Drengene fra sjæleknuserfabrikken

Som børn var de udsat for tæsk, overgreb og unødig medicinering, mens de var i statens varetægt. I ti år har en gruppe tidligere børnehjemsbørn kæmpet for at få den officielle undskyldning, de mener kan give dem oprejsning og fred. Uden held.

Denne artikel er fra arkivet og blev publiceret første gang 16. maj 2015.

En forstander, der slog, indtil børnene måtte indlægges på sygestuen. En lærer, der hånede, hvis man tissede i sengen. Tæsk med nøgler i kraniet, løft fra jorden i håret eller bank med river og skobørster. En dreng, der græd, til han brækkede sig midt i aftensmaden – og blev tvunget til at spise resterne, inklusive eget opkast. En psykiater, der udskrev stærk psykofarmaka for banale lidelser. Poul-Erik Rasmussen har som tidligere børnehjemsdreng oplevet det hele. Og hvis ikke han erfarede det på egen krop som barn, så han det ske for andre.

Men hvis han i dag skal nævne det værste ved drengehjemmet Godhavn i 1960ernes Tisvilde, var det ikke de korporlige tæsk. Det var den ikke-eksisterende omsorg – for børn, der var taget væk fra deres forældre og placeret under den voksende velfærdsstats vinger:

»Vi fik aldrig noget kærlighed. End ikke et knus, når vi græd. Derfor har vi alle sammen taget en følelse af at være kasserede og værdiløse med i voksenlivet,« siger han.

I ti år har de tidligere børnehjemsbørn i foreningen »Godhavnsdrengene« kæmpet for at få en officiel undskyldning for de svigt  og den vanrøgt, de var udsat for som børn, og som allerede dengang var i strid med gældende lovgivning. Hidtil uden held. Fire skiftende socialministre har siden 2005 nægtet at undskylde, og i slut-april led Godhavnsdrengene med formand Poul-Erik Rasmussen i spidsen endnu et nederlag, da de i Københavns Byret fik dom for, at deres klagesag mod Socialministeriet er juridisk forældet. En dom, som foreningen efter 14 dages betænkningstid besluttede at anke. Børnehjemsbørnene vil, siger de, »gå hele vejen«:

»Vi har overvejet meget, om vi skulle fortsætte sagen, især på grund af den økonomiske belastning. Vi skal ud og skaffe penge nu. Men vi har kæmpet for det i ti år, vi vil ikke give op, så har vi jo spildt de 10 år. Der er også mange af vores kammerater, der er gået bort, og som vi skylder at få oprejsning,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Godhavnsdrengene. Poul Erik Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Allerede for ni år siden gav Norge en officiel undskyldning og økonomiske erstatninger til de borgere, der som børn havde været udsat for overgreb i statens varetægt. I 2011 fulgte Sverige op med en lignende undskyldning. Også Storbritannien, Australien og Canada har undskyldt til anbragte og tvangsfjernede børn.

Ifølge flere kilder, Berlingske har talt med, skyldes den manglende danske vilje til at gå samme vej en frygt for, at det vil udløse en bølge af erstatningskrav, selv om Godhavnsdrengene hele tiden har fastholdt, at de ikke søger økonomisk kompensation.

Maria Rytter, historiker og forfatter til »Godhavnsrapporten«, der i 2011 dokumenterede overgrebene på drengehjemmet, kalder det »hjerteskærende«, at det ikke er lykkedes at få en undskyldning:

»Det er jo ikke ministeren, der personligt skal undskylde. Ministeren skal undskylde på vegne af de snart 100 år gamle myndigheder, der skulle have passet på børnene. Det er et gennemgående brændende ønske hos børnehjemsbørn, at man anerkender dem, og ser, hvad der er sket for dem. At man velkommer dem tilbage i samfundet. Det er mange hundrede, hvis ikke tusinder mennesker, som går rundt med det ønske, og Godhavnsdrengene taler på vegne af dem,« siger hun.

