Det dræbende spor

En bombe eksploderede under Henrik Christian Christiansens lastbil, og trykket gjorde det af med ham. Han var soldat helt ind til benet og fik ifølge sin chef den død, han ville have ønsket sig.

Dette er det sidste billede af oversergent Henrik Christian Christiansen. Godt fem timer efter dette billede er taget, bliver han erklæret død - dræbt af kvæstelserne fra en vejsidebombe. Privatfoto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henrik sidder på passagersædet og filmer ud gennem forruden på sin let pansrede MAN 27 forsyningslastbil. Han drejer kameraet mod sin chauffør, Mads, som ikke flytter blikket et sekund, men koncentreret følger lige i sporet på tre pansrede mandskabsvogne, der kører foran dem.

Henrik drejer kameraet mod sig selv og smiler skælmsk til kameraet bag sit nyanlagte røde fuldskæg. Herefter filmer han ud gennem forruden, hvor man kan se kolonnen foran med de tre Piranhaer fra Charlie-kompagniet, som skærer sig igennem ørkensandet.

Døde af indre blødninger
HVAD HENRIK CHRISTIAN Christiansen ikke kan vide er, at han er i færd med at filme sin egen snarlige død. Han har kun været i Afghanistan i et par uger som sektionsfører i Charlie-kompagniets forsynings- og vedligeholdssektion, men det er femte hold, han er på i Afghanistan. Så han er mildest talt veteran i denne slags opgaver og kender denne situation ud og ind. Det gælder bare om at holde lastvognen i sporet, så kan der stort set ikke ske ham og chaufføren noget.

Når vi i dag meget udførligt kan beskrive hændelsesforløbet denne kvælende hede augustdag i Helmand, skyldes det, at Henriks videooptagelser fortsat eksisterer og ligger i hans storebror Frank Carlsens computer. Her kan man se støvet hvirvle op fra de forankørende Piranhaer og skimte sporene i ørkensandet.

Frank Carlsen, som selv er soldat, kender farerne ved, at lastbilen kommer bare få centimeter uden for sporene – det kan udløse en vejsidebombe.

Eksplosionen er ikke med på videooptagelsen, men den må have været sønderrivende. Henrik Christiansens nærmeste ven i Helmand, overkonstabel Mikkel Riis Christensen, forklarer:

»Hele ophænget og hjulet i højre side af lastbilen bliver sprunget væk, og bunden trykket op. Der, hvor hans ben stak ned til gulvet, var metallet trykket op i monteringshøjde med sædet, så det var plant som en seng. Det var så massivt et tryk, at Henrik senere døde af indre blødninger.«

Mens lastbilen er totalt smadret i Henriks side, er der stort set intet at se i chaufførens side. Forklaringerne svinger mellem, om Mads udelukkende fik et blåt mærke eller måske et plaster på den ene lillefinger.

I DANMARK sendte Forsvaret besked til offentligheden, om at en soldat var kvæstet og siden død af sine kvæstelser. Han blev sendt i helikopter fra Attal-lejren til Camp Bastion, som er den største internationale militærlejr i Helmand-provinsen. I Camp Bastion sad Mikkel Riis Christensen og fulgte nøje med, da meldingen om Henrik Christiansen kom.

»Jeg sad og fulgte alle de skriftlige meldinger, der kom. I militæret fortæller man kun vores medarbejdernumre, og jeg kunne se, at MA-nummer 300-556 var på vej med helikopter. Det var nemt for mig at se, hvem det var, da jeg kendte hans nummer udenad. Jeg kunne se, at han var fløjet derudefra og ville lande inden for ti minutter,« fortæller Mikkel Riis Christensen.

Overlægen, feltpræsten og MP-majoren skulle møde Henrik straks efter landingen og se, om de kunne lave en redegørelse hjem til Hærens Operative Kommando.

