Den længste dag

Sonny Kappel Jakobsen og Christian Damholt blev dræbt af en selvmordsterrorist, da de var på opgave i byen Gereshk i Helmand. Deres død satte dybe spor i kollegerne, som her fortæller om den længste dag i deres liv - den 17. marts 2008.

Privatfoto fra Sonny Kappel Jakobsens militærbegravelse. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Familierne til udsendte soldater lever til en vis grad i uvished om den skæbne, der overgår deres kæreste. Et brev, et telefonopkald, en hilsen, et livstegn betyder alt. Med jævne mellemrum sender soldaterne nyhedsbreve hjem til familierne om livet ved fronten og i lejren.

Normalt er det med smil og glæde, at soldaterne skriver hjem. Men nyhedsbrev nummer 3 fra den 21. marts 2008 er præget af de hændelser, der skete i Gereshk by fire dage forinden, hvor to danske soldater mistede livet.

Til tider kan det være svært at rekonstruere, hvad der præcis sker, når en soldat falder i kamp. Men i dette tilfælde giver ni af Sonny Kappel Jakobsens og Christian Damholts kolleger i CIMIC-delingen en minutiøs gengivelse af, hvad der skete for dem i minutterne og timerne før og efter de to soldaters død, som skyldtes en selvmordsterrorist, der gik ind i mellem dem og udløste sin sprængladning.

Familierne til Sonny Kappel Jakobsen og Christian Damholt har indvilget i at give Berlingske Tidendes læsere et blik ind i den smerte, de gennemgik sidste forår. Soldaterkammeraterne – Jens, Kai, Brian, Jann, Johannes, Klaus, Søren, Rump og René – er efter aftale med familierne gengivet uden efternavn og rang.

“Den 17. marts 2008

Mandag den 17. marts er en dag, der altid vil blive husket af os alle. Den 17. marts oplevede vi, hvordan verden med ét slag kan ændre sig. Den dag har sat sit evige præg på os – alle som en.

Dagen startede som mange andre dage – vi holdt vores normale morgenmøde klokken cirka 8 og fandt ud af, hvad der skulle laves i løbet af dagen, og hvad der var af nyt fra i går. Jens får opdateret os på situationen, som den blev givet aftenen før. Det bliver 28 grader og sol – en dejlig dag.

Rapporterne fra Klaus og Søren og Rump og Rene er kommet ind og skal gennemgås. Der er mange forskellige sager og projekter, som skal følges op på. Christian og Sonny skal på en kort patrulje i Gereshk for at følge op på nogle detaljer vedrørende et kvindecenter, en skole og lidt andre ting. I dag har de fået en kvinde med. Jann hjælper hende med at få monteret den personlige radio, hun har lånt af ham.

Dagen før har en ny signalkvinde talt med os om, at hun gerne ville lidt ud af lejren i stedet for bare at sidde inde ved radioen og computeren. Sanne er lige kommet til FOB Price i Gereshk. Jann fortæller hende, at hvis det overhovedet er en mulighed ved os, så må det være i Gereshk, da der er meget brug for en kvinde dér. Patruljerne er som regel så kortvarige, at hun stadig kan passe sin signaltjans. Hun dukker op inde på kontoret, og Jens og Brian taler med hende, og efter at have talt med Christian og Sonny om det, bliver vi alle enige om at prøve det. Sonny og Christian er meget entusiastiske ved at få hende med – det kunne blive rigtig godt, hvis vi kunne få fat i kvinderne hernede gennem hende. De aftaler, at hun stiller dagen efter ved bilen sammen med dem.

Vi går alle i gang med vores daglige gøremål. Nogle får kigget de indkomne sager igennem i de forskellige mailsystemer, vi får lige kigget e-mails hjemmefra, og Johannes og Brian skal lige have en ekstra kop kaffe og en cigaret uden for i den dejlige morgensol.
Verden lukker sig

En kollega haster mod operationsrummet:

”Patruljen i Gereshk er blevet ramt af en IED (improvised explosive device, red). Har I fået informationen?”

Morgensolen brænder nu. Brian, Johannes og Kai går ind og fortæller det videre til Jens, der straks går til operationsrummet. Verden står stille hos os – vi holder alle vejret, håber og beder til det bedste.

