Coco O. efter Vild med dans: Troede det var mere farligt at være på tv

Sangerinden var før "Vild med dans" bekymret for, om hun kunne blive ved at holde sit privatliv for sig selv.

Coco O. og Morten Kjeldgaard ses her ved finalen i Vild med dans i Forum Horsens. Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Fredag aften dansede sangerinden Coco O. og hendes partner, Morten Kjeldgaard, sig til en andenplads i året "Vild med dans".

De seneste 12 uger har sangerinden således været på skærmen i bedste sendetid med omkring en million mennesker på den anden side af tv-skærmen, og det har været en rigtig god oplevelse for nydanseren, der ellers tøvede lidt, da hun blev spurgt.

Hun frygtede nemlig, hvor meget hun ville skulle give af sit privatliv i showet.

- Jeg lært, at det ikke er så farligt at være på tv. Det er ellers noget, jeg har holdt mig lidt fra, fortæller sangerinden og uddyber:

- Det farlige for mig har været det her med, at man skal bruge sin personlighed. Og jeg er mere sådan en, der har fokus på mit produkt, og ikke så meget mine følelser. De kommer til udtryk i mit produkt, altså i min musik. Det synes jeg, er interessant i kunst. Men jeg synes, det er lykkedes for os i programmet ikke at bruge vores følelser så meget, men i stedet at udtrykke dem i dansen, siger hun.

Da hun sagde ja til programmet, var det med en klar forventning om, at hun skulle lægge øre til en del kommentarer.

- Jeg frygtede lidt, at det ville være noget, som mange havde holdninger til, og især de negative kommentarer har jeg været lidt bange for, siger hun.

- Men folk har vist stor respekt, de har forholdt sig til mig på tv om fredagen, og så har jeg faktisk følt mig ret privat de andre dage. Det har været en stor overraskelse, for det er trods alt det mest sete program. Jeg er glad for, at vi oven i købet kunne komme i finalen, uden at vi har lagt ting op på nettet hele tiden, siger hun.

Det håber hun kan inspirere andre til at sige ja tak til danseoplevelsen.

- Jeg synes, det beviser, at jeg kan gøre det på min måde, og måske kan det vise andre af mine kolleger, der har været lidt tøvende med at deltage, at man ikke behøver at dele alle mulige ting og stille op til artikler i alle mulige blade. At man godt bare kan fyre den af og danse og have det sjovt, siger hun.

Coco O. og Morten Kjeldgaard blev slået af Jakob Fauerby og Silas Holst, der tog trofæet og førstepladsen.

/ritzau/