Det er herfra, meldingerne går videre til regimenterne hjemme i Danmark samt medier og offentlighed. Mikkel Riis Christensen fik lov at gå over til Henrik hurtigt efter. Der var en forståelse for, at når en af »hans drenge« – det vil sige soldater fra Livgarden – var ramt, kunne han komme hurtigt over til dem.

»Mange af dem kendte mit ansigt, og det ville måske være lettere for dem at sige hej til mig og snakke ud end at kigge på en major, de aldrig havde set før,« fortæller soldaterkammeraten, som aldrig nåede at se Henrik i live den eftermiddag.

»Inden jeg nåede over til Henrik, blev han erklæret død klokken 16.30 den 25. august. Der knækkede filmen fuldstændig for mig – jeg brød helt sammen. Han var 50 procent af de 100 procent motivation jeg havde for at tage af sted med kompagniet. Så jeg havde mistet en hel del af min begrundelse for at være med på det hold,« siger Mikkel Riis Christensen.

Vidste hvad klokken var slået
HJEMME I DANMARK sad tre mand klar til at kontakte den nærmeste familie: en oberst og en kontaktofficer fra Den Kongelige Livgarde samt en feltpræst. Henrik Christiansen havde enten ikke udfyldt sine papirer ordentligt, eller også var der uoverensstemmelser mellem papirerne og Hærens computer. I hvert fald gik det galt hjemme på Østerbro. I stedet for at kontakte broderen eller søsteren, som begge har familier og børn til at støtte sig, gik de til Henriks mor, Elsemarie.

Vivian havde netop været på café med sin mor, som bor i samme boligblok. Da hun kom op i sin lejlighed og hjalp sin søn af med tøjet, kunne hun se, at moderen allerede havde ringet. Inden hun nåede at ringe tilbage, kastede hun et blik ned på vejen, hvor to ranke militæruniformer kom gående i retning af hendes opgang: »Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået!«

Obersten kunne fortælle familien, at Henrik havde fået hjertestop tre gange. Efter det sidste vågnede han ikke op. Han havde ikke lidt, sagde han, da der havde kørt en sanitetslæge lige bag ham, som omgående pumpede ham med morfin for at lindre smerterne fra de indre blødninger.

»Han kom vist til bevidsthed. Vi har fået at vide, at han talte med feltpræsten, men vi har endnu ikke kontaktet feltpræsten for at høre, om han reelt sagde noget, eller bare sagde av-av«, fortæller Henriks storebror.

Mikkel Riis Christensen bekræfter, at Henrik fik den sidste olie af feltpræsten i Camp Bastion, hvilket ifølge Mikkel var lidt ironisk, da Henrik kort forinden havde fortalt ham, at han var blevet buddhist.

Hans livsbane var afstukket
HENRIK CHRISTIAN Christiansens chef i Charlie-kompagniet, major Jacob Andersen, var ikke i tvivl om, at Henrik var den fødte soldat, der elskede livet som soldat.

»Hvis Henrik selv skulle have valgt sin vej ud af denne verden, ville det have været, mens han gjorde det, han elskede. Han fik desværre på ulykkelig vis, og for os andre en uretfærdig måde, lov til som det sidste, han gjorde i denne verden, at få dette opfyldt,« sagde Jacob Andersen.

Ved bisættelsen i Garnisonskirken nævnte feltpræst Kim Jacobsen fotoet af den lille toårige Henrik med bror Franks blå baret på hovedet: »Hans livsbane var afstukket,« sagde han.

Nede i kirken sad to amerikanske soldater, der havde bedt om orlov for at rejse til Danmark – den ene fra Kandahar i Afghanistan den anden fra Bagdad i Irak. De rejste de mange tusinde kilometer for at ære deres ven og for at aflevere et trekantsfoldet amerikansk flag til hans mor og hans regimentschef.

De kaldte ham »The Great Dane.«

Læs også:

Web-tv: Om lidt dør Henrik
Oversergent Henrik Christian Christiansen filmede den køretur, der senere kostede ham livet. Se de gribende billeder, og få et indblik i, hvordan han boede i Afghanistan.