Da Christian døde - efterspillet

14 måneder gamle Christian Jim Andersen døde, efter han slugte et batteri. Hans død har berørt danskerne, rusket op i sundhedsvæsnet og vil forandre VAGTLÆGEORDNINGEN i årene fremover. Men klagesagen mod de 11 læger, der tilså Christian, nærmer sig et punktum. Tolæger står til kritik for deres handlinger.

Jette Pedersen og Carl Christian Larsen mistede deres lille barnebarn Christian på kun 14 mdr. fordi han havde slugt et batteri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Husker du Christian Jim Andersen? Mange husker hans død. Christian var 14 måneder gammel, da han slugte et minibatteri. Han fik det dårligt, gennem to uger stadigt dårligere, og 11 læger tilså ham uden at opdage batteriet. Til sidst ætsede batteriet hul i spiserøret, og Christian kunne ikke reddes.

Historien om Christians død rørte mange danskerne. 10.000 tilmeldte sig en mindeside på Facebook, som voksede eksplosivt, da Christians familie i sommer stod frem i Berlingske Tidende.

FAMILIEN STOD FREM af to grunde: De mente, at lægerne havde fejlet, da Christian døde. Og de ønskede, at fejlene aldrig skulle gentage sig.

De gik den formelle vej til Patientklagenævnet med en klage over lægerne, der tilså Christian inden hans død. Nu nærmer sagen sig et punktum, og familien og de implicerede læger har fået et udkast til en afgørelse.

Kort fortalt er konklusionen: To læger får kritik. For to andre lægers vedkommende er der tale om påstand mod påstand, men ikke grundlag for kritik, og de resterende læger har handlet korrekt, mener Patientklagenævnet.

Patientklagenævnet retter først og fremmest kritik mod den første vagtlæge, som Christians familie var i kontakt med i sagen. Han har erkendt, at Christians bedstefar i telefonen fortalte, at drengen muligvis havde slugt et lille batteri. Men i journalen skrev lægen blot »spgm. til barnebarn« - og dét i bedstefaderens journal, ikke Christians. Det er kritisabelt, fastslår Patientklagenævnet, for vagtlæger skal føre en ordentlig journal, hvor patientens symptomer fremgår under det rette personnummer. Blandt andet fordi andre læger dermed senere har en chance for at følge op på sygehistorien.

PATIENTKLAGENÆVNET mener, at den første vagtlæge handlede korrekt, da han bad familien se tiden an og se, om ikke batteriet ville komme ud igen med Christians afføring. Det forstår Christians familie ikke, og derfor vil de protestere:

»Vores argument er, at han burde have reageret, så snart han hørte om mistanken om batteriet. Vi vil henholde os til Sundhedsstyrelsen og flere eksperter, der siger, at læger straks bør bestille et røntgenbillede ved mistanke om et slugt batteri. Vi kan godt se, at der samlet set er tale om en systemfejl. Men hvis den første læge havde taget vores bekymring alvorligt, så havde det hele ændret sig markant,« siger Jette Pedersen, Christians mormor.

Patientklagenævnet retter også kritik mod en læge på Holbæk Sygehus, hvor Christian i flere omgange blev tilset. Der er tale om en læge, som ikke grundigt nok tjekkede en fejl­behæftet laboratorieprøve fra Christian og bestilte en ny.

CHRISTIANS FAMILIE SIGER, at de foruden den første vagtlæge gjorde yderligere to læger opmærksom på, at drengen kunne have slugt et batteri. Men lægerne - en vagtlæge samt en læge på Holbæk Sygehus - afviser kategorisk, at de blev advaret om et batteri. Det er påstand mod påstand, uden beviser for eller imod, og derfor kommer tvivlen de anklagede læger til gode, skriver Patientklagenævnet. Heller ikke det er Christians familie tilfredse med, og de vil derfor gøre indsigelser over for lægen på Holbæk Sygehus. Familien mener, at lægen burde have reageret anderledes og fået Christians brystkasse røntgenfotograferet.

FAMILIEN GØR SIG ikke længere store håb. De vidste på forhånd, at det kunne ende med deres påstand mod systemets. Det er bl.a. fordi, en ledende læge fra Holbæk Sygehus fra begyndelsen har antydet, at familien ikke taler sandt.

»At det er påstand mod påstand, må vi tage til efterretning. Vi har det rigtig dårligt med, at det er sådan. Vi føler os dårligt stillet retssikkerhedsmæssigt og kan ikke dokumentere det, fordi vi bor i en region (Region Sjælland, red.), hvor der ikke blev optaget samtaler, og hvor der ikke er bunden journalføring. Det kan vi ikke gøre noget ved, men det stiller os rigtig dårligt,« siger Jette Pedersen.

Familien glæder sig til gengæld over, at Christians død blev en øjenåbner for systemet. Først blev sagen affejet som en enkeltsag, der intet kunne sige om vagtlægeordningens kvalitet. Men da flere familier med hver deres tragedier - om en toårig Silke, en 16-årig Dennis og andre alvorligt syge børn - stod frem og fortalte om deres dårlige oplevelser med vagtlægesystemet, kom der skred i sagen.

Ugeskrift for Læger og Sundhedsstyrelsen har advaret om faren ved minibatterier. Holbæk Sygehus har lavet nye instrukser for, hvordan børn, der har slugt et fremmedlegeme, skal behandles, og personalet er blevet undervist i bedre kommunikation med patienterne.

Og både sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og sundhedsvæsnets driftsherrer i regionerne besluttede at kulegrave vagtlægesystemet. Svarene kom før jul, og der lægges nu op til omfattende forbedringer og ændringer i vagtlægeordningen. Danske Regioner vil sågar helt afskaffe vagtlægesystemet, og formand Bent Hansen talte direkte til Christians familie, da han skulle begrunde, hvorfor der er brug for ændringer:

»Det er en stor hilsen til familien til lille Christian og alle de andre, der er stået frem med deres historie. Politikere og embedsmænd bryder sig normalt ikke om enkeltsager. Men jeg må sige, at det, vi er blevet præsenteret for gennem det sidste halve år har fået det til at stå meget, meget klart, at vi er nødt til at handle nu og forbedre forholdene. På den måde kan du sige, at Christian-sagen var udgangspunktet for de forbedringer, vi kommer med nu.«

Det fjerner hverken sorgen, savnet eller frustrationerne hos Christians familie. Men det lindrer, at så meget er sket, siden sagen kom frem i juni:

»Vi er trods alt glade for, at der er sket så meget, og at folk med Christian kan se, at der er noget rigtig galt i systemet. Det er meget vigtigt, at man prøver at se, hvorfor tingene gik galt, og hvad der kan ændres,« siger Jette Pedersen.