»CO2-regnskabet for Deres indkøb er på 5 kilo«

I Frankrig præsenterer to supermarkedskæder kunderne for et CO2-regnskab af indkøbene. En lignende ordning gøres lovpligtig fra 2011 for alt fra tøj og rengøringsmidler til smykker og finansielle serviceydelser.

PARIS: Hvor meget belaster en pose franske haricots verts, en pakke amerikanske muffins og en dåse fiskekonserves fra Indien klimaet?

Det slags spørgsmål har to franske supermarkedskæder fundet svarene på og klistret oplysningerne på en udvalgt række af produkter, så kunden kan sammenligne eksempelvis grøntsager, der er produceret og transporteret under forskellige forhold.

»Mange tak for tilliden og på gensyn! CO2-regnskabet for deres indkøb er på 5,03 kilo,« kan der således stå på kassebonen fra to af supermarkedsgiganten E. Leclercs varehuse i det nordlige Frankrig, der har klimaregistreret omkring 2.000 produkter.

På lignende vis har gruppen Casino, der tæller alt fra mini-markeder til regulære supermarkeder, eksperimenteret med klimamærkning af flere hundrede produkter i alle sine butikker. Og dermed har de to kæder fået et lille forspring i forhold til konkurrenterne, for fra 2011 bliver det principielt lovpligtigt at videregive den slags oplysninger til forbrugerne - og ikke kun for fødevarer. Alle forbrugsgoder fra tøj og rengøringsmidler til smykker og finansielle serviceydelser skal miljømærkes, dog næppe med ét slag.

»Regeringen vil prioritere og beslutte, hvilke typer produkter, der skal have miljømærkningen klar på hvilken dato,« forklarer Jérémy Gasc fra konsulenthuset Sogreah.

Han sidder med i en officiel arbejdsgruppe, som rådgiver om implementering af loven, der både omfatter klimamærkning i form af CO2-forbrug og miljømærkning i bredere forstand såsom forbrug af vand og råstoffer til fremstilling, anvendelse og bortskaffelse af produktet.

Svært at miljømærke

Idéen er ikke nødvendigvis at opfordre til at forbruge mindre, men bedre i den forstand, at man giver forbrugeren mulighed for at lade miljøbelastning indgå i overvejelserne på linje med pris og kvalitet, når han eller hun skal vælge mellem gulerødder eller fladskærms-tv fra forskellige producenter.

Metoden bag mærkningen kaldes livscyklusvurdering og betyder, at man tager miljøpåvirkning over hele produktets levetid i betragtning. Altså ikke kun hvor megen og hvilken energi eller råstoffer, der er blevet brugt under produktionen, men også hvordan og hvor langt produktet er blevet transporteret og sidst, men ikke mindst, hvordan man bortskaffer produktet og/eller emballagen, når gulerødderne er spist eller fjernsynet brudt sammen for sidste gang.

Det er dog hverken en særlig nem eller billig eksercits at vurdere et produkt.

»I England forsøgte supermarkedskæden Tesco og organisationen Carbon Trust at klimamærke fødevarer. Det var lidt et dårligt eksempel, for det kostede dem i omegnen af 100.000 og 200.000 kroner per produkt,« fortæller civilingeniør Niels Karim Høst-Madsen fra konsulenthuset Niras.

I samarbejde med private partnere forsøger franske miljømyndigheder derfor at udvikle en standardmetode, så man ikke skal livscyklusvurdere hver eneste producents gulerødder eller fjernsyn helt fra bunden hver gang.

»For eksempel kan man have et standardmål for hvor mange kilometer, man skal køre med lastbil for at hente plastik til Deres fjernsyn på en fabrik i Kina,« forklarer Gasc.

»Og der vil givetvis blive fundet et standardtal for, hvor mange ton CO2 man udleder ved at hente ét ton plastik i det og det land.«