Lisbeth Zornig Andersen, selv tidligere anbragt, kaldte i sin tid som formand for Børnerådet den manglende undskyldning for »et nyt overgreb«. Den kritik fastholder hun.

»Staten gik dengang langt ud over, hvad der var lovligt og moralsk i orden, og det må man undskylde for. Jeg ved personligt og fra dem, der har følt sig forkert behandlet af samfundet, at det er så frustrerende og kan forfølge en hele livet, at man har været offer for sådan et ansigtsløst væsen, der har bestemt ens skæbne. Det er det, vi ser i Godhavnssagen: At disse mænd, der er langt oppe i årene, aldrig har kunnet slippe det. De vil have en anerkendelse af, at det er sket for dem,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

For udenforstående kan det inderlige ønske om en undskyldning virke uforståeligt. For hvilken forskel gør simple ord 40 eller 50 år efter? Men en officiel undskyldning kan have en enorm betydning, siger lektor i retorik ved Københavns Universitet, Lisa Villadsen, som har forsket i statslige undskyldninger på internationalt plan:

»Rent menneskeligt har man ofte tendens til at vende det indad, hvis man bliver udsat for et overgreb. En undskyldning ændrer på styrkeforholdet mellem parterne, og gør ofret ligeværdigt igen,« siger hun.

I Godhavnssagen og en »undskyldningsproces« ligger desuden, mener Lisa Villadsen, en rig chance for at lære af fortiden:

»Allerede dengang var behandlingen af drengene på Godhavn jo ulovlig på flere parametre. Men det fik lov at ske. Det peger på en vis dobbeltmoral; at man så gennem fingre med misbruget, netop fordi det var anbragte børnehjemsbørn. En undskyldning vil tvinge os til som samfund at overveje vores syn på anbragte børn i dag,« siger hun.

Socialminister Manu Sareen (R) ønsker ikke at medvirke i et interview, men har fremsendt en tidligere kommentar om sagen på skrift:

»Det er på alle måder en meget ulykkelig sag. Jeg synes ikke, at de forhold, som Godhavnsdrengene levede under, var i orden. Nu har retten afgjort, at sagen er forældet og derfor afsluttet, men det ændrer ikke på, at sagens hovedpersoner har min dybeste medfølelse«.

Med medfølelse og beklagelse nytter intet, siger Godhavnsdrengenes formand, Poul-Erik Rasmussen:

»Jeg har hørt fra flere ministre, at det er synd for os. Der var også en af ministrene, der sagde, at vi ikke kan undskylde for mennesker, der ikke lever mere. Men så har de misforstået vores ærinde. Vi er ikke på hævnjagt efter de lærere, der mishandlede os. Det var systemet, der glemte at holde øje med os. Ministeren kan stille sig op og sige: »Det er rigtigt, hvad I siger, staten svigtede jer, I var noget værd.« Jeg tror den undskyldning ville give mange fred i sindet.«

»Når man vågnede om morgenen, frygtede man dagen«

Poul-Erik Rasmussen, 66 år. På Godhavn: 1962-1965

Godhavnsdrengene. Poul Erik Rasmussen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Min mor kom hjem fra arbejde en dag, og da jeg ikke var der, meldte hun mig savnet. Politiet kunne oplyse, at Børneværnet havde hentet mig. Jeg blev sådan set bare passet op på gaden af nogle fremmede mennesker, som tog mig med. Jeg forstod ikke en pind af det. Min mor heller ikke, men dengang stillede man jo ikke spørgsmålstegn ved autoriteter.

Min far døde, da jeg var fire år. Børneværnet mente ikke, at min mor kunne klare os tre børn alene. Hun arbejdede hårdt på en fabrik, og vi gad ikke gå i skole.

Jeg kan huske tydeligt, da jeg ankom til Godhavn. Forstanderen var en mand på 150 kilo med udstikkende øjne. Han var uhyggelig i et lille barns øje. Jeg fik at vide, at »du er kommet her, fordi ingen andre vil have dig«. Det fik vi at vide dagligt.

