Connie Hedegaard: Ekstra klimapenge til fattige afrikanere

Danmark og andre lande skal ved klimatopmødet i København i 2009 finde nogle mekanismer, der sender flere penge i retning af de lande, der har svært ved at håndtere klimaforandringerne. Det er budskabet fra klimaminister Connie Hede­gaard efter en rundrejse i det fattige Vestafrika.

Foto: JENS NØRGAARD LARSEN / Scanpix

Efter et besøg i Vestafrika kræver klimaminister Connie Hedegaard nu, at de mere velstående – og mere CO2-udledende – lande finder pengepungen frem og skruer op for klimabistanden.

Befolkningerne i bl.a. Mali, Burkina Faso og Ghana lider i disse år under den globale opvarmning og oplever langvarige tørkeperioder – stort set kun afbrudt af intense oversvømmelser, som man ikke mindst ser det i Ghana i disse dage.

Og de mindst udviklede lande skal have mere hjælp til at tilpasse sig klimaforandringerne, mener Connie Hedegaard, der var i Afrika som en del af forberedelserne til klimatopmødet i København.

Konsekvenser
»Der er jo altid sket naturforandringer, men hvor man før oplevede et dårligt eller måske to dårlige år, så vidste man også, at det nok blev bedre til næste år. Det gør man ikke længere, for det bliver bare dårligere og dårligere,« siger ministeren efter turen, hvor hun blandt andet har været ude og besøge byen Nioro ved indgangen til den ørkenlignende Sahelzone i Mali.

Her er folk begyndt at flygte fra den uforudsigelige natur, fordi det er blevet næsten umuligt at dyrke jorden eller holde kvæg, som man ellers har gjort det i mange, mange generationer.

»Det er vigtigt også at få det ind på lystavlen hos folk, at klimaforandringerne har nogle konsekvenser. Nøglen til at få en ambitiøs aftale i København er selvfølgelig, at vi bliver enige om, hvem der skal reducere hvor meget CO2-udslip og hvornår, men det handler jo i sagens natur ikke om Burkina Faso, der faktisk udleder mindre CO2, end deres skove binder. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan vi kan finde nogle finansieringsmekanismer, der gør det nemmere for disse lande at tilpasse sig,« siger Connie Hedegaard.

Langt fra nok
Der findes allerede i dag en »tilpasningsfond«, som finansieres af en afgift fra de såkaldte CDM-projekter, hvor virksomheder og lande kan få godskrevet nogle reduktionsforpligtelser ved at udvikle klimavenlige projekter i andre lande. Desuden bruger flere lande dele af deres udviklingsbistand på klimatilpasning.

Men det er slet ikke nok, mener klimaministeren.

»Nu skal tingene speedes op, og det bliver man mindet om, når man ser de her ting. Vi støtter også tilpasning gennem udviklingsbistanden, men der er mange lande, der ikke lever op til FNs mål, og det er givet, at vi skal finde nogle nye finansieringsmekanismer.«

Ministeren finder det desuden helt afgørende, at industrialiserede lande får incitamenter til at overføre teknologi til dem, der har allermest brug for det. Et tredje indsatsområde kunne være at belønne de fattigste lande for at bevare den sparsomme skov, der binder CO2 og i øvrigt er livsvigtig for befolkningen.

»Folk i Burkina Faso kan godt se, at man skal bevare skoven, men samtidig har de brug for brænde i morgen, og skal de bruge noget andet end brænde, er det dyrt. Får de penge for at bevare skovene, kan de måske i stedet investere i eksempelvis solkomfurer. Det er den tankegang, der skal gennemsyre København-aftalen,« siger Connie Hedegaard.

Store forventninger
Og forventninger til den danske klimaminister er store efter besøget i Vestafrika, som miljøminister i Mali, Agathane Ag Alassane, forklarede i en tale under besøget i Nioro:

»Danmark forsøger at hjælpe os, og ved topmødet i København vil hun gøre sit bedste for at få de fattige lande på dagsordenen. Udviklingslandene i Afrika er de mindst forurenende lande, men alligevel har de fået færrest fordele. Det er vi nødt til at se på. Der må være mere solidaritet.«