Bil kørte ind i autoværn - Holbækmotorvejen spærret mod vest

En bil kørte søndag aften ind i autoværnet på Holbækmotorvejen ved København.

Holbækmotorvejen er spærret mod vest søndag aften. (Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Uheldet betyder, at motorvejen søndag aften er spærret i vestgående retning - vest for Avedøre Havnevej.

»Det er en bil, der er kørt ind i både det ene og det andet autoværn, og der er en del vragrester spredt ud over vejen. Derfor er den lige nu spærret,« fortæller vagtchef ved Vestegnens Politi, Torben Wittendorff.

Ingen andre bilister var involverede i uheldet, og ifølge politiet skulle der kun være tale om materielle skader.

Vejen er spærret fra København mod Roskilde mellem afkørsel 1 og motorvejskryds Brøndby, skriver Vejdirektoratet. Omkring klokken 22 blev anden og tredje vognbane åbnet.

Ifølge trafikken.dk er der tidligst ryddet op på stedet klokken 22.40.

Politiet forventer dog ikke, at der går så lang tid, før motorvejen bliver åbnet igen.

Der er en del kø på strækningen, mens redningsmandskabet rydder op.