Jeg stak af 12 gange på tre år. Den ene gang stjal jeg og en lille rødhåret dreng, Jens, en båd ved kysten og stak af til Sverige. Vi var væk i 14 dage, inden vi blev fanget. Vi fik en ren sadistisk modtagelse, da vi kom tilbage. Da forstanderen var færdig med at slå, kaldte han på overlæreren, så skulle han tage over. Så måtte man ligge oppe på sygestuen, indtil man ikke havde mærker mere.

Der var forældre, der ikke fandt sig i det. Jeg har fundet avisartikler fra 1960erne, som beskrev, at forældre havde anmeldt forstander Christian Bek for vold. Men de kom ingen vegne, han blev pure frifundet.

Det frygtelige var, at der var den samme vold drengene imellem. Når man vågnede om morgenen, frygtede man dagen, for man vidste ikke, hvor volden kom fra. Men det væsentligste, når jeg ser tilbage, er måske, at vi aldrig fik noget kærlighed. Det var det, der gjorde mest ondt; at vi ikke måtte vise følelser og aldrig fik et knus. Det har fået mange af os til at lukke os inde i os selv i voksenlivet.

Da jeg kom ud derfra, var jeg en dreng, der ikke var gearet til samfundet. Jeg havde ikke nogen følelse af, hvordan jeg skulle gebærde mig. Og jeg havde ingen skolepapirer. Vi havde skolegang to timer om eftermiddagen hver anden uge, så alt jeg kunne, havde jeg lært mig selv.

TV: Mød børnehjemsdrengene fra Godhavn - hør deres historier:

 

Det var først i 2004, da jeg fik min første computer, at jeg fandt ud af, at man kunne lede efter gamle skolekammerater. Jeg havde ikke set nogen fra Godhavn siden. Ikke længe efter samledes vi næsten 20 personer.

Der kom en mand, som jeg egentlig troede var død som dreng. Han var om muligt endnu mere ked af at være på Godhavn end os andre. Så han fik den ide, at vi skulle hænge ham på høloftet, så det lignede selvmord. Han var sikker på, at han ville blive sendt hjem til sin mor og far, når han blev blå i hovedet. Problemet var, at vi bandt ham i et halstørklæde, så vi havde svært ved at få ham op og få ham fri igen. Han blev kørt væk i ambulance, og vi troede, han var død. I alle de år har jeg gået med den grimme tanke om, at jeg var med til at slå en ihjel. Men han var kommet hjem til sine forældre og havde fået det godt.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg var på børnehjem, men jeg har heller aldrig talt helt ind til det. Sådan er det med alle drengene. Vi har altid følt os anderledes. Kasserede, som vi konstant fik at vide, at vi var.«

»Han lukkede døren bag os, og så gik han fuldstændig amok«

Ove Hansen, 60 år. På Godhavn: 1966-1971

Godhavnsdrengene. Ove Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg blev modtaget på Godhavn af forstanderen. Han så meget flink ud, og det syntes mine forældre også. Han sagde: »Her skal Ove nok få det godt«.

Der gik ikke en uge, før jeg fik min første flade øretæve af forstanderen. Jeg var jo bange for at sove det nye sted og savnede dem derhjemme. Og så lå jeg og græd om natten i mørket. Vagten havde sagt, at jeg skulle tie stille, men jeg kunne ikke holde op. Dagen efter blev jeg kaldt ned til forstanderen. »Her græder man ikke,« sagde han, og så svarede jeg igen: »Jamen, det gør jeg altså«. Da fik jeg den første lussing.

Jeg kom derop, fordi jeg ikke kunne gå på almindelige skoler i København. Jeg var måske lidt umulig og pjækkede. Det var Børneværnet, der bestemte det, men mine forældre troede også, at det var det bedste. Jeg var 11 år og slap først derfra, da jeg var 16.