Der er ikke meget information at få i operationsrummet endnu. Det flyvende kamera, RAVEN, viser billeder fra stedet. Eksplosionsstedet kan ses, men der er mennesker, som går rundt. Det virker ikke, som om der er kaos. Alt kan være rimeligt endnu. Telefonen ringer og vagthavende taler højt, mens han noterer. Melding om en tjekke, en brite… og en dansker. Nej. Åh nej. Hvad er det, hvem er det? Der kommer ikke flere informationer.

Jens går op til infirmeriet for at høre, om de har flere oplysninger. Han finder Sanne siddende – under behandling på en bænk. Hun beder om at tale med ham alene, og sygeplejersken går. Jens sætter sig på hug ved hende og lægger en hånd på hendes knæ.

”De klarede den ikke,” siger hun.

Hvad? Hvad mener du?

”Christian og Sonny – de klarede den ikke,” gentager hun.

Verden lukker sig.

De klarede den ikke

Rump og Rene sidder i den lille lejr Oscar 4-4 og lytter til meldingerne over radionettet. Der er mange meldinger om en hændelse i Gereshk. Stemmerne taler hurtigt, der er et strejf af panik over dem. Rump lytter efter, men det er først, da han hører, at der er en tjekkisk soldat ramt, ørerne virkelig bliver spidse. Det var jo de tjekkiske soldater, Christian og Sonny skulle gå med.

Han løber ind og henter satellittelefonen. Johannes er gået op for at hente Jann, der efter at have løbet en tur er gået op for at tage et bad. Johannes beder ham komme ned – vi har tilskadekomne. Jann spørger, om det er i Gereshk, og Johannes bekræfter. Maven strammer og alt bliver mørkere.

Kai og Brian sidder på kontoret – satellittelefonen ringer. Rump spørger ind til det, han har hørt; en patrulje i Gereshk, der er ramt af en IED. Kai taler med ham – vi har ikke informationer, vi kan give ham, men han får at vide, at vi ikke må ringe hjem endnu – alt er for uvist endnu. Jens kommer løbende tilbage til kontorområdet. Han er meget påvirket og kan næsten ikke tale. Brian står uden for og ryger igen og møder ham midt i gården.

”Det er Christian og Sonny – de klarede den ikke.”

Det passer slet ikke – det må ikke passe. Jens samler sig en smule og fortæller, at han har det fra Sanne. De går hen til operationsrummet og taler med en fra staben. Han fortæller dem, at der er én død og én lettere såret dansker. Der er håb endnu, det her må bare ikke være rigtigt. Jens og Brian taler videre med kollegaen fra staben. De bliver enige om, at Sanne ikke skal sidde alene deroppe, og det er også nødvendigt at forsøge at få den information, hun kan give.

Brian går derop. Sanne sidder stadigvæk uden for på bænken sammen med en anden pige, Lotte. De tager hende med ind på et kontor over for infirmeriet og lukker døren. Der er flere sårede på vej ind, og dem behøver hun ikke se. Sanne er i en choktilstand og har trykskader i hovedet – hendes ene kind er hævet meget op, og hun har en del rifter og flænger fra stenslag. Den glade, kønne pige ligner slet ikke sig selv.

Brian og Lotte taler med hende i en halv times tid, indtil sygeplejersken kommer ind og beder om, at hun bliver fløjet til hospitalet med den første helikopter 1130. De følger hende ned og får sat hende på helikopteren sammen med nogle bårer med de andre sårede.

Djævleyngel
Der er sendt en besked ud til Klaus og Søren i Armadillo, om at de skal ringe ind. Da de ringer, er det Kai der tager telefonen. Klaus er som sædvanligt i godt humør.

”Vi har fået tab!”

Samtalen ændrer fuldstændig karakter. Stadigvæk kan der ikke siges noget præcist til dem. Jens går i mellemtiden tilbage til infirmeriet for at finde Sanne igen – men kan ikke finde hende. På vej tilbage møder han stabschefen, der beder om at tale med ham alene.

”Christian og Sonny er begge dræbt.”

Kræfterne forlader kroppen. Jens sætter sig ned og græder. Det mest utænkelige, mest forfærdelige er sket. Vores værste mareridt – og vi går rundt midt i det. Vi vågner ikke om lidt og tørrer sveden af panden. Det er sket. Vi samles alle inde på kontoret klokken lidt over 12. Jens fortæller os alle, at det nu er bekræftet. Alle håb forsvinder, verden er et grumt sted at være lige nu.

