Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Det ligner et russisk forsøg på at skræmme og terrorisere folk i byen. Et forsøg på at sige: faren er ikke ovre, og den kan ramme når og hvor, vi vil.«
Sådan beskriver Simon Kruse, der er Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent og udsendte i Ukraine, det raketangreb i Mykolajiv, han netop er ankommet til resultatet af. Her har han befundet sig i et par timer sammen med fotograf Asger Ladefoged.
Det er denne by, som Volodymyr Zelenskyj i sin tale til Folketinget tirsdag opfordrede Danmark til at stå for genopbygningen af.
Og genopbygning bliver nødvendigt.
»Jeg står lige nu ved den regionale administrationsbygning, der huser den lokale regering og administration. Den blev ramt af en russisk raket for få dage siden. Der er slået et stort hul, så man kan se direkte gennem. Der hænger betonelementer og glas, og murbrokker er spredt ud over hele området. De har lige båret et lig ud af bygningen, og de leder stadig …«
Simon Kruse afbryder sig selv.
»Jeg skal lige se … ja, nu bærer de endnu et lig ud.«
De to lig trækker dødstallet op til 16, fortæller han.
Men det er ikke sådan, at det har regnet med raketter over hele byen, uddyber Simon Kruse.
»Tidligere har kampene været meget tættere på byen, nu er de rykket lidt væk. De områder, der er hårdt medtaget, ligger i den østlige del af byen. I centrum er livet faktisk nogenlunde normalt – købmandsbutikker er åbne, men de fleste andre er lukkede, og der er kampvogne og vejspærringer overalt.«
Mange af indbyggerne i Mykolajiv er flygtet – af dem, der er blevet tilbage, lader mange til at være blevet hærdet af krigens præg på hverdagen.
»Når luftalarmen går, har folk hørt det så mange gange før, at det slet ikke er alle, der reagerer. De går bare videre. Man vænner sig til meget«, siger Simon Kruse.
Se også video med Simon Kruse i Mykolajiv øverst i artiklen.