Jeg havde prøvet at få en lussing i skolen før, men det var anderledes på Godhavn. Der var regulære tæsk. Hvis man var lidt umulig, så fik man de der piller for at falde til ro. Jeg fik aldrig at vide, hvad det var for noget medicin. Jeg kan bare huske, at ham lægen godt kunne lide at pille. Han var psykiater, så det var svært at forstå, at han hele tiden skulle stikke en finger op i ens endetarm.

Når man stak af, fik man ekstra mange klø. Jeg kan huske en bestemt episode, hvor jeg havde været væk i otte dage. Jeg var taget ind til min mormor og morfar i København. Da jeg kom tilbage igen, blev jeg sendt ind til forstander Bek. Han lukkede døren bag os, og så gik han fuldstændig amok. Han slog og skubbede, så jeg røg ind i døre og dørkarme. Da han var færdig, havde jeg blå mærker overalt i hovedet og på kroppen. Så blev jeg sendt op på sygestuen, hvor jeg skulle blive liggende, indtil de blå mærker var forsvundet. Ingen måtte se det.

I dag vil vi bare have myndighederne til at indse og indrømme, at det der virkelig er foregået.«

»Da jeg blev smidt ud af Godhavn, var jeg narkoman«

Peer Balken, 60 år. På Godhavn: 1969-1971

Godhavnsdrengene. Peer Balken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Da jeg var tre år, døde min far. Da kom jeg på det første af forskellige børnehjem. Jeg var nummer 12 af 12 børn, og min mor var 46 år, da hun fik mig. Hun knækkede, da min far døde.

Jeg havde et par oplevelser på et par af børnehjemmene, som jeg helst ikke vil tale for meget om. Seksuelle overgreb og sådan. Men de fleste steder gjorde de nok, hvad de kunne, for at passe på os. Indtil jeg begyndte at lave hærværk og indbrud, så blev jeg sendt på Godhavn som 14-årig.

Jeg har ikke personligt oplevet at blive tævet på Godhavn, men jeg har set min værelseskammerat blive slået sønder og sammen. Jeg kom ind på vores værelse, da en af lærerne var i fuld gang. Det var med knytnæveslag i ansigtet. Jeg var heldig i den retning. Men jeg var udsat på en anden måde. Jeg fandt engang et billede af mig som knægt, og jeg kan godt se, at jeg var en køn dreng. Så kan du godt regne ud, hvor jeg vil hen.

Dét og medicinen var mit problem. Jeg var sengevæder, så jeg fik diverse sjove midler. Jeg har fået min sagsmappe her mange år efter, og i den står der, at jeg fik amfetamin for at undgå at tisse i sengen og valium for at falde til ro. Hver morgen og aften.

Jeg var 16 år, da jeg blev forvist fra Godhavn. Jeg havde som postdreng fået lov at køre ned i byen og hente post. Der mødte jeg nogle ældre drenge, og af dem lærte jeg at ryge hash og tage morfinbase. Da jeg blev smidt ud af Godhavn, var jeg narkoman.

Først da jeg var 27-28 år, fandt jeg ud af, at det ikke var særlig smart med morfinbase. Så det fik jeg afvænnet mig selv fra. I stedet blev jeg landevejsridder. Jeg vil ikke kalde mig selv dranker, men når man går på landevejen, er det jo rart at have en snaps at holde varmen på. Rutine kan man vel kalde det. Og sådan var mit liv indtil for ti år siden, hvor jeg flyttede ind i min et-værelses lejlighed her i Vanløse. Det er mit første rigtige hjem.

Jeg ved jo ikke, hvordan mit liv havde været, hvis barndommen ikke var faldet sådan ud. Jeg har tit funderet over, hvorfor kommunen godkendte min moster og onkel til at være plejefamilie for min bror, men ikke for mig. Man tænker jo, om tingene kunne være gået anderledes.

