Antallet af indlagte falder til laveste i ni måneder

Der er onsdag 93 personer indlagt med coronavirus. Antallet af nye smittetilfælde er opgjort til 353.

Arkivfoto. Covid-19-afsnit på Slagelse Sygehus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er det seneste døgn registreret 353 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

Det er lidt højere end de seneste to dage, hvor der har været lidt over 200 smittede om dagen, men sammenlignet med gennemsnittet i maj er antallet af daglige tilfælde faldet med to tredjedele.

Det seneste døgns smittetilfælde er fundet via 95.770 pcr-test, der foretages ved podning i halsen. Andelen af positive – kendt som positivprocenten – er 0,37.

På landets sygehuse er antallet af indlagte med coronavirus faldet med 8 til 93.

Man skal tilbage til 23. september sidste år for at finde et lavere antal indlagte med coronavirus.

Coronavirus er dermed ikke længere den belastning for sundhedsvæsenet, som det var i december og januar, hvor der en overgang var knap 1000 indlagte coronapatienter på én gang fordelt over hele landet.

På vaccinationerne er der det seneste døgn givet 79.037 stik. Det har dermed været blandt de travleste dage på landets vaccinationscentre.

Der er ikke registreret nogen coronadødsfald det seneste døgn. Samlet har Danmark de seneste 16 måneder haft 2527 coronadødsfald.

/ritzau/