Stabschefen fortæller, at det er ude i pressen, at der er sket en ulykke, og HOK derfor gerne vil kunne fortælle, at det drejer sig om personer fra CIMIC – for at berolige alle andre end netop vores pårørende. Det betyder, at vi alle skal ringe hjem og fortælle vores egne, at vi lever, men også at de ikke må ringe rundt til andre endnu. Vi taler på skift med vores pårørende. Nogle har hørt om det i radioen, fjernsynet eller bekendte der har haft ringet. Den forbandede presse. Hvorfor er de mennesker altid blottet for samvittighed? Ved de ikke, hvad de udsætter folk for? Djævleyngel.

Tårerne triller
Der er en samlet opdatering klokken 13 i briefingrummet. Vi samles derinde sammen med de fleste andre i staben. Luften er tyk, og pulsen banker stadig voldsomt. Nogle af os begynder at mærke en voldsom hovedpine. Stabschefen genfortæller, hvad vi allerede ved. Det kan stadig ikke bekræftes, om det er en selvmordbomber til fods eller i en bil. Der er indikationer på, at der er flere i området.

Vi kan ikke få Christian og Sonny ind til os før i aften. Det giver jo mening, der skal ikke komme flere tab i dag. Men ønsket om at hente dem hjem er bare så stort. De skal hentes 21.30 nede på Joint District Coordination Centre (JDCC). Jens siger med det samme, at han tager med ned og henter dem hjem. Det virker rigtigt, og Jens har også et behov for at gøre det.

Der vil køre en deling af PIRANHAer (Pansrede mandskabsvogne på hjul) derned sammen med en sanitets-PIRANHA. Vi går ud fra briefingen og går hver især i gang med små gøremål – de fleste inde på kontoret. Der er stadigvæk mange informationer, der kommer ind. Vi hører dem, men mange af informationerne går også lige igennem. Vi er alle rystede.

Jens går i gang med at skrive mindeord. Det varer ikke længe, før de skal udsendes. At skulle genfortælle og mindes allerede nu er så ubeskriveligt hårdt. Glæden ved at tænke på dem, og hvordan de altid kunne sprede hygge og humor blandt os – og den ubeskriveligt mørke sorg ved at forholde sig til, at de ikke er her mere. Tårerne triller, og frisk luft er nødvendigt mange gange.

Sulten kommer og går
Brian får at vide, at to gode kolleger har modtaget deres udrustning og sikret sig, der ikke er personlige ejendele i det. Deres fragmentationsveste, hjelme, radioer ligger nu samlet inde på en skyggeterrasse. De er pakket ind. Men bare synet af det tvinger ubehag frem.

Jann får talt med Lars, som har kendt dem begge, mens vi trænede. De har også været meget sammen med os hernede. Jann har det rigtig dårligt og får det dårligere endnu, da Else har været noget oprevet, da han taler med hende. Pressen har jo offentliggjort så meget, at lige netop de pårørende til os 11 lever i total uvished og frygt, indtil vi taler med dem. Djævleyngel.

Vi får at vide, at vi skal samles igen klokken 19 for at få at vide, hvordan resten af aftenen vil forløbe. Det er eftermiddag. Det er en meget lang eftermiddag. Jann og Kai begynder at pakke deres ting ned. Vi vil have, at deres ting kan komme med dem hjem. Det er ikke nemt. Ting som minder om dem. For pokker da, det er jo dem.

Sulten kommer og går. Frokosten var der ingen, der nåede. Vi går op for at spise. Sulten forsvinder igen, men vi spiser. Klokken 19 samles vi igen. Jens og PIRANHAerne kører 21.30 og regner med at være tilbage to timer senere – senest. Der vil blive afholdt en ceremoni i FOB Price, inden vi sætter Sonny og Christian på helikopteren til Camp Bastion, hvor de skal være, indtil de bliver fløjet til Danmark.

Minutterne går. De slæber sig af sted på nogle tidspunkter, og andre flyver de af sted. Vi samles i mørket ved det telt, hvor de vil ankomme til lejren og blive lagt i kisterne til transporten til Camp Bastion. Der er mørkt, stjerneklart og månen lyser lejren op.