Selv om jeg havde oplevet kedelige ting førhen, var Godhavn måske dråben. Al den medicin jeg fik. Da jeg fandt ud af det, gav det mening, at mit liv blev, som det blev: At jeg skulle bruge 20 år af mit liv på at komme ud af stofnarkomani og nye 20 år på at finde ud af, at sprit og bajere ikke var nogen løsning.

Engang imellem spekulerer man over, om det egentlig var ens egen skyld. Jeg har hele mit liv haft den der uro i kroppen, at jeg ikke kan finde ud af det: Var det nu også min fejl? En undskyldning og en anerkendelse kunne give noget fred for mig. Og efter min mening kan et samfund ikke efterfølgende passe bedre på børn, hvis ikke de erkender fortidens synder.«

»Der stod i mine papirer, at jeg ingenting kunne«

Ole Hansen, 66 år. På Godhavn: 1962-1964

Godhavnsdrengene. Ole Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Der var noget med en billetblok, jeg faldt over i en togkupé. Det fristede for meget. Den lå frit fremme på konduktørens sæde, lige til at udfylde, og så tænkte jeg: Nu skal jeg dælme gratis til København.

Det gennemskuede konduktøren med det samme, da han så mine kragetæer på billetten. Politiet hentede mig i Ringsted, og to dage senere blev jeg sendt til Godhavn, 14 år gammel.

Det var ikke hver dag, vi fik klø. Men det var tit. Det var forstander Beks måde at reagere på; ingen forsøgte at finde ud af, hvorfor vi drenge opførte os, som vi gjorde. Stak af eksempelvis, eller græd.

Han kunne slå først på den ene side af hovedet, så på den anden. Eller med en sammenrullet avis, hvis han blev forstyrret i sin eftermiddagslæsning. Eller man kunne få som straf, at man skulle sidde på en plads i dagligstuen hver dag i en uge, uden at nogen måtte tale med en.

Jeg kom væk fra Godhavn i 1964, men da jeg nogle år senere ville i gang med en uddannelse, kunne ingen hjælpe mig. Det viste sig, at der stod i mine papirer, at jeg ingenting kunne, at man ikke kunne regne med mig, og at jeg ikke duede til noget. Det var mit højeste ønske at blive filmoperatør, og dét kunne jeg i hvert fald ikke finde ud af, stod der. Men det blev jeg.

Min fejl var i mange år, at jeg aldrig talte om Godhavn. Jeg havde svært ved at placere mig selv i et familieliv. Lige pludselig var der nogen, der holdt af en, og det kunne jeg slet ikke leve op til. Jeg har været gift tre gange, for jeg lukkede aldrig op for posen.

Det var først, da jeg i 1997 ved en indskydelse kørte op til Tisvilde for at se, hvordan der ser ud på Godhavn i dag. Det var noget helt andet. Jeg blev budt på kaffe. Og jeg så en pige, der kom ridende, rigtig glad, på sin hest. Det satte gang i tanker.

Jeg tror, Godhavn har præget mig. Mange ting havde set anderledes ud uden den oplevelse. Der har manglet en vigtig brik i vores tilværelse. Omsorgen.«

»Systemet har hele tiden har vidst, hvad der foregik«

Arne Roel Jørgensen, 63 år. På Godhavn: 1966-1967

Godhavnsdrengene. Arne Roel Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg har vist prøvet at komme væk fra det hele mit liv. Og min måde var at knokle røven ud af bukserne. Jeg var som IT-mand for Skat og politiet ekspert i at finde ting frem i computerens hukommelse, som ikke eksisterede mere. Men min egen hukommelse forsøgte jeg at fortrænge længe. Det gik indtil for to år siden, da jeg knækkede fuldstændig og fik konstateret PTSD.

Min far var ude i hele verden som rejsemontør, så min mor stod alene med fem børn. Jeg pjækkede så meget fra skole, at Børneværnet først sendte mig til Bornholm i fire år, siden til Godhavn.

