Den sidste mission

Anders Storrud var frustreret før sin udsendelse til Afghanistan. Kort før afrejsen blev missionen ændret, og han frygtede, at soldaterne ville komme hjem i kister. Men efter at have analyseret situationen med sine chefer bakkede han fuldt og helt op.

Foto: RAF
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cafeteriet i bunden af Rigshospitalet er normalt et fredsommeligt sted at opholde sig. Patienter og familier sidder ved små firkantede borde og drikker kaffe og taler sagte med hinanden. Men i sensommeren 2007 hævede major Anders Storrud sin stemme og hamrede flere gange hænderne ned i det vakkelvorne metalbord. Han formåede ikke at skjule sin frustration og vrede over den opgave, der lå foran ham i Afghanistan.

»Vi kommer ikke hjem i live. Jeg er så tosset over det, for det er simpelthen for farligt – vi kommer ikke hele hjem,« sagde han igen og igen med sitrende stemme.

Anders Storrud blev straks efter forlegen og undskyldte sin opførsel. Han blandede aldrig familien ind i de problemer, han som soldat stod overfor. De var samlet på Rigshospitalet, hvor hans far, Carsten, var indlagt med en livstruende infektion efter en hjerteoperation.

Anders plejede at holde facaden og underspille omfanget af de missioner, han skulle ud på. Han havde prøvet en del før som udsendt i Kosovo og Irak. Men denne gang var det anderledes, fordi han skulle på en farligere opgave og havde et større ansvar. Som kompagnichef havde han flere end 130 soldater direkte under sig, og i næsten et år havde han trænet dem i ørkenkrig. Altså krig i golde, flade områder, hvor fjenden har svært ved at gemme sig, og danskernes militære isenkram derfor er overlegent.

Men tidligere på sommeren ændredes missionen for Hold 4 i Afghanistan fra ørkenkrig til decideret angrebskrig i den såkaldte Green Zone, der er et grønt bælte af høje majsplanter, korn og træer, der smyger sig langs Helmand-floden i den sydlige del af landet. En junglelignende krig i sådan et terræn er langt farligere, fordi Taleban-krigerne lettere kan gemme sig og komme tættere på de danske soldater. Ligesom fjendens lette våben er mere effektive under sådanne betingelser.

Det var den frustration, Anders Storrud gav højlydt udtryk for i cafeteriet på Rigshospitalet. Han mente ikke, at hans mænd var trænet godt nok til præcis sådan en opgave.

»Så må du jo sige nej,« prøvede hans mor, Liv Storrud, som var urolig på sønnens vegne.

DET VILLE HENDES SØN ikke høre tale om. Hvis han sagde nej til opgaven, ville det svare til at desertere, mente han. I stedet gik han til sin chef, oberstløjtnant Kim Kristensen, der som bataljonschef havde det øverste ansvar over de danske styrker i Afghanistan.

»Som min underordnede var Anders Storrud en stor hjælp, fordi han havde selvtilliden til at sige mig imod,« fortæller Kim Kristensen i dag. Han husker deres samtaler forud for missionen med lysende klarhed:

»Han kunne blive frustreret over eksempelvis den sene beslutning om, at vi skulle have et ansvarsområde som bød på nye udfordringer i forhold til det, vi umiddelbart havde trænet til. For os alle var det noget af en frustration. Anders og jeg drøftede fordele og ulemper igennem, og selvom vi begge kunne se ulemper, så var der også fordele ved dette område. Blandt andet var der mange flere civile indbyggere, som nu dagligt kunne få nytte af vores tilstedeværelse. Når vi så havde vendt dette – eller jeg havde fået vendt det med mine chefer – så måtte vi lytte til de svar, vi fik, og derefter træffe en beslutning. Og Anders rendte aldrig rundt bagefter og sagde, at det var en forkert beslutning.«

Kim Kristensen var ikke i tvivl om, at Anders Storrud var den rigtige kompagnichef til det hårdeste område, danske soldater havde befundet sig i siden 1864: »Alle, jeg spurgte til råds, nævnte Anders Storruds navn, og jeg var enig. Han var suverænt godt kvalificeret.«

Anders Storrud kendte til fulde de farer, han og hans mænd kunne blive udsat for i Afghanistan. Og hvis de var i tvivl, blev de hurtigt mindet om dem. En af de første dage af missionen i Helmand blev to danske soldater såret i kamp. Få dage senere omkom to unge konstabler, Mikkel Keil Sørensen og Thorbjørn Reese, da de ved en fejl blev beskudt af britiske missiler.

