Ekspert: Klimakritik blæst op

Klimaskeptikere forsøger helt bevidst at undergrave troværdigheden i klimaforskningen. Men kritikken er stort set uden substans, og det har pressen generelt ikke gennemskuet, mener Danmarks officielle kontakt til FNs klimapanel, IPCC.

Specialkonsulent i Energistyrelsen, Povl Frich har i en årrække arbejdet tæt sammen med en hovedperson i den såkaldte climategate, Phil Jones, der er leder af klimaforskningsenheden (CRU) på East Anglia universitetet. Fold sammen
Læs mere
Foto: S

Medierne, især de britiske, er i fuld gang med at tegne et fuldstændig forvrænget billede af den forskning, som fortæller os, at mennesket sandsynligvis har hovedansvaret for den globale opvarmning i moderne tid.

Ukritisk videregiver de en kritik af FNs klimapanel og dets forskere, der er stort set blottet for substans. Med udokumenterede påstande og løsrevne mails som spinkelt fundament er de i gang med at give befolkningen det fejlagtige indtryk, at klimaforskningen er i krise.

Sådan ser Povl Frich på klimadiskussionen lige hun. Han er specialkonsulent i Energistyrelsen og Danmarks officielle kontaktperson til FNs klimapanel IPCC, og han er rystet over, at selv den mest tyndbenede kritik fra kommentatorer, redaktører og klimaskeptikere ukritisk blæses op i pressen.

Povl Frich har arbejdet tæt sammen med de britiske forskere, som for tiden modtager nedrige mails og mordtrusler begrundet i, at de har snydt sig frem til konklusionen om menneskets ansvar for den globale opvarmning. Men hverken stjålne mails eller fejl i FNs rapporter giver det mindste belæg for at stille spørgsmålstegn ved klimaforskernes hæderlighed, mener Povl Frich.

En fordrejende presse

»Som jeg ser det, har især de britiske medier blæst bagateller op til overskrifter, de har taget citater ud af sammenhæng, de har gentaget udokumenterede påstande, og de er gået efter personer frem for det faglige,« siger Povl Frich.

Er der slet ikke noget i de hackede mails fra univarsitets forskere, som er uheldigt?

»Ikke som jeg har læst dem. Jeg har ikke læst dem alle, men jeg har kunnet læse en mening bag alle dem, jeg har læst.«

Men der er jo mails, som viser, at de har diskuteret, hvordan man holder visse forskeres resultater ude af klimapanelets rapporter?

»Der bliver kæmpet fra tue til tue i den videnskabelige verden for at få sine artikler optaget i de bedst mulige tidsskrifter. I den konkurrence er der vindere og taber. Og så vidt jeg kan vurdere af de mails, kæmper man med lovlige midler. Handler det om at holde nogle resultater ude, drejer det sig inderst inde om, at man vil fremme sin egen sag. Og det er der vel ikke noget odiøst i.«

Loven skal overholdes

Er det ikke problematisk, at klimaforskerne på East Anglia universitetet ikke har udleveret materiale, altså givet agtindsigt, som de er forpligtet til ifølge den britiske offentlighedslov?

»Sådan kan I se på dem. Men vi snakker om mere end tyve år lange forskerkarrierer, hvor de ophobede datamængder er meget store. De dækker hele jorden, de dækker klimaet flere tusind år tilbagte i tiden, vi snakker ikke kun data, men også metadata, altså optegnelser om, hvor målingen blev foretaget, og den slags og oplysningerne findes ofte kun på papir. Der findes ikke noget system, der kan håndtere al den her information på en sammenhængdende måde. Der er måske skabt en sammenhæng inde i hovederne på de her forskere, men enhver anden vil have utrolig svært ved at koble metadata og data.«

Men derfor skal forskerne vel alligevel overholde loven?

»Ja selvfølgelig, loven skal overholdes. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.«

Er der så ikke et problem der?

»Nu må vi se. Der foregår en undersøgelse, og hvis nogen bliver dømt for noget, så er det klart, at de må tage deres straf.«

Piller det ved IPCCs troværdighed, at panelet har begået fejl i sin rapport fra 2007?

»De fejl har efter min mening alle været langt under bagatelgrænsen. Der er ingen af de fejl, som har været påpeget, som har haft nogen som helst indflydelse på den sammenfatning, som er blevet fremlagt til de politiske beslutningstagere. Det er fejl i baggrundsrapporter, i enkelte tabeller og figurer, fejl i enkeltkilder, og det er selvfølgelig beklageligt, at de sker, men vi snakker om et kæmpemæssigt system, som skal skrive 3.000 sider sammenhængende test over flere år. Spredt ud på forskergrupper over hele jorden, tusindvis af involverede forskere. En uhyre kompleks opgave, og så kan man undre sig over, at der ikke opstår flere fejl, især når så mange skal kommunikere med hinanden på mangfoldige sprog.«