Jeg var en af dem, der tissede i sengen. Man troede, man havde fred om natten, men man lå vågen og spekulerede på, hvad der kunne ske næste dag. Vi, sengevæderne, blev hånet af lærerne, når vi vågnede om morgenen. De viste det til alle de andre drenge; »se, den svineunge har tisset i sengen«. Og drengene spillede med. Så længe en anden dreng blev hånet af lærerne, var man selv fredet. Bagefter blev man stillet ud i gården, hvor man skulle stå med det våde lagen i udstrakte arme, indtil det var tørt.

I min journal, som jeg siden har fået aktindsigt i, står der, at jeg fik Truxal mod sengevædningen. Men det middels kraftigste bivirkning er problemer med at holde på vandet.

Vi blev slået så tit, at jeg knap kan skelne årsagerne fra hinanden. Hvis man gik forkert, fik man en på hovedet. Hvis man åbnede døren forkert, fik man en på hovedet, blev sendt ud og skulle komme ind igen. Man blev slået, til man havde gjort tingene rigtig, men det blev aldrig sagt, hvad man egentlig gjorde forkert. Det var ren tortur.

Den dag, jeg troede, skulle være mit livs højdepunkt – den dag, jeg endelig skulle hjem – blev et mareridt. En lærer opdagede, at jeg var gået til trinbrættet uden at sige farvel til forstander Bek. Hvordan kunne jeg være så utaknemmelig, at jeg var gået uden at sige tak? Så fik jeg en omgang tæsk mere. Jeg gik grædende til toget.

Jeg havde ikke rigtig noget tilhørsforhold til nogen steder, fordi jeg havde været anbragt i så mange år. Jeg havde intet lært og følte ligesom de andre, at jeg var forkert alle steder. En af »de forkerte«. Der var intet efterværn, ingen, der fulgte op på os. Vi kom bare ud i den store verden og var meget nemme at lokke ind i kriminalitet eller narko. Jeg kom med i den venstreorienterede bevægelse og demonstrerede mod Vietnamkrigen og alt muligt andet. Jeg trængte bare til sammenhold med nogen, og så var jeg nærmest ligeglad med hvad.

Mange af drengene deroppefra er aldrig blevet voksne. Nogen har haft 70 arbejdspladser siden. Nogen er døde med en sprøjte i armen. Vi har haft masser af ægteskaber og masser af børn.

Men der var noget i mit baghoved, der sagde, at jeg skulle bevise noget. At jeg var god nok. Det var en følelse af, at jeg som børnehjemsbarn skulle bevise det dobbelt, at jeg var noget værd. Så jeg har knoklet røven ud af bukserne i hele mit arbejdsliv. Lige indtil for to år siden, da filmen knækkede.

Hvis vi havde fået den undskyldning, kunne det være, at man kunne føle, at man alligevel var god nok. Jeg mener, at systemet hele tiden har vidst, hvad der foregik.«

»Det kunne gå voldsomt til, når nattevagten forsøgte at få ro«

Otto Køldal, 66 år. På Godhavn: 1962-1964

Godhavnsdrengene. Otto Køldal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg havde allerede været fire år på Høng Børnehjem, da jeg kom på Godhavn i 1962. I Høng blev vi aldrig slået, vi var kun 30 børn, og vi gik i almindelig folkeskole. Men jeg var blevet 14 år efterhånden, og det mente man ikke passede med de små piger, der også var på Høng Børnehjem.

Jeg kom op til et sted, hvor der kun var drenge, og hvor vi var flere på én sovesal end på hele Høng Børnehjem. Det var voldsomt. Og et helt andet miljø, hvor der blev slået for et godt ord. Jeg opdagede meget hurtigt, at en del af den magt, lærerne udøvede, var vold. Alt, der kunne konfliktes på, blev taget op. Voldeligt.

