Borgere i Brønshøj splittede om uroligheder: Er det drengestreger eller bandeløjer?

Pia Olsen Dyhr har stillet flere paragraf 20 spørgsmål til Justitsministeren om uroligheder i Brønshøj. SFs partileder bor selv i Brønshøj, og hun vil ikke betegne området som trygt, men heller ikke som utrygt. Berlingske tog til Brønshøj for at undersøge sagen.

Da Berlingske besøger Brønshøj Torv, hvor pølsevognen plejede at stå, er der roligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Der er ikke meget utryghed over Brønshøj Torv en tirsdag morgen midt i morgentrafikken. Forældre med sovende børn bagpå deres cykler okser mod byen gennem en lind strøm af gule 5-c busser og biler.

Men i sidste uge kunne Berlingske fortælle, at den pølsevogn, som lå her på Torvet måtte lukke på grund af chikane fra grupperinger i området, der ikke ønskede at pølsedamen serverede svinekød. I december valgte Fakta i en periode at ændre deres lukketid fra klokken 21 til 18, efter i en længere periode at have døjet med tyverier, uro og trusler. Disse begivenheder har fået Pia Olsen Dyhr, som selv bor i området, til at reagere. Hun har derfor stillet en række paragraf 20 spørgsmål, hvor hun beder Justitsministeren forhold sig til forholdene i området.

Tilbage på Brønshøj Torv forsøger en ældre herre at krydse torvet med sine nyindkøbte varer. Hans varer ligger foran i rollatoren, og bladene på hans nyindkøbte basilkumplante ryster, når han stille triller over brostene. Bent Andreasen på 79 år, aner ikke hvad jeg mener med »utryghed«, og han har ikke hørt noget om nogen pølsedame eller chikane.

»Ham Paludan var her for 10-12 dage siden, og der var meget politi, men det er også det,« siger han.

Denne Fakta i Brønshøj har indskrænket åbningstiderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP.

En mand i sine halvtredsere med gråt skæg, som vi taler med nede ved Fakta med de kortere åbningstider er enig. Kurt Petersen mener, at medierne og politikerne »blæser problemet op«.

»Det er jo bare drengestreger det her, og jeg synes faktisk det virker lidt som indvandrebashing,« siger Kurt Petersen og erkender, at der tidligere har været problemer med hashsalg i Bellahusene, hvor han bor.

»Der er tale om en lille gruppe af drenge, som har lavet drengestreger, men nu tror jeg de har lært lektien,« siger han.

Men ikke alle er enige med Kurt og Bent. En række kilder, som ikke ønsker at stå frem med deres fulde navn, fortæller, at der er utrygt i Brønshøj, og at utrygheden er til at føle på. For nyligt fik en person vandaliseret sin bil efter at have irettesat de unge i den lokale Facebook-gruppe »Brønshøj«, men også butikkerne har været ramt.

»De har både stjålet og truet flere af butiksejerne her i området. De stjæler oftest alkohol og smøger - og ja, så var der jo selvfølgelig hende damen med pølsevognen,« fortæller en Erik.

Han mener, at der er tale om en stor gruppe.

»Der er cirka 40 unge, som holder gang i gaden, nogen af dem er pushere nede fra Bellahusene og andre er helt unge drenge ned til konfirmationsalderen.«

Han har flere gange set personer smide sten efter folk, der krydser Brønshøj Torv. Selv har han dog ikke været udsat for noget lignende.

»De spørger mig ofte, om jeg har et problem, må den måde er de jo ganske flinke og rare,« siger Erik i ironisk.