Berlingske erfarer: Restriktioner forlænges til og med 17. januar

Restriktionerne for bl.a. studerende, storcentre og detailhandlen ser ud til at blive forlænget, erfarer Berlingske. »Det er en meget, meget alvorlig situation,« siger Brian Mikkelsen, der er adm. direktør i Dansk Erhverv.

Ifølge Berlingskes oplysninger forlænges de gældende restriktioner til og med 17. januar. Ekstra Bladet og TV 2 erfarer det samme.

En lang række restriktioner stod ellers til at udløbe 3. januar. Herunder lukningen af serveringssteder, storcentre og liberale erhverv som frisører og tatovører, samt hele detailhandlen med undtagelse af dagligvarebutikker og apoteker. Desuden er studerende og skoleelever hjemsendt.

Ifølge Berlingskes oplysninger er det samtlige gældende restriktioner, der forlænges. Kl. 19 har Statsministeriet indkaldt til pressemøde, hvor restriktionerne ventes at blive endeligt præsenteret.

»Det er utrolig barskt. Det er en meget, meget alvorlig situation,« siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, til Berlingske. Niels Christian Vilmann

Sundhedsordførerne og sundhedsministeren mødtes tidligere tirsdag, men der blev ikke efter det møde vedtaget eller præsenteret nogle ændringer i restriktionerne. Mødedeltagerne mødtes igen kl. 16, og det er til det møde, at forlængelsen af restriktionerne ifølge Berlingskes oplysninger blev præsenteret.

SF bakker op

»Det er svært at sige noget om epidemiens udvikling, fordi antallet af test har ændret sig markant,« siger Stinus Lindgren (RV).  Mads Claus Rasmussen

Berlingske har talt med Stinus Lindgren, der er de Radikales sundhedsordfører, som netop er kommet ud fra mødet. Han vil ikke sige noget om de ting, der er blevet besluttet på mødet, før tingene bliver meldt ud offentligt på pressemødet kl. 19:

»Mødet handlede om, hvad der skal ske efter 3. januar. Det er svært at sige noget om epidemiens udvikling, fordi antallet af test har ændret sig markant. Så nu er regeringen og sundhedsmyndighederne kommet med deres anbefalinger, som de har præsenteret for os sundhedsordførere. Udover det, kan jeg ikke kommentere yderligere,« siger Stinus Lindgren.

Hen over julen er andelen af smittede med covid-19 næsten nået op på fire procent af landets testede personer, hvilket ikke er sket siden midten af december. Mandag blev der registreret 2.479 smittede ud af 55.363 testede personer, hvilket giver en positivprocent på 3,93 procent på landsplan.

Men antallet af test i julen har været lavt i hele landet, og det giver en stor usikkerhed med hensyn til det reelle smittetal.

Politisk ordfører i SF, Jacob Mark, skriver på Twitter at partiet bakker op om en forlængelse af nedlukningerne:

»Jeg håber, at Regeringen denne gang vil huske det pædagogiske personale i daginstitutioner og dagplejen. Der er brug for skarpere restriktioner og nødpasning i egen institution,« forsætter Mark.

»Utrolig barskt«

Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv og tidligere minister, siger at han håber at hjælpepakkerne forlænges, når restriktionerne også bliver det. Derudover er Dansk Erhverv enige i, at det er fornuftigt at forlænge de nuværende restriktioner:

»Det er desværre nogle meget bekymrende smitte- og dødstal, vi ser i øjeblikket. På den baggrund er svært at se andre muligheder end at forlænge nedlukningen. Vi må se i øjnene, at det kommer til at gå lang tid, før tingene bliver normalt igen. Her er det vigtigt, at vi tager vores forholdsregler,« siger Mikkelsen og fortsætter:

»Det er utrolig barskt. Det er en meget, meget alvorlig situation. Virksomhederne styrtbløder i forvejen, så forlængelsen af nedlukningen gør det kun værre.«