Man kunne få en øretæve flere gange om dagen. For eksempel når man blev taget i at ryge »luki«, som vi kaldte dem - lokumssmøger, der var lavet af tobaksudskrab fra diverse cigaretskodder pakket ind i stift, gult toiletpapir. Lærerne havde det med at luske sig ind på os og opsøge konflikten, og det kunne gå meget voldsomt til, når nattevagten forsøgte at få ro på sovesalen om aftenen.

Men volden foregik mest inde hos forstander Christian Bek. Der var ikke vidner på; man kunne først se det, når drengene kom ud. Mange så ud, som om de havde været i boksekamp. Bek var en stor tung mand, hvis største fornøjelse var at smide drengene på en chaiselong og sætte sig på dem.

Der var ingen opsyn med noget. Skolen vidste en uge i forvejen, når der kom tilsyn. Så blev Godhavn pudset og poleret, men inspektøren gik bare ind på forstanderens kontor og spiste frokost, før han kørte igen.

Der var heller ikke tilsyn med undervisningen på Godhavn. Og dengang i 1960erne gjaldt folkeskoleloven altså også på børnehjem. Vi fik aldrig karakterer og gik aldrig til eksamen. Det var et kæmpe svigt af os; selv dengang kunne man jo hverken få job eller uddannelse bagefter uden skolepapirer. Da jeg kom ud, måtte jeg opgive at uddanne mig videre. Så jeg har kørt bus i 30 år i København.

Det er især det manglende tilsyn, staten rimeligvis kunne undskylde for. Hvis det havde været effektivt, så havde vi ikke været udsat for den vold og de eksperimenter, som vi blev. Hvem ved, hvor mange andre steder, det også har haltet? Så staten må påtage sig det ansvar.«

»Jeg fik én på kassen af forstanderen, så snart min mor var gået«

Johnny Clausen, 58 år. På Godhavn: 1969-1970

Godhavnsdrengene. Johnny Clausen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg mistede min far, da jeg var lille. Min mor var alene med tre børn og måtte have tre jobs for at klare det. Hun var aldrig rigtig hjemme. Jeg ved ikke, om det var fordi min mor arbejdede så meget, eller om det var fordi, jeg var ordblind... Lige pludselig stod Børneværnet og politiet der bare, og så blev jeg sendt til Godhavn. Jeg var 12 år.

Jeg kan huske ankomsten tydeligt. Den står klart i min hukommelse, fordi jeg fik sådan én på kassen af forstanderen, så snart min mor var gået. Fordi jeg græd, og »på Godhavn græd man ikke«, sagde han. Det gjorde dobbelt ondt. Jeg skulle sige farvel til min mor, og jeg var aldrig blevet slået før, hverken af min mor eller far.

Siden fik jeg ofte en på hatten. Det skete, når vi græd, hvis vi ikke kunne spise op, eller hvis vi forsøgte at stikke af. Jeg satte mig en dag op på taget af Åsen (soveafdeling, red.) og sagde, at jeg ikke kom ned nogensinde, hvis de slog mig igen.

Hver dag på Godhavn fik jeg en »vitaminpille«. Jeg spiste dem, for jeg troede, at jeg skulle have dem for at holde mig sund og rask. Siden har jeg fået aktindsigt i min journal og har læst, at det var Truxal (stærkt antipsykotisk, beroligende middel, red.), psykiateren Ib Ostenfeld gav mig. De ville have, at man var konstant døsig hele tiden, så man ikke var fræk.

Jeg kom hjem, da min mor giftede sig igen. Hun var meget ulykkelig over, at jeg var deroppe. I mange år har jeg sådan set fortrængt de år. Jeg har været heldig, at jeg fandt en sød pige at leve sammen med, som var virkelig sød til at hjælpe mig igennem det. Men jeg ved, at flere af mine gamle venner, de andre Godhavnsdrenge, havde en meget hård ungdom efterfølgende. Nogle med narko, mange er døde. Jeg kan ikke forstå, at det skal være så svært for myndighederne at sige undskyld.«