Missionen viste sig præcis så vanskelig, som Anders Storrud havde frygtet.

ANDERS STORRUD VAR ligesom oberstløjtnant Kim Kristensen kendt for sin offensive indstilling til at føre krig. Fjenden skulle lære at frygte de danske soldater. Kim Kristensen lancerede tankegangen og sloganet »i morgen angriber vi igen«, og Anders Storrud besvarede ethvert angreb fra Taleban med dobbelt styrke. Kom de med rifler, blev de mødt af kanoner.

Midt i oktober 2007 planlagde og udførte Anders Storrud den såkaldte Operation Venus, som havde til opgave at ødelægge en fjendtlig morterstilling og rense flere lokale bebyggelser for fjender. Men da det danske kompagni om formiddagen den 15. oktober kørte på en mine og siden kom under voldsom morterbeskydning, gav Anders Storrud ordre til sine mænd om at trække sig tilbage.

Flere af hans mænd havde været til fods i området, men søgte i sikkerhed i deres mandskabsvogne på grænsen mellem ørkenen og Green Zone. Lugerne blev lukket en efter en, men en enkelt stod åben endnu. Det var Anders Storruds egen. Fra sin pansrede mandskabsvogn på et ørkenplateau kunne han overvåge tilbagetrækningen. Han stod med overkroppen oppe for at sikre sig, at alle hans mænd kom i sikkerhed, da en mortergranat med et øredøvende brag slog ned tre meter til højre for køretøjet.

Mandskabet nede i den pansrede vogn troede, at Anders Storrud var sluppet uskadt. Men granaten havde dødelig effekt. Et sprængstykke var gået direkte igennem Anders Storruds hjelm og ind i hjernen. Han gled bevidstløst ned fra lugen og kom aldrig siden til bevidsthed, selvom han først åndede ud næste formiddag klokken 10.59.

Kompagnichefens død havde en lammende effekt i den danske lejr. Soldaterne troede nærmest, at Anders Storrud var udødelig, og flere af dem var udelukkende taget med til Afghanistan, fordi de skulle arbejde under hans kommando.

»Enheden nægtede at tro, at Anders kunne dø. Mens han lå såret, gik folk rundt og talte om, at han selvfølgelig ville komme tilbage. Jeg forsøgte i min tale til folkene at udtrykke, hvad vi alle sammen godt vidste, at Anders ville have sagt, hvis han havde været i mit sted. At vi skulle videre, og at tabene ikke måtte være forgæves,« fortæller Kim Kristensen.

I MÅNEDERNE EFTER Anders Storruds fald angreb de danske tropper længere oppe i den grønne zone, og den yderste forpost har i dag taget navn efter den danske major – Armadillo-lejren.

»For mit vedkommende var det sværeste på hele missionen at miste Anders,« siger Kim Kristensen, som har svært ved at sætte en øvre grænse for Anders Storrud muligheder i det danske forsvar, hvis han var vendt hjem fra Afghanistan med livet i behold:

»Havde Anders fået chancen, var han gået hele vejen og blevet forsvarschef. Det er hurtigt at afklare en officers faglige niveau, og her var han sublim. Han kunne alle procedurer til præcision, han vidste alt om våbentyper og kendte vores udstyr ud og ind. Men Anders havde oven i nogle kvaliteter, som uden tvivl havde båret ham langt: Socialt var han omgængelig, sjov og fræk som en slagterhund.«

Anders Storrud faldt som soldat i en krig mod Taleban og al-Qaeda. Spørgsmålet er, om det er værd at dø for? Til det svarer Liv Storrud, at hun ikke selv er udenrigspolitisk kyndig nok til at afgøre, om det er en sag, der er værd at dø for:

»Men jeg tænker, at det er værd at dø for, hvis man kan se en mening med det. Og det kunne Anders. Han mente, at det var værd at dø for – og så var det værd at dø for.«

Anders' mor: Han mente det var værd at dø for