At køre hvert udbrud som var det sidste gang

Tourens ekskursion gennem champagne-land bød på opvisning fra den franske fribytter Julian Alaphilippe, men også en belgier med glubende appetit på asfalt i kilometermål.

Julian Alaphilippe jubler over sin sejr på tredje etape, hvor han kom alene i mål et lille halvt minut førend konkurrenterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne-Christine POUJOULAT / AFP

Der er flere måder at animere et cykelløb på.

Man kan angribe, når det gør allermest ondt og gøre kunststykket færdigt i ét afgørende hug, som Julian Alaphilippe gjorde det ved at køre sig i gult med en sejr på 3. etapes giftige lille afslutningsrampe i Épernay.

Eller man kan gøre det som Tim Wellens, vride sig fri af feltets monotone metamorfose på den snorlige rute ind i det østlige Frankrig og køre et lystbetonet væddeløb med en prikket bjergtrøje som lokkeklud.

Det var to af cykelsportens solister, der stjal billedet på Tourens tredjedag.

Julian Alaphilippe skød afsted med 16 km tilbage af en 215 km lang etape. På toppen af Cote de Mutigny, hvor han havde accelereret mod toppen med hvirvelvindsantrit og den frygtindgydende eksplosivitet, han har vist frem med fast frekvens siden den gryende del af sæsonen i Tour of Colombia.

Det var det sidste, man så til den franske fribytter. Alaphilippe storsatsede på hver en meter af etapens sidste kuperede del. Vanen tro med fuldt smæk og dødsforagtende risikovilje på nedkørslerne og et voldsomt determineret attack på stigningen op mod mål.

Den gule trøje til Julian Alaphilippe var samtidig den første førertrøje til en fransk rytter, siden Tony Gallopin havde den til låns i Mulhouse for fem år siden. Og selv om Deceuninck-Quick Steps stjernenavn ikke kommer til at vinde Tour de France, vil der med sikkerhed blive bundet en pastis eller to ved synet af smertensbarnet Thibaut Pinots øjeblikkelige momentum.

Groupama-FDJ skrabede fem sekunder til sig som en bekræftelse på, at det kan blive til en gentagelse – eller mere – af den tredjeplads, der i 2014 gjorde stortalentet Pinot til det store hvide håb i fransk cykelsport. Men som siden har haft det så svært med Den Store Sløjfe, hvor det blev til Tour-exit i både 2016 og året efter.

En mand med en mission

Lige her og nu ligner Thibaut Pinot en mand med en mission. Og han kommer med et afsæt fra sidste efterår, hvor han dels var fremragende i Vuelta España og dels sluttede af med at vinde det italienske løbsmonument Il Lombardia.

Mandagens etape var indtil de sidste 30 km en jævnt hen udramatisk affære. Det obligatoriske morgenudbrud på en håndfuld ryttere blev dog lyst op af klasseaktøren Tim Wellens.

Den 28-årige belgier er ofte mand for at gå i udbrud med det lange lys tændt. Han kører, som om han elsker at vride sig fri af anonymiteten i feltet og for at lede efter det rigtige momentum.

I en cykelsportsverden, hvor der er kort snor og stram kontrol især i et løb som Tour de France, er det egentlig kun for forrykte. Men Wellens er typen, der synes at cykle, fordi han ikke kan lade være.

Da sidste løbsopgave i oktober 2018 var afsluttet, begav Tim Wellens sig sammen med vennen og værelseskammerat Thomas de Gendt på en 1.000 km lang køretur med arbejdstitlen »The Final Breakaway« fordelt over seks dage. Efter en sæson med 30.000 km i benene.

Ikke desto mindre gjorde de det for at komme nærmere magien ved at høre hjulene synge og kunne hive bremserne efter behag.

Alt det, cyklingen også handler om. Når altså ikke pulsen banker faretruende bag øjenæblerne, som den gjorde på de fleste af rytterne i feltet, da proppen for alvor røg af etapen og bød på væddeløb i champagneland.