Efter flere dages kulde er der godt nyt forude

tytry
Foto: Ida Guldbæk Arentsen (arkivfoto)

Det skal være skidt, før det kan blive godt.

Sådan lyder et gammelt ordsprog, og det kan du trøste dig med i dag, hvor du må kæmpe dig gennem en gråvejsdag med byger, hagl og sågar måske også en enkelt snebyge.

Det bliver altså ikke i dag, du skal drikke din latte i solen eller lufte den nye havetraktor.

Torsdag morgen er temperaturerne igen under frysepunktet, og i løbet af natten har der været byger og slud flere steder.

Og der er mere på vej.

Bortset fra visse steder i det jyske kan det meste af landet se frem til en grå dag med både byger, sne og slud.

»Vi får lidt af det hele. Det bliver en skønsom blanding alt efter, hvor man er.«

Sådan lyder den nedslående melding fra vagthavende meteorolog hos DMI, Anja Bodboldt torsdag morgen.

Men selv om kalenderen siger forår, og de fleste af os har fundet både solcreme og havemøbler frem, så er der ifølge Anja Bodholdt intet unaturligt i, at vi lige nu går fra den ene yderlighed til den anden vejrmæssigt.

»Det er klassisk aprilvejr, hvor vi kan have nattefrost den ene dag og 20 grader den anden,« siger hun.

Det er især i Trekantsområdet, på Lolland-Falster, på Sydsjælland og Bornholm, at der kan falde hvidt nedbør.

Temperaturerne vil også være beskedne i hele landet.

Den gode nyhed er, at alting har en ende, og som antydet er det anderledes positive vejrnyheder, der venter lige om hjørnet.

I weekenden klarer det nemlig op, og påskeugen tegner - med meteorologens ord - 'ikke helt tosset endda.'

Men det er en helt anden sag, som vi vender tilbage til.

Glæd dig!