ATP og Nykredit afviser lån til korrupte regimer

En række store institutionelle investorer i Norden fravælger at låne penge til kontroversielle, afrikanske lande. Den høje risiko er grunden, og ratingbureauet Standard & Poor’s giver da også statsobligationerne karakteren »junk bonds«.

Elfenbenskysten, Republikken Congo og Den Demokratiske Republik Congo er ikke rated hos Standard & Poor’s. Resten af de afrikanske lande, som Berlingske har sat fokus på, havner i kategorien »junk bonds«. Landets politiske stabilitet og omfanget af korruption har betydning for kreditkarakteren. Her er det internt fordrevne congolesere i en FN-flygtningelejr nær Goma i det østlige DR Congo. Fold sammen
Læs mere

Nej, tak. Risikoen er for stor. Sådan lyder begrundelsen, når en række store investorer fravælger at købe statsobligationer fra afrikanske regimer, som er blandt verdens mest korrupte og mindst demokratiske.

Det står i modsætning til, at en lang række danske pensionsselskaber og investeringsforeninger via statsobligationer låner penge til Republikken Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Elfenbenskysten, Gabon, Nigeria, Angola, Senegal og Uganda.

Det viser en undersøgelse foretaget af Berlingske og det uafhængige researchcenter Danwatch.

Men en række af de største institutionelle danske investorer fravælger altså statsobligationer fra landene. Det drejer sig bl.a. om Danmarks Nationalbank, den store pensionspengetank ATP og investeringsforeningerne Nykredit, Bankinvest og Sparinvest.

Rationalet er helt enkelt: Jo større risiko for, at investoren ikke får sine penge igen, jo højere rente kræver investorerne for overhovedet at give sig i lag med investeringerne. Trods at disse lande i flere investeringsuniverser omtales som højrentelande, så vurderer flere, at risikoen er for høj.

En af dem er ATP, der forvalter danskernes tvangsopsparede pensionsmidler på mere end 500 mia. kr.

»Jeg kan som økonomimand se, at vi løber en investeringsmæssig risiko ved at investere i statsobligationer i lande, hvor der er politisk ustabilitet og menneskerettighedskrænkelser. Den økonomiske kompensation vil ofte ikke være stor nok til at kompensere for de risici, vi tager,« siger Ulrik Dan Weuder, underdirektør i ATP.

Svingende likviditet

Forsigtigheden præger også Bankinvest, der ifølge Investeringsforeningsrådet forvalter 72 mia. kr. Bankinvest investerer ikke i nogen af de pågældende lande og er også påpasselig med ikke at have for stor beholdning af statsobligationer fra de afrikanske lande, som de er involveret i, f.eks. Ghana og Zambia.

»Vi investerer kun i kortløbende statsobligationer, fordi det er lande, som kan have stærkt svingende likviditet på deres obligationsmarkeder. Ved det mindste postyr, f.eks. en opblussen af den europæiske gældskrise, påvirkes obligationsmarkederne i disse lande, og papirerne kan blive umulige at komme af med,« siger chefporteføljemanager Troels H. Pedersen.

Det internationale kreditvurderingsinstitut Standard & Poor’s rater flere af landene. Mens Elfenbenskysten, Republikken Congo og Den Demokratiske Republik Congo ikke har nogen kreditkarakter, falder resten af de lande, som Berlingske har sat fokus på, i kategorien »junk bonds«. Det er den finansielle verdens øgenavn for værdipapirer, som får kreditkarakteren BB+ eller lavere og dermed karakteriseres som »spekulativ« - altså risikofyldt og tvivlsom.

Landets politiske stabilitet og mængden af korruption har betydning for kreditkarakteren, forklarer Standard & Poor’s chefanalytiker Christian Esters, som følger landene syd for Sahara.

»Politiske risici er en faktor i vores rating af statsobligationer. Vi ser på stabiliteten i de politiske institutioner, men vi dømmer ikke den politiske situation i landene. Vi ser på politik ud fra perspektivet: hvordan påvirker det kreditværdigheden. For eksempel er en af faktorerne inden for politisk risiko et militærkup, som vil mindske den politiske stabilitet,« siger Christian Esters.

Risikoen får også storinvestorer i vores nordiske nabolande til at droppe investeringer i de pågældende afrikanske lande.

Den norske pengetank Oliefonden, hvor den norske stat opsparer de penge, som den tjener på olien i Nordsøen, investerer ikke i landene. Formuen er i omegnen af 3.500 mia. kr., men kun ca. 170 mio. kr. og 844 mio. kr. er investeret i henholdsvis Egypten og Sydafrika på det store kontinent.

Oliefonden oplyser til Berlingske, at dette skyldes en finansiel vurdering af bl.a. risiko og kreditværdighed.

Også i Sverige er der mindre lyst til at begive sig ind på det afrikanske obligationsmarked. Handelsbanken Asset Management oplyser, at de har fravalgt at investere i statsobligationer i afrikanske emerging markets, da der ikke er efterspørgsel på det.

Första AP-fonden, en af Sverige største almene pensionsforvaltere, der ved udgangen af sidste år forvaltede 213 mia. svenske kroner, holder sig væk på grund af den høje risiko.

»Vi har ikke investeringer i afrikanske statsobligationer. Det gør vi ikke, fordi vi har gjort os overvejelser om, at det ikke er risikoen værd i forhold til det afkast, man får. Hvis man skulle få lyst til at gå ind i disse markeder, ville der desuden være en række etiske overvejelser,« siger Ossian Ekdahl, kommunikationschef i Första AP-Fonden.

Aktive fravalg

Danske Nykredit Asset Management, der forvalter 374 mia. kr. og dermed ifølge Investeringsforeningsrådets opgørelse fra april 2012 er landets største investeringsforening, har ikke det store engagement i afrikanske stater syd for Sahara. Kun 177,2 mio. kr. er investeret i sydafrikanske statsobligationer, og direktør Lars Bo Bertram lægger ikke skjul på, at der ligger aktive fravalg bag. Det handler dog ikke kun om risiko, men også om etik.

»Vores udgangspunkt er, at problematiske stater også er problematiske betalere, men når vi vælger dem fra som investeringer, så skal det også klart opfattes som et etisk fravalg. Ikke at jeg sidder med en liste over lande, som vi ikke vil investere i, men politiske forhold og niveauet af korruption er noget, jeg forventer, at der bliver taget med i betragtning hos alle ansvarlige kapitalforvaltere. Heri ligger jo netop ansvarligheden, og selv om der endnu ikke er fælles retningslinjer for, hvordan man håndterer det, så er det noget, vi diskuterer i branchen, bl.a i investornetværket UNPRI,« siger han.