weekend. Men det var som 18-19-årig i Aalborg, at han udviklede sig bort fra det sort-hvide livssyn.

»Her fandt han sin rette kombination mellem at være fysisk aktiv og boglig. Han var sammen med helt andre typer, som var 3-4 år ældre en ham. Flere af dem var universitetsstuderende, som ventede på at komme videre efter for eksempel en bachelor. Han sagde, at det var dejligt at være sammen med nogen, der var nogle år ældre, som gav ham nye input. Det var her, han fik øjnene op for livets nuancer,« fortæller hans far, Mikael Storgaard.

Anders Storgaard havde hele livet været bidt af at bruge sin krop. Han var spejder og gik til judo, svømning og atletik. Det udviklede ham også til lidt af et fysisk pragteksemplar. Samtidig udviklede han nogle vaner, der var meget voksne for hans alder. Han havde en bred musiksmag, der spændte fra rock til opera. For eksempel ønskede han sig og fik en billet til Verdi i det nye operahus i København, som åbnede lige omkring hans 18-års fødselsdag.

Hans filmvalg lignede heller ikke de andre teenagere fra Taastrups. Når de gik i Blockbuster, opholdt Anders Storgaard sig i afdelingen for historiske film, som han forsøgte at overbevise kammeraterne om, at de skulle låne. Han havde ikke den store fidus til kærlighedsfilm og den slags, men sværgede til ridderfilm – for eksempel om ridderne om det runde bord – og Gladiator. Film om principper og idealer.

»Når du kigger på ham, var han næsten 185 cm høj og firkantet – bygget som en græsk statue. Han kæmpede judo og gav aldrig op. Han var den type, at når han satte sig noget for, så gik han hundrede procent op i det. Og det var på alle områder. Hvis jeg laver en kop te, er det med et tebrev og noget varmt vand i et krus. Anders diskede altid op med underkopper, kopper, rigtig te i kander, osv. Der var ingen kompromiser i hans verden,« fortæller Chris Shaughnessy.

Han og vennerne var også imponeret over Anders’ standhaftighed, når han skulle vælge mellem venner og kvinder, som sværmede om ham. Men her var han også sort-hvid. For eksempel den aften på Buddy Holly i Roskilde, hvor diskotekets uden sammenligning smukkeste og mest feterede kvinde forsøgte at indynde sig. Ifølge Chris ville ethvert andet hankøn i lokalet frivilligt have flækket armen på tværs, hvis blot hun havde kastet et blik i deres retning. Anders blev bare irriteret over, at hun forsøgte at bryde ind i en vigtig samtale, han havde med en af sine venner. Da hun spurgte, hvad de talte om, lød svaret bare. ”Ting!” Og han gav hende den kolde skulder og lod andre betale hendes drinks.

Det var den slags historier, som gav Anders Storgaard et ry som vennernes ven. Hans målrettede og sikre fremtoning imponerede og inspirerede de nærmeste venner, som senere fulgte ham ind i en militær karriere. Da Anders Storgaard en dag fortalte, at han ville i Livgarden, satte det en lavine i gang. Fire af hans kammerater fra Taastrup, Kevin, Martin, Jens og Chris, fulgte med ham ind i Den Kongelige Livgarde. De tre sidstnævnte bar kisten, da det gik galt for Anders i Afghanistan.

»Anders var en soldat, som andre soldater så op til. Han kunne det hele på fingerspidserne og til perfektion. Mange soldater lærer bare, hvad der bliver sagt, men Anders kunne alle fiffene også – og han havde intet imod at lære fra sig til os andre,« siger Chris Shaughnessy, som kom i Livgarden efter Anders Storgaard og til Afghanistan med holdet efter.

Selvom der ikke er lange militære traditioner i familien Storgaard, så hentede Anders solid støtte hjemmefra til sin udstationering i Afghanistan. Anders Storgaards forældre er begge politibetjente og har begge repræsenteret Danmark uden for landets grænser. Jytte Storgaard var således i Thailand for at hjælpe med identifikationen af danskere efter tsunamien i 2004, mens hans far, Mikael Storgaard har fire lange udstationeringer som politimand på CV’et – Jugoslavien i 1992, to gange i Hebron på Vestbredden og slutteligt i Irak – foruden mindre ture til Afrika.

»Det har ligget i modermælken til Anders at skulle rejse ud og gøre noget for sit land. Selvfølgelig var vi bekymrede, men det var kun ham, der kunne træffe den beslutning. Hvis det er det, man vil, så skal man gøre det. Det er ikke familien der skal forpurre det. Man kan give udtryk for sin bekymring, men man skal ikke få ham til at tvivle,« fortæller Jytte Storgaard om sønnens beslutning om at tage til Afghanistan.

Både Jytte og Mikael håbede inderst inde, at Anders enten ville blive hjemme eller tage til Kosovo, hvor der er væsentligt fredeligere end i Afghanistan. Oprindelig skulle Anders Storgaard have været til Irak på Hold 10, men da Folketinget trak de danske soldater ud af Irak, valgte Anders at tilslutte sig et hold, der skulle til Afghanistan.

»Når Anders har truffet beslutningen, så har vi én ting at gøre som forældre, og det er at bakke ham hundrede procent op. Vi skal støtte ham i den beslutning og vejlede ham, det bedste vi kan,« siger Mikael Storgaard.

»Inden han rejste, sagde Anders til os, at han var meget glad for, at vi havde bakket ham op i hans beslutning om at tage til Afghanistan. Mange af hans kammerater, som gerne ville have været af sted, var blevet udsat for et massivt pres fra deres pårørende og blevet hjemme. Det påvirkede dem bagefter, fordi de følte, at de havde svigtet kompagniet og kammeraterne.«

Den, der havde det mest underligt med Anders Storgaards udsendelse, var lillesøsteren Johanne, der er ti år yngre. Hun syntes, det var sjovt, at Anders skulle være soldat, og hun var inde og se ham holde vagt som garder. Men hun forstod ikke, at han skulle i krig. Da det kom frem i pressen, at der faldt en del soldater i Afghanistan, gik hun og tænkte lidt over det. Så snakkede Anders med hende om, at han skulle ned og prøve at hjælpe nogle mennesker med at få det bedre. Det hjalp.

Den 3. januar i fjor rejste Mikael Storgaard til Bagdad i Irak. Han skulle af sted i et halvt år som politimand og sagde farvel til sønnen Anders, som en måned senere skulle til Afghanistan som soldat. Det var sidste gang, de mødtes.

Anders' far: Jorden hold op med at dreje
Konstabel Anders Bjørn Storgaard faldt i Afghanistan. Her fortæller hans far, Mikael Storgaard, hvordan han reagerede, da han modtog nyheden om sin søns død.