Beboere med opråb til Mette Frederiksen: Barer skal fortsat lukke ved midnat

En række beboerforeninger i det indre København har sendt et brev til statsministeren med en klar opfordring: Få styr på alkoholkulturen, og gør det permanent, at alle beværtninger i beboelseskvarterer lukker ved midnat.

En række beboerforeninger står bag et brev til Mette Frederiksen (S). Heri opfordrer de til at gøre kravet om, at beværtningerne skal lukke ved midnat, permanent. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

En sen lørdag aften i begyndelsen af marts var statsminister Mette Frederiksen (S) inviteret på byvandring i København. Invitationen kom fra en række beboere i Indre By, der ville vise, hvordan deres nætter så ud. Nætterne var præget af høj musik fra værtshusene, lyden af skænderier i gaderne og opkast på trappestenene til deres opgange.

I årevis har en række beboerforeninger advokeret for at få skabt mere ro i beboelseskvartererne i det centrale København. Nu har de sendt et brev til statsministeren, der følger op på den spadseretur i nattelivet, de var på 4. marts. Her fremlægger de konkrete bud på, hvordan de gerne vil have, at nætterne i Indre By i stedet ser ud.