Borgmester: Hold de ældres mad ude af konflikten

Opdateret 20.47: Sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K) beder unge indvandrere lade mad til ældre være uden for bandekrigen.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Teitur Jonasson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

- Det er barske løjer. Det er groteske forhold. Jeg vil opfordre til, at man holder sagesløse ældre medborgere udenfor bandekonflikten, siger Københavns Kommunes sundhedsborgmester, Mogens Lønborg (K), til Ritzau.

Kommunen måtte mandag midlertidigt stoppe madudbringning til godt 30 ældre på indre Nørrebro omkring Blågårdsgade, Griffenfeldsgade, Ryesgade og Korsgade.

Efter trusler fra unge med indvandrerbaggrund mod en bil fra kommunens transportfirma, Multitrans, tæt ved Blågårds Plads, anbefalede politiet, at firmaet ikke kørte ud.

Det rammer ifølge kommunens lokalområdechef Vivian Buse, der har ansvar for Bispebjerg og Nørrebro, en håndfuld ældre, som kommunen vil hjælpe gennem hjemmesygeplejersker eller sundhedsplejersker. Resten af de ældre kan klare sig til tirsdag med frossen mad i hjemmet.

Multitrans blev første gang truet forrige torsdag og fredag af unge med indvandrerbaggrund tæt på Blågårds Plads. De unge understregede over for chaufføren deres trusler ved at vise knive og skydevåben under deres beklædning. Efter truslerne omlagde transportfirmaet og kommunen madruterne, så maden kunne udbringes i dagtimerne.

Nu søger kommunens Sundheds- og omsorgsforvaltning at skaffe sig et overblik, så de ældre kan få maden udbragt tirsdag.

- Vi må føre en løbende dialog med politiet om, hvordan vi får maden bragt ud til de ældre. Efter mandagens trusler er det ikke sandsynligt, at Multitrans har lyst til at køre mad ud i området, siger Mogens Lønborg.

Det er ikke første gang, at unge med indvandrerbaggrund truer kommunens ansatte. For godt en måned siden blev kommunale hjemmehjælpere i bil truet med en revolver på Nørrebro, forklarer han.

- Du får skudt hovedet af, hvis du kommer tilbage, lød beskeden, siger Københavns sundhedsborgmester.

/ritzau/

DF: Karen Jespersen må gribe ind
DF's kommunalordfører, Hans Kristian Skibby (DF), kræver, at velfærdsminister Karen Jespersen (V) og justitsminister Brian Mikkelsen (K) sikrer, at kommunalt ansatte kan betjene de ældre omkring Blaagaards Plads.

- Det er intet mindre end en skandale, at de ældre og plejekrævende nu skal være gidsler i den eskalerende bandekrig, som foregår rundt omkring i det centrale København, siger han.

Hans Kristian Skibby kalder det "dybt bekymrende", at væbnede vagter skal sikre de ældres madleverance og hjælp til den personlige pleje.

Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, er forarget.

- Konflikten kostede menneskeliv i weekenden. Nu kan helt almindelige ældre, som ikke selv kan lave mad, ikke få mad bragt ud på grund af nogle indvandrerdrenge. Det skal vi ikke finde os i som samfund, siger Mette Frederiksen, der ser en parallel til terrorisme.

- Nu er det de kriminelle, der vil bestemme, om ældre skal have mad, eller ad hvilke ruter maden skal bringes ud. De ældre skal ikke tages som gisler i en kamp mellem rockere og indvandrere, mener hun.

Mette Frederiksen roser Københavns Kommune for at løse problemet mandag aften. Det er ikke den langsigtede løsning, at man varigt laver ruterne om, mener hun.

- Vi må indtrængende appellere til indvandrernes forældre om at få deres unge væk fra gaderne. Deres bedsteforældre får også behov for mad. I værste fald må man give madudbringningen politieskorte, siger hun.

/ritzau/

Her skyder banderne

Røde punkter: Uopklarede sager / Grønne punkter: Helt eller delvist opklarede sager


Vis stort kort Se kortet i Google Earth Følg kortet i din RSS-læser