Ekspert: Elon Musk risikerer fyring efter opslag på sociale medier

(ARKIV) Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Joe Skipper

Den til tider kontroversielle stifter og ejer af Tesla har til vane at bruge Twitter mere eller mindre tankeløst. Denne gang kan det koste ham jobbet.

For ord har magt, og ord kan skade.

Og det er i høj grad tilfældet, når man står i spidsen for en milliardvirksomhed, der producerer næsten en halv million biler om året, og har mange tusinde ansatte.

Problemet for Elon Musk er, at han ikke helt har forstået alvoren i det.

Den 47-årige Tesla-direktør beskyldes igen for at have brudt en aftale om ikke at tweete oplysninger, der kan påvirke aktiemarkedet.

»Hvis bestyrelsen ønsker at komme problemet i forkøbet, kan de være nødsaget til at en seriøs handling som at fjerne Musk fra hans udøvende ansvar - i det mindste i en periode,« siger Stephen Davis, seniorforsker ved Harvard Universitet.

Ekspert i selskabsledelse ved University of Delaware, Charles Elson, mener desuden, at 'ingen direktør ville kunne overleve det her'.

I et tweet skrev han den 19 februar, 'Tesla lavede 0 biler i 2011, men vil lave omkring 500.000 i 2019'.

 

Et tal, der er godt og vel 100.000 nyproducerede biler fra det oprindelige estiamt, som ligger på 400.000 biler i 2019, da Tesla oplever vanskelligheder med deres Model 3.

Få timer senere korrigerede Elon Musk også sig selv på Twitter.

'Jeg mente, at den årlige produktionsrate i slutningen af 2019 formentlig er omkring 500.000 og 10.000 biler om ugen. Leveringen for året er stadig vurderet til omkring 400.000.'

Denne fejl har dog været nok til at tiltrække den føderale dommers opmærksomhed.

Han har givet Musk to uger til at forklare, hvorfor han ikke skal holdes ansvarlig for at udvise foragt for retten ved at bryde med den aftale, som han har indgået med det amerikanske børstilsyn (SEC).

I september sidste år indgik Elon Musk og Tesla et forlig med (SEC), fordi han havde skrevet tweets, som vildledte investorerne og påvirkede aktiemarkedet.

Dengang kostede det Tesla 260 millioner kroner, fordi han havde skrevet ud til sine 22 millioner følgere, at han overvejer at tage Tesla af aktiemarkedet.

'Overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar per aktie. Finansieringen sikret,' skrev Elon Musk på Twitter den 7. august 2018.

Oplysninger, som Musk ikke havde fået bekræftet.

I samme sag blev Musk også pålagt, at han fremover skal have godkendt tweets, som kan påvirke aktiemarkedet.