Soldaterne kaldte den lille plet i ørkenen for »børnenes by«. Når solen skinnede, legede de afghanske børn ubekymret i det fine, gullige ørkenstøv. Der lød sanglege og skrig og skrål. Drengene spillede fodbold, pigerne gyngede og sjippede, og sammen legede de skjul og tagfat. Når de internationale soldater nærmede sig til fods, flokkedes ungerne om dem og tiggede karameller og tyggegummi.

Børnenes by ligger et par kilometer nordvest for Gereshk. Der er lidt spredte huse i området, inden man kommer ud i den bare og golde ørken. De danske soldater kunne godt lide børnenes by; den mindede mange af dem om, hvorfor de overhovedet var rejst til Afghanistan. Da Taleban ledede landet, havde enhver form for leg og sang været bandlyst, mens pigerne sjældent kom uden for hjemmets lerklinede vægge. Nu syntes alt lysere for børnene.

Fem dage før juleaften 2008, da mørket havde sænket sig, ændrede billedet af børnenes by sig for evigt i de danske soldaters minder; fra en livlig legeplads til en blodig skueplads.

»Dagen startede med det sørgeligste vejr, vi har haft hernede. Det var tåget, mørkt og koldt som et trist varsel på, hvordan dagen skulle ende,« skrev chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Keld Christensen, senere om denne dag.

Tæt tåge

Fredag den 19. december 2008 var ganske rigtigt tung at komme igennem. Tågen lå som et tæppe over Camp Bastion, hvor en enhed på 12 danske spejdere gjorde klar til dagens opgave. De udgjorde kampgruppens eskortesektion og skulle den dag følge en logistikkonvoj gennem ørkenen til baserne Camp Price og Armadillo tæt på frontlinjen. Missionen var risikofyldt, men yderst populær hos kammeraterne ude i de primitive, fremskudte lejre. De så frem til at få nye forsyninger.

Denne morgen talte flere af soldaterne fra eskortesektionen indbyrdes om, at det måske var for farligt at køre ud af Camp Bastion, fordi tågen var så tæt. Helikopterne flyver ikke i tåge og sandstorm; hvis uheldet var ude, ville de ikke kunne komme soldaterne til undsætning.

En lang dag

Jacob Moe Jensen, Sebastian la Cour Holm og Benjamin Davi Sala Rasmussen var en fasttømret gruppe i eskortesektionen og kørte sammen, når de patruljerede i åben vogn. På dagens opgave ind i den grønne zone kørte de i en lukket pansret mandskabsvogn og havde lånt chaufføren Anders fra Trænregimentet. Deres køretøj lå som det næstforreste i kolonnen af lastbiler; deres opgave var at sikre mod fjender og miner. Som maskingeværskytte og vognkommandør sad Sebastian oppe på toppen af den lukkede vogn, mens Benjamin og Jacob stod bagved i vognlugen.

Tågen blev tykkere og tykkere, som formiddagen skred frem. Da kolonnen nåede frem til Sandford-lejren, fik de ordre om ikke at køre videre, før tågen var lettet. På det tidspunkt kunne man ikke se en hånd for sig, og det blev vurderet, at det var for farligt at fortsætte. Kolonnen gjorde holdt i to timer i lejren og ventede på bedre vejr. Da solen endelig fik brændt tågen væk, og de kunne køre videre mod Armadillo, som var det yderste punkt på dagens mission, var det allerede med en mærkbar forsinkelse.

På vejen tilbage faldt mørket på, og når solen går ned i Afghanistan, er der sort som kul. Kolonnen var tæt på Highway 1 - en regulær asfalteret vej mellem Helmands hovedbyer - og den kørte igennem det område, soldaterne havde døbt »børnenes by« eller »børnehaven«. På grund af mørket var der ingen legende børn, og alt åndede fred og fordragelighed. Kolonnen var højst fem kilometer fra mål, og flere af soldaterne i kolonnen kontaktede kammeraterne i Price og bad dem gøre klar til modtagelse. Det havde været en lang dag.

Eksplosioner

Da braget lød, kunne lysglimtet ses helt inde hos kammeraterne i hjemlejren.

»Vores første tanke var, at vi blev beskudt med panserværnsraketter, og vi lagde os klar til at skyde. Men der skete ikke mere,« fortæller Kim Rasmussen, som sad i sin pansrede mandskabsvogn bagerst i kolonnen: »Så kunne vi høre noget skrat over radioen, og vi blev klar over, hvad der var sket. Jeg blev kaldt frem, fordi vi var den eneste vogn med minesøger i patruljen.«

Den anden minesøger lå i en vogn oppe foran. Denne vogn var, viste det sig, sprængt i luften. Vognen med Jacob, Sebastian og Benjamin.

Et kaotisk syn ventede Kim Rasmussen, da han nåede op foran. I lyskeglerne fra de andre køretøjer så han en totalskadet pansret mandskabsvogn i brand. Den var kørt på en dobbelt pressure plate, en trykplade, som kun bæltekøretøjer og tunge lastbiler kan udløse. I dette tilfælde talte ingeniører senere om, at køretøjet havde udløst en bombe på 30 kilo sprængstof, så hele bunden og toppen var revet af og lå spredt rundt i området.

Kim forsøgte at nærme sig det, der var tilbage af køretøjet, med sin minesøger. Men eksplosioner bragede i mørket, da ammunition og raketter eksploderede i flammerne. Han måtte opgive at komme tættere på. Frygten blandt soldaterne var, at Jacob, Sebastian og Benjamin lå inde i de brændende rester. Den eneste, de kunne se, var chaufføren Anders, som ved egen hjælp kom relativt uskadt ud af vognen.

»Anders var det heldigste menneske i verden. Da bilen sprang i luften, blev vognbunden bukket op og lagde sig som et skjold bag hans ryg, så intet kunne ramme ham. Først lidt efter eksplosionen kom han til sig selv; han kunne på egen hånd kravle ud af bilen og få førstehjælp,« fortæller Kim Rasmussen.

Sammen med de øvrige soldater kørte Kim rundt med lygter og ledte efter de tre savnede soldater fra mandskabsvognen, men til sidst måtte de opgive eftersøgningen og køre hjem mod Camp Price.

Aldrig i kamp

Tilbage i sikkerhed fik de at vide, at et eftersøgningshold havde fundet de tre kammerater under nogle vragstykker et stykke derfra. De var døde. Og havde med sikkerhed været det fra det sekund, bomben gik af under dem.

»Det var rart at vide, når vi nu ikke kunne finde dem. Hvis de havde ligget og lidt derude ... Det er enhver soldats mareridt,« siger Kim.

Halvanden måned senere sluttede missionen for de øvrige soldater. Ingen fra kampgruppens eskortesektion havde været involveret i kamp mod Taleban, og Kim Rasmussen affyrede ikke sit våben en eneste gang, mens han var i Afghanistan.