»En meget politisk« Cannes-festival er undervejs, lyder det fra festivalens direktør, Thierry Frémaux, på et pressemøde torsdag.
Her præsenterer han blandt andet de 19 film, der er nomineret til hovedkonkurrencen om Guldpalmen for den bedste film i 2019.
Mens ingen danskere er med i kategorien, er det et gensyn med veteranen Ken Loach.
I 2016 modtog Loach netop Guldpalmen for filmen »I, Daniel Blake«. Han slog dermed danske Nicolas Winding Refn, der var nomineret i hovedkategorien for horrorthrilleren »The Neon Demon«.
Mange tilhørere lyttede torsdag dog forgæves efter den amerikanske instruktør Quentin Tarantino, der blandt andet står bag Kill Bill-filmene.
Tarantinos film »Once upon a time in Hollywood« med blandt andre Leonardo DiCaprio og Brad Pitt på rollelisten var nemlig ventet af anmelderne.
Fremaux antyder da også, at man håber, Tarantino vil nå at melde filmen til festivalen.
»Vi kan håbe, at nogle af de film, vi alle sammen venter på, når at slutte sig til os inden 14. maj,« siger festivaldirektøren.
Cannes-festivalen afholdes i år fra 14. til 25. maj i år.
/ritzau/