Godmorgen, kære læser. Velkommen til Berlingskes nyhedsoverblik.
På denne tirsdag skal vi forbi et døgn på den russiske pendant til TV 2 News, en tidligere LA-profils heftige notater, Putins næste træk og PFAS i København.
Vi begynder her på Berlingske.
God læselyst.
Nordsjællandsk præst brugte størstedelen af sit rådighedsbeløb på børneporno. I dag prædiker han videre i Polen
På Berlingske fortsætter afdækningen af, hvordan fem katolske præster, der er anklaget for krænkelser, overgreb eller idømt bøder for seksualforbrydelser i Danmark, i årevis har kunnet fortsætte deres virke i kirken på trods af kirkens løfter om at slå hårdt ned på krænkere.
I dag fortæller vi om Radoslaw Pawlowski, en rund mand med et mildt ansigt og en klippefast tro, som bærer på en mørk, næsten 20 år gammel hemmelighed:
For cirka 20 år siden blev han i hemmelighed dømt i en omfattende aktion mod børneporno i Danmark.
Et døgn i russisk stats-tv: Verden støtter os
Jyllands-Posten har fået den glimrende idé at følge et døgn på den russiske statsejede nyhedskanal Rossija 24.
Til billeder fra slagmarken i den ukrainske Luhansk-region, der på Rossija 24 omtales som russisk, lyder det fra speakeren:
»Hæren har slået alle angreb fra Zelenskyjs tropper tilbage.«
Bag frontlinjen i de annekterede områder kan man høre, at de mest »topmoderne« hospitaler vil blive bygget. Man kan høre, at NATO-alliancen spås at stå bag en glippet videoforbindelse under en live-udsendelse.
Og man forsikres af Dumaens formand om den store internationale opbakning til den russiske »militære operation«.
Gennemgangen er yderst læseværdig og kan findes i Jyllands-Postens avis og e-avis.
Han tog notater og gemte sms’er fra toppen af regeringen – nu deler han heftige detaljer med offentligheden
I en ny bog afslører Simon Emil Ammitzbøll-Bille en lang række hidtil ubeskrevne historier om rødvinsforhandlinger, gemmeleg og brug af »taktiske atomvåben« under blå bloks sammenbrud og sin egen tid i toppen af Lars Løkke Rasmussens regering.
Det er et mildest talt upoleret billede, den tidligere topfigur i Liberal Alliance tegner af perioden.
Han kalder selv bogens formål at give »et nærbillede af, hvordan det borgerlige Danmark brød sammen«, og »hvordan politik og magtudøvelse foregår i virkeligheden«.
Berlingske fremlægger de dramatiske scener fra bogen og taler med forfatteren bag.
Putin annoncerer tirsdag sit næste træk. Det kan blive et skelsættende brud med Vesten
Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil i en stor tale tirsdag udstikke kursen for det kommende år.
Og der er lagt op til en grim overraskelse, vurderer Berlingskes Rusland-korrespondent, Emil Rottbøll.
Kommer en ny mobiliseringsbølge? Eskaleres konflikten med Vesten – eksempelvis ved at træde ud af traktaten om test af atomvåben?
»Mandagens uventede besøg af den amerikanske præsident, Joe Biden, i Kyiv har næppe fået Putin til at bløde tonen op, og russiske iagttagere taler om, at dette kan blive et skelsættende brud med Vesten,« skriver Emil Rottbøll.
Og apropos Joe Bidens besøg kan du, kære læser, med fordel læse Berlingskes reportage fra dagen, hvor to af avisens udsendte fulgte med på tæt hold.
PFAS-forurening fundet i københavnsk boligområde
Miljø- og sundhedsskadelige flourholdige kemikalier kendt som PFAS-stoffer har trukket mange overskrifter i de seneste år.
Stofferne – nogle udfaset, andre stadig i brug – kan findes i fødevareemballage, brandslukningsskum, overfladebehandling på stegepander eller i imprægneringen af tøj.
Stofferne er mistænkt for at øge risikoen for kræft og hormonforstyrrelser.
Nu er der konstateret endnu et forurenende fund ved en tidligere brandøvelsesplads på Margretheholm – nordøst for Operaen – i København som et led i en undersøgelse foretaget af Region Hovedstaden. Det skriver TV 2 Kosmopol:
»Vi havde tænkt os at få en masse frugttræer, men det har vi lige henlagt. Og så havde vi tænkt os at nedgrave nogle trampoliner. Det har vi også lige henlagt. For vi skal i hvert fald ikke have nedgravet trampoliner til børnene, og vi skal heller ikke have frugttræer lige nu,« siger en beboer i området, Mikkel Jochimsen.
Det sker i dag
Økonomi: Klokken 8.00 udsender Danmarks Statistik beskæftigelsestal for lønmodtagere for december og konjunkturbarometer for erhvervene for februar.
Rusland: Klokken 10.00 dansk tid vil Ruslands præsident, Vladimir Putin, holde tale i parlamentet om nationens tilstand.
Tak, fordi du læste med. Hav en god dag.

